Planklagenævnets afgørelse om dispensation til enfamiliehus i Hvidovre

Krav om dispensation

Planklagenævnet fastslog, at det ansøgte enfamiliehus i to etager ikke er i overensstemmelse med byplanvedtægtens § 5A, stk. 2, og derfor kræver dispensation efter Planloven § 19. Nævnet fandt dog, at et fritliggende enfamiliehus, uanset om det er i to etager, har karakter af åben-lav boligbebyggelse og dermed ikke strider mod byplanvedtægtens § 2A, stk. 1.

Kommunens dispensationshjemmel

Nævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 5A, stk. 2, ikke udgør en del af planens principper, da det er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og byplanvedtægten ikke indeholder en formålsbestemmelse. Der var ingen andre holdepunkter for at anse bestemmelsen som en del af planens principper. Byplanvedtægtens § 10 blev opfattet som en henvisning til den til enhver tid gældende dispensationshjemmel og havde derfor ingen selvstændig retsvirkning. På denne baggrund fandt Planklagenævnet, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra byplanvedtægtens § 5A, stk. 2, jf. Planloven § 19, stk. 1.

Beslutningsgrundlag og officialprincippet

Klageren anførte, at kommunens beslutningsgrundlag var utilstrækkeligt, da der ikke var udarbejdet materiale til belysning af indbliks- og skyggegener. Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet. Kommunen var i besiddelse af tegnings- og illustrationsmateriale, der viste husets dimensioner, udformning og placering, hvilket gav et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere de relevante forhold.

Lighedsgrundsætningen

Klageren gjorde gældende, at dispensationen udgjorde ulovlig forskelsbehandling. Planklagenævnet bemærkede, at klageren ikke havde henvist til sammenlignelige ejendomme, hvor der var givet afslag. Nævnet fastslog, at selv hvis kommunen tidligere havde givet afslag i en sammenlignelig sag, er kommunen ikke forpligtet til at give afslag i den aktuelle sag, da en kommune kan ændre praksis med virkning for fremtiden. Derfor kunne nævnet ikke give medhold i dette klagepunkt.

Naboorientering

Klageren anførte, at dennes indsigelse ikke var kommenteret eller fremgik af afgørelsesgrundlaget. Planklagenævnet fandt, at kommunens dispensation ikke havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering, jf. Planloven § 20, stk. 1. Projektet havde været i nabohøring, og de indkomne høringssvar, herunder klagerens indsigelse, var vedlagt som bilag til Bygge- og Planudvalgets møde. Kommunen havde således inddraget indsigelserne, og der er ikke krav om, at kommunen skal imødekomme dem.

Afsluttende afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hvidovre Kommunes afgørelse af 21. januar 2021. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

• § 5.1: Udnyttelsesgraden må ikke overstige 0,10.
• § 5.1.1: Bygninger må ikke opføres med mere end 1 etage og må ikke gives en større højde end 5,00 m.
• § 5.1.2: Gulvkote i samtlige bygninger må ikke være under 4,0.

Kommunens begrundelse for dispensation

Kommunen begrundede dispensationen med, at der tidligere var dispenseret fra udnyttelsesgraden, og at en bebyggelsesprocent på 15 i henhold til beregningsreglerne efter BR18 var i overensstemmelse med områdets principper. For gulvkoten anførte kommunen, at det var af underordnet betydning, at kældergulvet var beliggende i kote 3,777 DVR 90, da kælderen ikke anvendes til beboelse. Desuden lagde kommunen vægt på, at byggeriet var tilpasset matriklen og ikke ville medføre væsentlige skygge-, lys- og indbliksgener for naboerne.

Klagepunkter

Klagerne anførte, at byggeriet reelt var i to fulde etager, da kælderen var beregnet til beboelse, og at dette var en omgåelse af byplanvedtægtens forbud mod to etager. De gjorde også gældende, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden forkert ved ikke at medregne kælderarealet. Endvidere mente klagerne, at dispensationen fra byplanvedtægtens bestemmelse om gulvkote var i strid med byplanvedtægtens overordnede formål, og at kommunens beslutning havde været ensidig, idet klagernes høringssvar ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens §§ 5.1, 5.1.1 og 5.1.2.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.