Stadfæstelse af landzonetilladelse til opførelse af en bygning med 5 lejligheder i Sønderborg

Planklagenævnet stadfæstede Sønderborg Kommunes afgørelse om landzonetilladelse. Dette betyder, at kommunens afgørelse er gældende, og tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden fem år efter Planklagenævnets afgørelse, jf. Planlovens § 56, stk. 2.

Partshøring

Planklagenævnet fandt, at klageren mod vest var part i sagen og burde have været partshørt om vilkåret om den ændrede placering af bygningen, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Selvom kommunen erkendte fejlen, vurderede nævnet, at den manglende partshøring ikke udgjorde en væsentlig retlig mangel. Nævnet lagde vægt på, at forskellen i bygningens placering (3,2 m) var konkret uvæsentlig og ikke ville medføre øgede nabogener for klageren.

Beslutningsgrundlag (Officialprincippet)

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet. Selvom klagerne anførte mangelfulde eller fejlagtige oplysninger om beplantning og garagehøjde, vurderede nævnet, at disse ikke var så væsentlige, at de kunne udgøre en retlig mangel. Kommunen havde lagt ansøgningsmaterialet, herunder situationsplan og målfast tegning, til grund for afgørelsen.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Planklagenævnet vurderede, at det ansøgte var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor ikke krævede dispensation, jf. Planlovens § 18.

• Lokalplanens § 8.1 (ydre fremtræden): Udformningen med facader i mursten og matte sorte tagsten var i overensstemmelse med kravet om tilpasning til landsbyens helhedsbillede og stedlig byggetradition.
• Lokalplanens § 9.5 (bevaring af bebyggelse): Bestemmelsen giver kommunen mulighed for at tillade ny bebyggelse med en anden placering end den nedrevne, så længe omfanget svarer til det nedrevne. Den fastsætter ikke et krav om samme placering.
• Lokalplanens § 11.1 (ubebyggede arealer): Bestemmelsen forhindrer ikke opførelse af bebyggelse på det ansøgte sted, men regulerer alene anvendelsen af ubebyggede arealer som gårdsplads, have og fælles friarealer/græsning. Der var ingen byggefelter eller andre bestemmelser, der forbød bebyggelse på det ansøgte sted.
• Bebyggelsesprocent: Lokalplanens § 7.1 fastsætter ikke en bebyggelsesprocent for det pågældende område, og nævnet lagde kommunens oplysning om en tilladt bebyggelsesprocent på op til 40 % til grund.

Landzonetilladelse til det ansøgte

Planklagenævnet fandt, at der kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at ejendommen ligger i en landsby omfattet af en lokalplan, der udlægger området til bolig og erhverv, og at ejendommen ikke ligger frit i det åbne land. Den landskabelige påvirkning blev anset for begrænset og forenelig med planlovens landzonebestemmelser.

• Nabogener: Nævnet vurderede, at der ikke ville være tale om urimelige nabogener i form af indbliksgener. Afstanden til den østlige nabos bolig var ca. 9,6 m, og gavlvinduet på førstesalen mod øst var placeret i et gangareal. Afstanden til den vestlige nabo var ca. 18,5 m, og til den nordlige nabo ca. 42 m med en vej og et ubebygget grundstykke imellem.
• Intensiveret anvendelse: Selvom der forventes en intensiveret anvendelse af ejendommen, vurderede nævnet, at dette ikke ville være til væsentlig gene for naboerne, da ejendommen ligger i en landsby med eksisterende naboer og trafik. Nævnet henviste til de generelle regler for landzonetilladelser, herunder Planlovens § 35, stk. 3 og Planlovens § 5 a, stk. 1 vedrørende kystnærhedszonen, og fandt, at projektet var af underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Klageren oplyste, at de eksisterende bygninger var fyldt op med bl.a. en bobcat, en traktor, hestetrailer og en lukket trailer med musikudstyr. Klageren har desuden anført, at der tidligere har været flere bygninger på ejendommen, som blev fjernet, da de var faldefærdige.

Kommunens afslag

Sønderborg Kommune afslog ansøgningen med den begrundelse, at maskinhuset ikke blev anset for at være erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af ejendommen. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen allerede havde et maskinhus på 200 m² samt et halvtag/overdækning på 81 m². Kommunen vurderede, at klagerens begrundelse for behovet ikke kunne retfærdiggøre yderligere 311 m² maskinhus, og at en bedre udnyttelse af de eksisterende kvadratmeter kunne løse en del af pladsbehovet, da en stor del af pladsen blev brugt til opbevaring af byggematerialer og trailere m.v. Kommunen anførte, at den maksimalt kunne tillade et nyt maskinhus på 150 m².

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens ejer klagede den 14. juli 2019 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren anførte navnlig, at det ansøgte var nødvendigt for ejendommens drift, og at kommunen ikke havde forholdt sig til det egentlige pladsbehov. Klageren opgjorde det faktiske pladsbehov til 417 m² for maskiner og udstyr, og fremhævede, at de eksisterende bygninger ikke var tilstrækkelige. Klageren henviste desuden til lighedsgrundsætningen og en tidligere tilladelse til en lignende bygning på en mindre ejendom i området.