Stadfæstelse af afslag på ophævelse af fredskovspligt og påbud om retablering

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Miljøstyrelsens afgørelse vedrørende to matrikler i Horsens Kommune, der tilsammen udgør ca. 45,5 ha, hvoraf ca. 4,5 ha er fredskovspligtig. Ejendommen, der er beliggende ca. 12 km vest for Horsens, indeholder bebyggelse og består primært af dyrkede marker samt et område med fældede træer. Store dele af arealet er udlagt til råstofinteresseområde i Region Midtjyllands råstofplan 2016.

Miljøstyrelsens afgørelse

Miljøstyrelsen havde den 4. december 2020 meddelt afslag på en ansøgning om ophævelse af fredskovspligt med henblik på råstofindvinding, samt afslag på dispensation til råstofindvinding på de omhandlede matrikler. Derudover blev der meddelt afslag på dispensation til manglende tilplantning og dyrehold. Samtidig påbød Miljøstyrelsen retablering af fredskov på samlet 2,26 ha af det fredskovspligtige areal, hvilket omfattede tilplantning og ophør af dyrehold.

Baggrunden for påbuddet var en anmeldelse fra Landbrugsstyrelsen om rydning og dyrehold på tre fredskovspligtige arealer. Miljøstyrelsen konstaterede, at arealerne var ryddet i perioden 1990-2010 og siden inddraget i markdrift med dyrehold, hvilket er i strid med Skovlovens § 8, nr. 1, 3 og 4 samt Skovlovens § 10, nr. 4. Matriklerne har været fredskovspligtige siden før 1945.

Miljøstyrelsen vurderede ansøgningen om flytning af fredskovspligten efter Skovlovens § 6, stk. 1 og Skovlovens § 11, stk. 1. Styrelsen bemærkede, at praksis for ophævelse af fredskovspligt og dispensation er restriktiv, og at der kun gives tilladelse, hvis der ikke findes en placering uden for fredskov, og hvis hensynet til overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til at bevare arealet som fredskov. Da det ansøgte areal endnu ikke er udpeget som graveområde i den regionale råstofplan, fandt styrelsen ikke grundlag for at foretage en afvejning af det samfundsmæssige hensyn til råstofforekomster. Økonomiske hensyn og det faktum, at skoven var ulovligt ryddet forud for ansøgningen, kunne ikke begrunde en tilladelse.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at der burde gives tilladelse til at plante erstatningsskov på et andet areal uden for råstofinteresseområdet for at undgå værdispild, da den nuværende fredskov alligevel skulle fjernes ved fremtidig råstofindvinding. Klager foreslog desuden, at fristen for retablering af fredskoven udskydes til ultimo 2024, da Region Midtjylland forventes at revidere råstofplanen inden da, hvilket vil afklare, om området udlægges til råstofgraveområde.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse af 4. december 2020 om afslag på tilladelse til ophævelse af fredskovspligt, afslag på dispensation til manglende beplantning, dyrehold og råstofindvinding inden for fredskov, samt påbud om retablering af fredskov på de omhandlede matrikler i Horsens Kommune.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde dispensation fra kravet om træbevoksning og forbud mod dyrehold på det fredskovspligtige areal. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at der ikke var særlige grunde til at ophæve fredskovspligten eller give en lovliggørende dispensation.

Nævnets begrundelse

Nævnet henviste til Skovlovens § 6, stk. 1, Skovlovens § 8, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, Skovlovens § 10, nr. 4, Skovlovens § 11, stk. 1 og Skovlovens § 38, stk. 1, som danner grundlag for afgørelsen. Nævnet fremhævede, at praksis for ophævelse eller dispensation er restriktiv og kun sker, hvis den ansøgte anvendelse ikke kan placeres andre steder end i fredskov, og hvis de samfundsmæssige hensyn er vigtigere end hensynet til at bevare fredskoven.

Nævnet lagde særligt vægt på, at det pågældende område endnu ikke er udlagt til råstofgraveområde, og at en mulig fremtidig anvendelse af arealet ikke kan inddrages i vurderingen. Det blev også fremhævet, at en ophævelse eller lovliggørende dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedens. Det forhold, at arealet muligvis bliver udlagt til råstofgraveområde i fremtiden, og at fredskoven dermed potentielt skulle fjernes igen, kunne ikke føre til et andet resultat.

På baggrund heraf fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens påbud om retablering af arealerne i henhold til Skovlovens § 51, stk. 2. Miljøstyrelsen skal fastsætte en ny frist for påbuddets efterkommelse. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.