Klage over dispensation fra byplanvedtægt vedrørende udnyttelsesgrad

Beslutningsgrundlag (Officialprincippet)

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet ved at undlade besigtigelse af ejendommen og klagernes ejendom. Kommunen havde tilstrækkeligt grundlag i form af dispensationsansøgning og tegningsmateriale, der angav byggeriets omfang og afstand til klagernes ejendom. Nævnet vurderede, at der ikke var grundlag for at antage, at en besigtigelse ville have ændret kommunens skønsmæssige vurdering.

Partshøring

Nævnet vurderede, at klagerne ikke havde partsstatus i sagen. Selvom kommunen havde foretaget partshøring vedrørende et hævet opholdsareal, var der ikke foretaget partshøring vedrørende dispensationen til udnyttelsesgraden. Planklagenævnet lagde vægt på, at dispensationen til udnyttelsesgraden ikke ville medføre så væsentlige indbliksgener for klagerne, at de havde den fornødne væsentlige og individuelle interesse til at være parter i sagen. Dette blev begrundet med, at den østvendte længebygning er opført i ét plan, er svagt hævet, og der er ca. 11 meter til klagernes sommerhus. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre klagerne i denne del af sagen, jf. Forvaltningsloven § 19.

Forhold der ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende den østvendte længebygnings højde over terræn, indbliksgener eller den objektive nødvendighed af dispensationen, da disse vedrører dispensationens hensigtsmæssighed og ikke retlige forhold efter planloven.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

• § 5.1: Udnyttelsesgraden må ikke overstige 0,10.
• § 5.1.1: Bygninger må ikke opføres med mere end 1 etage og må ikke gives en større højde end 5,00 m.
• § 5.1.2: Gulvkote i samtlige bygninger må ikke være under 4,0.

Kommunens begrundelse for dispensation

Kommunen begrundede dispensationen med, at der tidligere var dispenseret fra udnyttelsesgraden, og at en bebyggelsesprocent på 15 i henhold til beregningsreglerne efter BR18 var i overensstemmelse med områdets principper. For gulvkoten anførte kommunen, at det var af underordnet betydning, at kældergulvet var beliggende i kote 3,777 DVR 90, da kælderen ikke anvendes til beboelse. Desuden lagde kommunen vægt på, at byggeriet var tilpasset matriklen og ikke ville medføre væsentlige skygge-, lys- og indbliksgener for naboerne.

Klagepunkter

Klagerne anførte, at byggeriet reelt var i to fulde etager, da kælderen var beregnet til beboelse, og at dette var en omgåelse af byplanvedtægtens forbud mod to etager. De gjorde også gældende, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden forkert ved ikke at medregne kælderarealet. Endvidere mente klagerne, at dispensationen fra byplanvedtægtens bestemmelse om gulvkote var i strid med byplanvedtægtens overordnede formål, og at kommunens beslutning havde været ensidig, idet klagernes høringssvar ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens §§ 5.1, 5.1.1 og 5.1.2.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.