Afslag på godkendelse af projektforslag om etablering af en biomassefyret kedelcentral

Parternes bemærkninger

TK fastholdt, at "det store værk" ikke længere var et reelt alternativ efter EKN's afgørelse. BH argumenterede for, at TK's beslutning ikke var en forvaltningsafgørelse, der kunne påklages, men blot en efterlevelse af EKN's endelige administrative afgørelse. BH henviste til definitionen af en forvaltningsafgørelse i forvaltningsretten og mente, at sagen burde afsluttes.

TF fastholdt, at TK's sagsbehandling havde været uforsvarlig, og at kommunen burde have fremført TF's argumenter over for ES for at opnå en reel dispensationsbehandling. TF påpegede, at BH's varmefremstilling allerede hvilede på dispensation, og at der ikke var tale om overskudsvarme i fuldt omfang. TF fremhævede også, at varmeforsyningsloven er til for at tjene en økonomisk og miljørigtig varmeforsyning, ikke private virksomheders interesser. TF anførte desuden, at BH's værk var sårbart over for miljøkrav, hvilket understregede forsyningssikkerhedsspørgsmålet.

Retsgrundlag

Sagen blev vurderet efter den dagældende Lov om varmeforsyning og Bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Særligt relevant var Lov om varmeforsyning § 1, stk. 2, om fremme af samproduktion af varme og elektricitet, samt Lov om varmeforsyning § 3, stk. 2, om ministerens mulighed for at fastsætte forudsætninger for planlægningen. Den generelle forudsætningsskrivelse af 13. september 1990 og dens tillæg af 1. juli 1997 var centrale for vurderingen af brændselsvalg og dispensationsmuligheder.

Energiklagenævnet (EKN) stadfæstede Tønder Kommunes afgørelse af 30. januar 2006 om afslag på godkendelse af projektforslaget om etablering af en biomassefyret kedelcentral.

Begrundelse for afgørelsen

EKN afviste Brdr. Hartmann A/S's påstand om, at Tønder Kommunes afgørelse ikke var en forvaltningsafgørelse, der kunne påklages. EKN fastslog, at det følger af Lov om varmeforsyning kapitel 2, herunder Lov om varmeforsyning § 4, stk. 1, at kommunen er varmeplanmyndighed og kompetent til at godkende projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Kommunen skal i den forbindelse foretage en energimæssig, samfundsøkonomisk og miljømæssig vurdering af projektet i henhold til Bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 11. Hvis projektet fraviger den generelle forudsætningsskrivelses bestemmelser om brændselsvalg, skal kommunen søge Energistyrelsen om dispensation. EKN konkluderede derfor, at Tønder Kommune den 30. januar 2006 havde truffet en afgørelse, der kunne påklages til EKN.

For så vidt angår sagens realitet lagde EKN til grund, at den ansøgte biomassefyrede kedelcentral var beliggende i eller i nærheden af et område udlagt til naturgasforsyning. Godkendelse af projektforslaget, der indebar et ændret brændselsvalg, krævede derfor dispensation fra den generelle forudsætningsskrivelses bestemmelser om brændselsvalg. EKN henviste til sin egen afgørelse af 21. december 2005 (j.nr. 21-337), hvor Energistyrelsens afslag på dispensation blev stadfæstet, og hvor EKN ændrede sin hidtidige praksis og fastslog, at Energiministeriets skrivelse af 13. september 1990 om generelle forudsætninger for brændselsvalg og samproduktion i fjernvarmeværker m.v. var bindende for kommunerne. Da der ikke forelå en dispensation fra den generelle forudsætningsskrivelses bestemmelser om brændselsvalg, manglede Tønder Kommune den fornødne hjemmel til at godkende projektforslaget. EKN stadfæstede derfor Tønder Kommunes afgørelse af 30. januar 2006.

Afgørelsen er truffet efter Lov om varmeforsyning § 26, stk. 1.

Den påklagede afgørelse

Energistyrelsen afslog dispensationen med den begrundelse, at der ikke forelå en særlig situation, der betingede en dispensation i henhold til punkt 5 i den generelle forudsætningsskrivelse (som senere blev erstattet af Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 28). Energistyrelsen lagde vægt på, at projektforslagets samfundsøkonomiske omkostning for CO2-reduktion (199 kr. pr. ton CO2) oversteg den forventede langsigtede pris for CO2-kvoter (150 kr. pr. ton CO2). Desuden anførte styrelsen, at projektets prioriteringsordning, hvor overskudsvarme fra Brdr. Hartmann A/S skulle have første prioritet, var i strid med varmeforsyningslovens prisbestemmelser, da den dyrere overskudsvarme ikke kunne fortrænge billigere varme fra den biomassefyrede kedelcentral.

Klagen og parternes bemærkninger

Tønder Kommune klagede over Energistyrelsens afgørelse og anførte, at projektforslaget var samfundsøkonomisk godt, og at besparelsen for borgerne var væsentlig. Kommunen mente, at en sammenligning udelukkende med markedsprisen på CO2-kvoter var forkert, og at den specielle situation i Tønder burde vægtes højt. Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. støttede kommunens påstand og fremhævede manglende forsyningspligt fra Brdr. Hartmann A/S som en afgørende forringelse af forsyningssikkerheden. Brdr. Hartmann A/S støttede Energistyrelsens vurdering af prisbestemmelserne i Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, og anførte, at en dispensation ville indebære hel eller delvis lukning af deres kraftvarmeværk.