Energiklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra tilslutningspligt til fjernvarme

Retsgrundlag og praksis

Sagen blev behandlet under Varmeforsyningsloven, herunder bestemmelser om kommunal planlægning og godkendelse af anlæg (Varmeforsyningsloven § 3, stk. 1, Varmeforsyningsloven § 4), samt ministerens mulighed for at fastsætte forudsætninger (Varmeforsyningsloven § 3, stk. 2). Loven indeholder også bestemmelser om pålæg om energiformer (Varmeforsyningsloven § 7, stk. 1) og omstilling til miljøvenlige brændsler (Varmeforsyningsloven § 9, stk. 1).

Energiklagenævnet henviste til egen praksis, hvor det var udtalt, at der er principielle betænkeligheder ved at godtage administrative forskrifter, der har betydning for privates retsstilling, medmindre de er behørigt kundgjort, jf. Lovtidendeloven § 2, stk. 1 og 2. Nævnet havde tidligere fastslået, at forudsætningsskrivelser, der ikke er kundgjort, ikke kan håndhæves på samme måde som behørigt kundgjorte regler. Desuden blev det fremhævet, at kommunalbestyrelsen har en betydelig skønsfrihed til at vælge løsninger, der nedbringer CO2-belastningen og er i overensstemmelse med varmeforsyningslovens formål om miljøvenlig energianvendelse, jf. Varmeforsyningsloven § 1, stk. 1 og Varmeforsyningsloven § 9, stk. 1.

Energiklagenævnet stadfæstede Fakse Kommunes afgørelse af 10. juni 2004 om godkendelse af projektforslaget for et flisfyret kedelanlæg.

Energiklagenævnets vurdering

Nævnet bemærkede, at Miljø- og energiministerens forudsætningsskrivelse af 1. juli 1997 alene omhandlede kraftvarmeværker og ikke fjernvarmeværker. Nævnet lagde vægt på den betydelige skønsfrihed, der tilkommer kommunalbestyrelsen til at vælge løsninger, der nedbringer CO2-belastningen og dermed er i overensstemmelse med varmeforsyningslovens formål om miljøvenlig energianvendelse, jf. Varmeforsyningsloven § 1, stk. 1 og Varmeforsyningsloven § 9, stk. 1. Det blev understreget, at sidstnævnte bestemmelse ikke giver naturgas fortrinsret frem for anvendelse af "miljøvenlig brændsel", og at lovgivningen ikke giver DONG eneret til at levere naturgas. Etableringen af et flisfyret anlæg blev anset for en klar miljøforbedring, og den økonomiske betydning for DONG blev vurderet som mindre.

Forudsætningsskrivelsernes retlige status

Energiklagenævnet henviste til sin tidligere praksis, hvor det er fastslået, at der er principielle betænkeligheder ved at godtage administrative forskrifter, der har betydning for privates retsstilling, medmindre de er behørigt kundgjort, jf. Lovtidendeloven § 2, stk. 1 og 2. Nævnet fandt, at forudsætningsskrivelserne derfor ikke kan håndhæves over for en kommune på samme måde, som hvis de samme regler fulgte af bestemmelser, der havde været kundgjort.

Med virkning fra 1. april 2004 trådte den nye Varmeforsyningsloven § 3, stk. 2 i kraft, som fastsætter, at Økonomi- og erhvervsministeren skal udstede generelle retningslinjer i bekendtgørelsesform i stedet for ved forudsætningsskrivelser. Nævnet bemærkede, at når en hjemmelsbestemmelse ophæves, bortfalder de udstedte bekendtgørelser eller retningslinjer, medmindre der er udtrykkelige overgangsbestemmelser. Da sådanne overgangsbestemmelser ikke var vedtaget, måtte de generelle forudsætningsskrivelser bortfalde, da den nye Varmeforsyningsloven § 3, stk. 2 trådte i kraft. Den specifikke forudsætningsskrivelse fra 1995, som fastsatte tidsfrister for ombygning af eksisterende anlæg i Fakse, blev anset for opfyldt og dermed ikke relevant for den verserende sag.

Samlet set fandt nævnet, med henvisning til praksis vedrørende forudsætningsskrivelsernes retlige status, at Fakse Kommunes beslutning, truffet efter 1. april 2004, og den kommunale skønsfrihed, ikke kunne tilsidesættes. Afgørelsen blev truffet efter Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1.

Naturgas Midt-Nord henviste til, at supplerende beregninger viste, at et naturgasfyret kraftvarmeværk var det bedste alternativ ud fra samfundsøkonomiske og miljømæssige vurderinger. De argumenterede for, at Farsø Kommune kun kunne give tilladelse til et naturgasfyret kraftvarmeværk som erstatning for det eksisterende anlæg. De påpegede også, at kommunalbestyrelsen skulle foretage en energimæssig, samfundsøkonomisk og miljømæssig vurdering af projektet i henhold til Bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 11.

Farsø Fjernvarmes bemærkninger

Farsø Fjernvarmeværk bemærkede, at Energistyrelsens forudsætningsskrivelser fra 1990 og 1993 var rettet mod kommunalbestyrelserne og fastlagde rammerne for kommunernes skøn i forbindelse med godkendelse af projektforslag, jf. Varmeforsyningsloven § 3 og Bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 11. De fremhævede, at nye forudsætninger fra Miljø- og Energiministeriet af 1. juli 1997 reviderede de hidtidige og fremmede en større anvendelse af biomasse i varmeforsyningen, herunder som ren varmeproduktion. Farsø Kommunes godkendelse var derfor i overensstemmelse med de senest udmeldte forudsætninger.

Farsø Fjernvarmeværk anførte desuden, at Bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 6, stk. 1, nr. 9 var udvidet til at omfatte selskabsøkonomiske vurderinger, hvilket kommunen havde inddraget. De påpegede, at varmeplaner udgik som styringsværktøj i 1990, og at der var indført fri konkurrence på naturgasmarkedet pr. 1. januar 2004, hvilket rejste spørgsmål om kommunens mulighed for at opretholde naturgas-kun områder. Vedrørende dækningsgraden oplyste de, at to ældre oliefyrede kedler ville blive nedlagt, hvilket ville bringe den samlede dækningsgrad ned på ca. 200 %, hvilket var nødvendigt for forsyningssikkerheden.