Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til etablering af dobbeltkvist på bevaringsværdig ejendom

Vedrørende klagerens påstand om berettigede forventninger fra et telefonmøde med kommunen, lagde Planklagenævnet til grund, at der ikke forelå faktiske oplysninger, der understøttede, at kommunen havde givet et bindende forhåndstilsagn. Nævnet bemærkede, at en nærmere afklaring af dette ville kræve bevisførelse med vidneafhøringer, hvilket ligger uden for nævnets kompetence.

Begrundelse og Saglighed

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde angivet de hovedhensyn, der var bestemmende for afslaget, og at disse hensyn var saglige og planlægningsmæssigt relevante. Kommunen havde henvist til, at den ansøgte kvist ville nedsætte bygningens bevaringsværdi, især i forhold til den rytmiske facade. Selvom afgørelsen ikke specifikt henviste til Planlovens § 19, vurderede nævnet, at denne retlige mangel var konkret uvæsentlig og ikke førte til ugyldighed, da det kunne udledes af sagens øvrige omstændigheder, hvilken bestemmelse afgørelsen var truffet efter.

Planklagenævnets Kompetence

Planklagenævnet understregede, at det kun kan behandle retlige spørgsmål i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmål vedrørende hensigtsmæssigheden af kommunens afgørelse, herunder om den rytmiske havefacade ville lide skade, eller om udnyttelse af 1. sal var mulig uden kvisten, faldt uden for nævnets kompetence.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1, og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Kommunens afgørelse

Odder Kommune afslog dispensationen med henvisning til, at bevaring af bygningen på den nuværende placering ville stride mod lokalplanens formålsbestemmelse i § 1 og § 6.13. Kommunen vurderede, at forholdet var i strid med principperne i lokalplanen, og at en dispensation kun lovligt kunne meddeles med en tidsbegrænsning på maksimalt 3 år i henhold til Planloven § 19. Kommunen var dog ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation og udstedte samme dag påbud om fysisk lovliggørelse af udhuset/havepavillonen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse manglede en begrundelse, og at tolkningen af formålsbestemmelsen til at omfatte et 20-meters bælte langs åen var urimelig og uden sammenlignelige forhold. Klageren mente desuden, at afvisningen stred mod områdets oprindelige karakter med redskabskure og havepavilloner nær åen, og dermed mod lokalplanens bevarende formål. Klageren fremhævede, at udhuset er lille (knap 4 m²), opført i naturmaterialer med et organisk udtryk, og med sin funktion som lysthus bidrager til at bevare områdets karakter fra før lokalplanens tid. Klageren foreslog, at vandløbsdirektivlinjen (8 meter) kunne anvendes som grænse.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at der var tale om en overskridelse af lokalplanens formålsbestemmelser og dermed et princip for planen, hvilket kun lovligt kunne dispenseres fra i en periode på maksimalt 3 år. Kommunen var ikke indstillet på at meddele en tidsbegrænset dispensation eller at udarbejde en ny lokalplan for området.