Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation til nedlæggelse af diger

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage fra Slots- og Kulturstyrelsen vedrørende Aabenraa Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation til nedlæggelse af to diger på en ejendom i kommunen. De omhandlede diger, D00.093.390 og en del af D00.095.522, har været beliggende på den sydvestlige del af en matrikel præget af landbrugsdrift.

Baggrund for dispensationen

Aabenraa Kommune meddelte den 12. april 2021 lovliggørende dispensation til nedlæggelse af dige D00.093.390 og de vestligste ca. 33 meter af dige D00.095.522. Dige D00.093.390 blev nedlagt mellem 2002 og 2004, mens den del af dige D00.095.522 blev nedlagt mellem 2012 og 2015. Dispensationen blev givet på vilkår om, at beskyttelsen af dige D00.093.390 skulle flyttes til et nord-sydgående dige i skellet mellem flere matrikler, som ikke tidligere var registreret som beskyttet. Dette erstatningsdige skulle sikres mod gødning, pesticider og jordbehandling, og beskyttelsen skulle tinglyses.

Kommunen konstaterede ved besigtigelse, at der ikke var spor af de nedlagte diger, og at erstatningsdiget var ca. 550 meter langt, mere end dobbelt så langt som de nedlagte diger tilsammen. Kommunen vurderede, at erstatningsdiget, trods et vandhul, ville have samme eller større biologiske og landskabelige værdi og understøtte digestrukturernes fortælleværdi. Museum Sønderjylland vurderede, at erstatningsdiget havde samme alder og kulturhistoriske fortælleværdi som de nedlagte diger.

Klagen fra Slots- og Kulturstyrelsen

Slots- og Kulturstyrelsen påklagede afgørelsen den 7. maj 2021. Klager anførte, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for dispensation, og at et erstatningsdige ikke i sig selv kunne ændre dette. Klager fremhævede, at praksis for dispensation er restriktiv, og at de nedlagte digers biologiske, kulturhistoriske og landskabelige værdier ikke talte for en dispensation.

Klager argumenterede for, at de nedlagte diger var bevaringsværdige med stor kulturhistorisk fortælleværdi og fungerede som biologisk spredningskorridor. Desuden mente klager, at dige D00.093.390 udgjorde en del af en lang ledelinje, og dige D00.095.522 var en del af en serie øst-vestgående diger, som alle bidrog til landskabets kulturhistoriske fortælling. Klager bemærkede også, at dele af det foreslåede erstatningsdige fremstod udjævnet, og at en højspændingsmast var placeret øst for dige D00.093.390, ikke på selve diget.

Aabenraa Kommunes bemærkninger til klagen

Aabenraa Kommune fastholdt sin afgørelse og prioriterede bevarelsen af det eksisterende erstatningsdige, da det tydeliggjorde områdets overordnede digestruktur. Kommunen mente, at det ikke ville være muligt at genskabe den fulde kulturhistoriske værdi af de oprindelige diger. Efter en supplerende besigtigelse konstaterede kommunen, at erstatningsdiget var tæt bevokset med forskellige arter og havde mange spor af dyreliv, hvilket ville være et stort tab for områdets fauna, hvis det forsvandt. Kommunen vurderede, at selvom dele af erstatningsdiget var åbne, ville den resterende strækning stadig være væsentligt længere end de nedlagte diger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer Aabenraa Kommunes afgørelse af 12. april 2021 om lovliggørende dispensation til nedlæggelse af dige D00.093.390 og delvis nedlæggelse af dige D00.095.522 til et afslag.

Nævnets vurdering og begrundelse

Nævnet lagde til grund, at de omhandlede diger er omfattet af beskyttelsen efter Museumslovens § 29 a, stk. 1, som forbyder ændringer i digernes tilstand. Formålet med denne bestemmelse er at sikre diger som kulturhistoriske spor samt deres biologiske og landskabelige interesser.

Efter Museumslovens § 29 j, stk. 2 kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde gøre undtagelse fra forbuddet. Nævnet understregede, at praksis for dispensation er yderst restriktiv, og at "særlige tilfælde" navnlig sigter til situationer, hvor væsentlige samfundsmæssige interesser medfører, at bevaringsinteresserne kan tilsidesættes. Driftsmæssige, økonomiske eller rekreative interesser er ikke tilstrækkelige grunde.

Nævnet fandt, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation. Det blev fremhævet, at et erstatningsdige almindeligvis ikke kan erstatte den kulturhistoriske værdi af et oprindeligt dige med dets autentiske placering og udformning. Erstatningsdiger kan derfor normalt ikke i sig selv begrunde en dispensation til at fjerne et dige.

Værdien af de nedlagte diger

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at det foreslåede erstatningsdige ikke ville udgøre en tilstrækkelig erstatning for de værdier, som de nedlagte diger repræsenterede. Nævnet lagde vægt på, at de nedlagte diger illustrerede den tidligere inddeling af markerne i jordlodder på en anden måde end de øvrige diger i området, herunder det foreslåede erstatningsdige. Specifikt blev digernes forløb, som dannede en tydelig vinkel i landskabet, fremhævet i modsætning til erstatningsdigets lange, lineære forløb. Selvom erstatningsdiget havde en høj kulturhistorisk og biologisk værdi samt en vis landskabelig værdi, fandt nævnet ikke, at denne værdi var højere end de nedlagte digers. Nævnet bemærkede desuden, at digernes bevoksning ikke kan indgå i vurderingen af digernes værdi, da fjernelse af bevoksning ikke kræver dispensation og kan forsvinde naturligt.

Endelig lagde nævnet vægt på den uønskede præcedensvirkning, som en lovliggørende dispensation i dette tilfælde ville kunne medføre.