Stadfæstelse af afslag på dispensation fra mærkningsfrist for hjorte

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afslag på en ansøgning om dispensation fra den ni måneder lange mærkningsfrist for hjorte. Klager, en besætningsejer, havde ansøgt om dispensation for fire voksne dådyr og tre årskalve, der blev holdt på et 0,75 hektar stort græsareal med enkelte træer og en lille sø. Fødevarestyrelsen afslog ansøgningen med henvisning til, at arealet ikke opfyldte kravet om en høj grad af isolation af dyrene, som specificeret i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/520.

Klagerens argumenter

Klager var uenig i Fødevarestyrelsens vurdering af isoleringsgraden og anførte, at dyrene kunne isolere sig efter behov. Klager stillede spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem dyrenes mulighed for at isolere sig og øremærkningsfristen. Det blev desuden fremført, at indfangning og bedøvelse af dyrene med henblik på øremærkning ville stresse dem unødvendigt og grænse til mishandling. Klager oplyste også, at øremærker ofte blev revet af af andre dyr eller ved kontakt med indhegningen, hvilket ville nødvendiggøre gentagne indfangninger og bedøvelser. Klager mente, at afgørelsen var baseret på en subjektiv vurdering uden lovmæssigt fundament og bemærkede, at højt græs og ukrudtsplanter i yngletiden bidrog til skjul.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen fastholdt, at der skulle være en vis grad af naturlig beplantning på arealet, så dyrene kunne gemme sig og isolere sig fra mennesker, hvilket er i overensstemmelse med hjortenes naturlige adfærd. Styrelsen vurderede, at klagers indhegning ikke sikrede en høj grad af isolation på grund af manglende naturlig beplantning ud over få spredte træer. Styrelsen foreslog desuden, at sporbarhed kunne sikres ved brug af chip, hvilket ville undgå gentagen indfangning ved tab af øremærker.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse af 28. februar 2022 om afslag på ansøgning om dispensation fra mærkningsfristen for hjorte. Afgørelsen blev truffet i henhold til artikel 16, stk. 4, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/520, jf. Europaparlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429, og Lov om hold af dyr § 66, stk. 5.

Nævnets vurdering af dispensationsbetingelser

Nævnet fandt, at betingelsen for dispensation i artikel 16, stk. 4, litra b, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/520, om at området skal sikre en høj grad af isolation af dyrene, ikke var opfyldt. Nævnet lagde vægt på klagers ansøgningsmateriale, herunder satellitfotoet, der viste et græsareal med enkelte træer og en lille sø. Der var ikke tilstrækkelig naturlig beplantning ud over de enkelte træer ved søen. Nævnet henviste til Fødevarestyrelsens faglige vurdering af hjortenes adfærd i naturen, hvor de søger skjul i beplantning, især for deres kalve. Det blev understreget, at beplantningen skulle have permanent karakter for at sikre isolation, og at midlertidig vegetation som brændenælder ikke var tilstrækkelig, da den forsvinder i vinterhalvåret. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. .