Stadfæstelse af afgørelse om ikke at genoptage ansøgning om enkeltbetaling 2011

Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 3. november 2016 om ikke at genoptage klagers ansøgning om direkte støtte for 2011. Landbrugsstyrelsen havde oprindeligt afvist støtteansøgningen den 9. november 2011, da de anmeldte arealer ved kontrol den 17. januar 2011 blev fundet anvendt som dyrepark og til organiseret jagtaktivitet, og dermed ikke primært til landbrugsformål, jf. Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 artikel 34, stk. 2, litra a.

Klager anmodede den 30. marts 2016 Landbrugsstyrelsen om at genoptage sagen. Anmodningen var baseret på en fortolkning af Domstolens dom C-684/13 (Demmer), som klager mente medførte en mere lempelig fortolkning af anvendelsesmetoden for landbrugsarealer, hvor der tages højde for landbrugerens autonomi, selvom der også finder ikke-landbrugsaktivitet sted.

Landbrugsstyrelsen afviste genoptagelsesanmodningen med den begrundelse, at Demmer-dommen ikke ændrede på, at dyrehaver/dyreparker som udgangspunkt ikke er støtteberettigede. Styrelsen fastholdt, at klagers arealer blev anvendt som dyrepark/dyrehave og til organiseret jagtaktivitet i en grad, der væsentligt hæmmede en eventuel landbrugsmæssig udnyttelse. De anførte desuden, at dyr fra en dyrepark ikke betragtes som husdyr til landbrugsformål.

Klager fastholdt, at der var tale om primær landbrugsmæssig drift, og at begrebet dyrepark/dyrehave var misvisende. Klager argumenterede for, at hold af krondyr m.v. skulle betragtes som landbrugsmæssig produktion, og at aflivning af dyr i indhegnede områder ikke kunne betegnes som jagt, da dyrene var husdyr. Klager henviste til, at ejendommen var et almindeligt landbrug, hvor græssende husdyr afsættes som kød, og at landbrugsaktiviteten ikke var hæmmet af de græssende husdyr eller organiseret jagt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 3. november 2016 om ikke at genoptage klagers ansøgning om direkte støtte for 2011. Nævnet begrænsede sin prøvelse til berettigelsen af Landbrugsstyrelsens afslag på genoptagelse, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Vurdering af nye faktiske oplysninger og væsentlige fejl

Nævnet fandt, at der ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen. Nævnet lagde vægt på, at Landbrugsstyrelsens oprindelige afgørelse af 9. november 2011 var baseret på en kontrol den 17. januar 2011, hvor arealet blev konstateret anvendt som dyrepark/dyrehave. Denne vurdering blev understøttet af en tidligere registrering af ejendommens indhegning med hjortedyr som dyrehave i 1994.

Nævnet vurderede, at klagers hjortehold ikke kunne betragtes som husdyr i henhold til Bekendtgørelse om opdræt af hjortedyr § 17, stk. 1, da arealet blev anvendt som dyrepark/dyrehave. For sådanne indhegninger overgår tilsynet til Skov- og Naturstyrelsen, og reglerne i lov om jagt og vildtforvaltning skal overholdes, jf. Bekendtgørelse om opdræt af hjortedyr § 2. Da der ikke forelå dokumentation for registrering af hjorteholdet som opdræt af hjortedyr efter Bekendtgørelse om opdræt af hjortedyr § 3, stk. 1, fandt nævnet, at klagers opdræt af hjortehold ikke var en landbrugsaktivitet, jf. Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 artikel 2, stk. 1, litra c.

Betydning af Domstolens dom C-684/13 (Demmer)

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Domstolens dom C-684/13 ikke havde betydning for Landbrugsstyrelsens afgørelse af 9. november 2011. Nævnet lagde vægt på, at klagers opdræt af hjortehold ikke var en landbrugsaktivitet, og at arealerne ikke primært blev anvendt til landbrugsaktivitet, jf. Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 artikel 34, stk. 2, litra a. Klagers udnyttelse af arealerne til hold af hjorte begrænsede muligheden for landbrugsmæssig udnyttelse i et sådant omfang, at arealet ikke kunne betegnes som fortrinsvis anvendt til landbrugsaktivitet. Dermed var betingelsen for støtte i dommens præmis 1 ikke opfyldt.

Nævnet konkluderede, at Landbrugsstyrelsen var berettiget til at meddele afslag på genoptagelse af afgørelsen af 9. november 2011, jf. Lov om Landdistriktsfonden § 11 a, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.