Europæisk arrestordre: Kriterier for afslag ved systemiske mangler i retsvæsenet, navnlig retten til en lovligt oprettet og uafhængig domstol (Polen)

Denne præjudicielle hasteprocedure (PPU) vedrører fortolkningen af rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre (EAW), særligt i lyset af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (Chartret), artikel 47, stk. 2, som garanterer retten til en retfærdig rettergang ved en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Sagen udspringer af to anmodninger fra Rechtbank Amsterdam i Nederlandene vedrørende fuldbyrdelsen af EAW'er udstedt af polske domstole mod to polske statsborgere, X og Y, som begge var varetægtsfængslet i Nederlandene. X var eftersøgt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, mens Y var eftersøgt med henblik på strafforfølgning.

Sagens kerne og de systemiske mangler

Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt den skulle nægte overgivelse, da den rådede over omfattende informationer – herunder resolutioner fra Polens Højesteret og Domstolens egen praksis (f.eks. C-791/19) – der indikerede systemiske eller generelle mangler i det polske retsvæsen, især vedrørende proceduren for udnævnelsen af dommere efter 2017 via Krajowa Rada Sądownictwa (Domstolsrådet), som i høj grad er under politisk indflydelse. Ifølge den forelæggende ret var der siden 2020 heller ingen effektive nationale retsmidler i Polen til at anfægte dommerudnævnelser foretaget under de omtalte systemiske mangler.

Den centrale juridiske udfordring var, hvordan den fuldbyrdende myndighed skal anvende den etablerede to-trins prøvelse, som Domstolen har fastlagt for at afgøre, om der foreligger en reel risiko for krænkelse af fundamentale rettigheder, især når:

• EAW vedrører fuldbyrdelse af en allerede idømt straf, hvor risikoen for krænkelse skal vurderes retrospektivt.
• EAW vedrører strafforfølgning, hvor sammensætningen af den dømmende ret endnu ikke er kendt, hvilket vanskeliggør en individuel, konkret vurdering.

Domstolen fastslår, at den fuldbyrdende judicielle myndighed er forpligtet til at foretage den to-trins prøvelse, også når tvivlen vedrører retten til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, da dette krav er uløseligt forbundet med dommeres uafhængighed og upartiskhed.

Vurdering i to trin

Trin 1 (Generel vurdering af systemiske mangler):

• Den fuldbyrdende myndighed skal vurdere, om der foreligger objektive, pålidelige og ajourførte oplysninger, der godtgør systemiske eller generelle mangler i det udstedende retsvæsen. Oplysninger, der indikerer politisk indflydelse på Domstolsrådet (KRS) og dermed på dommerudnævnelserne, er relevante.
• Domstolen understreger dog, at blot tilstedeværelsen af sådanne generelle mangler ikke er tilstrækkelig til at nægte fuldbyrdelse af en EAW.