Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til udstykning i Fredensborg Kommune

Planklagenævnet fastslog, at den ansøgte udstykning i to parceller på hver 504 m2 var i strid med lokalplanens § 4, stk. 1, som fastsætter en mindstegrundstørrelse på 700 m2 for enfamiliehuse. Forholdet krævede derfor dispensation i henhold til Planloven § 19. Kommunens afslag på dispensation er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve, men afgørelsen skal overholde almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger.

Beslutningsgrundlag og kommuneplan

Klagerne anførte, at kommuneplan 2013 tillod udstykning af grunde ned til 500 m2 i stationsnære områder, og at kommunen skulle virke for kommuneplanens gennemførelse, jf. Planloven § 12, stk. 1. Planklagenævnet bemærkede, at kommuneplanens bestemmelser ikke er umiddelbart bindende for borgere, men primært danner grundlag for lokalplanlægning, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. Kommunen kan dispensere fra en lokalplan, selvom det strider mod kommuneplanen, og omvendt kan den give afslag på dispensation, selvom det er i overensstemmelse med kommuneplanen. Nævnet kunne ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af hensigtsmæssigheden af udstykningen i forhold til den overordnede planlægning.

Konkret vurdering, relevante hensyn og begrundelse

Klagerne mente, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering, og at begrundelsen var usaglig og i strid med Forvaltningsloven § 24. Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, idet den henviste til relevante retsregler og angav de hovedhensyn, der var bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2. Nævnet vurderede, at hensynet til at bevare områdets karakter af åbent villaområde med relativt store parceller var et sagligt og planlægningsmæssigt relevant hensyn, uanset om det fremgik udtrykkeligt af lokalplanen. Kommunen havde foretaget en konkret vurdering af ansøgningen.

Lighedsgrundsætningen

Klagerne påberåbte sig lighedsgrundsætningen og henviste til en tidligere dispensation for en lignende udstykning på en anden ejendom i 2018. Planklagenævnet fandt, at de to ejendomme ikke var sammenlignelige, da de var omfattet af forskellige plangrundlag (lokalplan nr. H107 og byplanvedtægt nr. B01-02 § 6, litra a). Desuden var klagernes ejendom ikke udpeget til fortætning i kommuneplan 2017, i modsætning til den sammenlignede ejendom. Nævnet vurderede, at kommunens begrundelse for at nå til forskellige resultater var saglig og planlægningsmæssigt relevant, og der var derfor ikke tale om usaglig forskelsbehandling.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

• Lokalplan nr. 106 § 6.2: Facader skal fremstå i blank mur eller pudset mur. Tegl mod A 2 skal være i røde, rødbrune eller rødblå nuancer. Øvrige teglfacader kan være gule.
• Lokalplan nr. 106 § 6.5: Tagmaterialet skal være rødt tegl, gråsort skifer, zink eller galvaniserede stålplader, hvor der ikke er tagterrasse.
• Lokalplan nr. 106 § 6.6: Boliger skal forsynes med opholdsaltaner, der fremstår som integrerede dele af facaden med et fremspring på højst 1,1 m.
• Lokalplan nr. 106 § 7.2: Der skal etableres én p-plads pr. bolig/lejlighed, og parkering skal etableres i parkeringskælder.

Kommunens afslag og klagerens anbringender

Tårnby Kommune meddelte den 9. september 2019 afslag på dispensation fra lokalplanens §§ 6.2, 6.5, 6.6 og 7.2. Kommunen begrundede afslaget med, at ansøgningen ikke var i overensstemmelse med intentionerne i lokalplanen, selvom et enfamiliehus i sig selv var tilladt. Kommunen fastholdt, at lokalplanens bestemmelser om materialevalg, ydre fremtræden, altan og parkeringskælder skulle overholdes.

Klageren anførte i sin klage til Planklagenævnet, at:

• Det ikke er i strid med lokalplanens formål at dispensere.
• Det ansøgte er umiddelbart tilladt, da byggeri ikke er omfattet af bestemmelserne om etablering af altaner og parkeringskælder.
• Afslaget er i strid med proportionalitetsprincippet.
• Kommunens begrundelse var mangelfuld og ikke konkret eller retningsgivende.