Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan nr. H19, Sletten, til ombygning af enfamiliehus i Humlebæk

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Fredensborg Kommunes afgørelse om dispensation forbliver gældende.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger. Nævnet behandlede de dele af klagen, der vedrørte, om forholdet var umiddelbart tilladt eller krævede dispensation, samt kommunens hjemmel til at dispensere. Andre klagepunkter, såsom hensigtsmæssighed, naboretlig tålegrænse og bebyggelsesprocent, blev ikke behandlet, da de enten ikke var retlige spørgsmål efter planloven eller ikke var omfattet af den påklagede afgørelse.

Vurdering af krav om dispensation

Lokalplanbestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. Kortbilag er kun bindende, hvis der henvises til dem i lokalplanbestemmelserne, og bestemmelserne går forud ved uoverensstemmelse. En dispensationsbestemmelse i en lokalplan giver kommunen mulighed for at fravige en hovedregel efter en konkret vurdering, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 18.

• Lokalplanens § 6.1 (Ydermure): Planklagenævnet fandt, at den ansøgte havestue med ydermure i træ var i strid med lokalplanens krav om teglsten. Forholdet krævede derfor dispensation, jf. Planloven § 19.
• Lokalplanens § 6.2 (Tage): Bestemmelsen om, at alle ændringer i tagkonstruktionen skal godkendes af Byrådet, blev opfattet som en dispensationsbestemmelse, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 18. Den ansøgte ombygning af tagkonstruktionen krævede derfor tilladelse/dispensation.
• Lokalplanens § 6.6 (Vinduer): Bestemmelsen om, at enhver ændring af facadens placering af vinduer samt størrelsen på disse skal godkendes af Byrådet, blev også opfattet som en dispensationsbestemmelse, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 18. Den ansøgte ændring af vinduerne krævede derfor tilladelse/dispensation. Nævnet bemærkede, at kortbilag 3 ikke var retligt bindende for antallet af ruder i vinduesrammerne, da § 6.3 kun henviste til udformningen af kvistene.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, eller hvis dispensationen tidsbegrænses, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter typisk planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, men som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning eller struktur.

• Lokalplanens § 6.1: Planklagenævnet fandt, at § 6.1 ikke var en del af planens principper, da det er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, som ikke er henvist til i formålsbestemmelsen eller på anden måde har en særlig betydning som princip.
• Lokalplanens §§ 6.2 og 6.6: Da disse bestemmelser har karakter af dispensationsbestemmelser, er en dispensation efter disse som udgangspunkt ikke i strid med planens principper. Det har været forudsat ved planens vedtagelse, at der ville kunne dispenseres fra disse krav.

Konklusion

Kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens §§ 6.1, 6.2 og 6.6. Selve afgørelsen om dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for Planklagenævnet § 3.

Kommunens Afgørelse og Dispensationer

Helsingør Kommune meddelte byggetilladelse til opførelse af to kviste på i alt 2,7 m² og dispenserede samtidig fra lokalplanens bestemmelser:

• Dispensation fra § 5, stk. 1: Bebyggelsesprocenten forøgedes fra 32,6% til 32,9%, hvilket overskred den tilladte grænse på 25%.
• Dispensation fra § 5, stk. 10: Kvistene fik en bredde på 1,5 meter, hvilket overskred den tilladte bredde på 1,3 meter.

Kommunen undlod at foretage forudgående naboorientering, da de vurderede, at dispensationen var af underordnet betydning for naboerne.

Klagernes Indvendinger

Klagernes ejendom er naboejendom til den omhandlede ejendom, og de tilladte kviste er placeret direkte ind mod klagernes ejendom. Klagerne anførte, at kvistene, som de opfattede som karnapper, medførte betydelige indbliksgener til deres første sal, stue og køkken. De mente derfor, at der skulle have været foretaget partshøring forud for kommunens afgørelse. Klagerne rejste også tvivl om korrekt afsætning af skel, korrekt beregning af bebyggelsesprocenten (inklusive ulovligt opført bebyggelse som en loggia, et skur og en havepavillon), og at kvistene ikke var opført i overensstemmelse med de godkendte tegninger.

Kommunens Svar på Klagen

Helsingør Kommune fastholdt, at klagerne ikke var parter i sagen, da dispensationen var af underordnet betydning. Kommunen mente ikke, at lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesprocent skulle varetage hensynet til indbliksgener, og at indbliksgenerne ikke oversteg, hvad man almindeligvis må forvente i et byområde. Bebyggelsesprocenten var beregnet ud fra BBR-oplysninger, og kommunen fandt det underordnet, om der var opført ulovlig bebyggelse. Kommunen oplyste desuden, at ejendomsudvalget i 2010 havde besluttet at skærpe praksis for bebyggelsesprocent, men at konkrete vurderinger fortsat skulle foretages. Kommunen vedlagde fotos, der viste direkte indblik fra kvistene til klagernes ejendom.