Skattemæssigt hjemsted i Danmark baseret på sædvanligt ophold trods familie i Polen

Sagen omhandler en polsk statsborger, der arbejdede i Danmark i indkomstårene 2017-2019. Han var fuldt skattepligtig i både Danmark og Polen og havde bolig i begge lande. Klageren mente, at hans skattemæssige hjemsted var i Polen, hvor hans familie boede, og anmodede derfor om at anvende grænsegængerreglerne for at overføre sin ægtefælles uudnyttede personfradrag samt om befordringsfradrag for rejser mellem Polen og Danmark.

Skattestyrelsen fandt, at klagerens skattemæssige hjemsted var i Danmark. Dette blev afgjort ud fra "sædvanligvis ophold"-kriteriet i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, da hans personlige interesser var i Polen, mens hans økonomiske interesser var i Danmark, hvilket gjorde "midtpunkt for livsinteresser"-kriteriet uanvendeligt. Da han arbejdede fuld tid i Danmark, opholdt han sig mest her. Som følge heraf blev hans anmodning om at anvende grænsegængerreglerne og om befordringsfradrag for rejser til Polen afvist.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten var enig i, at da det ikke kunne afgøres, hvor klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser, skulle hans skattemæssige hjemsted bestemmes ud fra, hvor han sædvanligvis opholdt sig. En opgørelse for 2019 viste, at han havde flere opholdsdage i Danmark end i Polen. For 2017-2018 blev det samme konkluderet på baggrund af hans fuldtidsansættelse. Hans "sædvanlige bopæl" i henhold til Ligningsloven § 9 C blev ligeledes anset for at være i Danmark, hvorfor rejserne til Polen blev betragtet som private udgifter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede først spørgsmålet om, hvorvidt Skattestyrelsens genoptagelse af skatteansættelserne for 2017 og 2018 var sket rettidigt. Retten fandt, at da klageren ejede fast ejendom i Polen, var han ikke omfattet af de kortere frister for personer med enkle økonomiske forhold. Genoptagelsen var derfor rettidig i henhold til den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Skattemæssigt hjemsted og grænsegængerregler

Klageren var fuldt skattepligtig til Danmark efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han havde bopæl her, og samtidig fuldt skattepligtig til Polen. Dette skabte en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4.

Landsskatteretten anvendte overenskomstens "tie-breaker" regler:

• Fast bolig: Klageren havde fast bolig til rådighed i begge lande.
• Retten fandt dette kriterium uafklaret. Klagerens økonomiske interesser (løn, pension, A-kasse) var i Danmark, mens hans personlige interesser (familie) var i Polen.