Polsk slagteriarbejder anset for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark og nægtet befordringsfradrag

Sagen omhandler en polsk statsborger, der arbejdede som slagteriarbejder i Danmark med en tidsubegrænset kontrakt siden 2015. For indkomstårene 2017, 2018 og 2019 havde han anmodet om befordringsfradrag for kørsel mellem sin bopæl i Polen, hvor hans familie boede, og sin arbejdsplads i Danmark. Han var tidligere registreret som grænsegænger.

Skattestyrelsen ændrede hans status til fuldt skattepligtig i Danmark, da han havde en fast bolig til rådighed her i landet. På grund af dobbeltdomicil i både Danmark og Polen skulle hans skattemæssige hjemsted afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Skattestyrelsen konkluderede, at da midtpunktet for hans livsinteresser var delt (økonomisk i Danmark, personligt i Polen), var det afgørende, hvor han sædvanligvis opholdt sig. Da han tilbragte flere dage i Danmark end i Polen i alle tre år, blev Danmark anset for hans skattemæssige hjemsted. Som følge heraf blev hans befordringsfradrag for kørsel fra Polen nægtet.

Klageren argumenterede for, at hans centrum for livsinteresser var i Polen, hvor han havde familie, ejendom, bil og sociale relationer. Han var uenig i Skattestyrelsens metode til at tælle opholdsdage og mente, at hans polske statsborgerskab ikke var blevet tillagt tilstrækkelig vægt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at klageren som udgangspunkt er fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han har haft en bolig til rådighed i landet siden 2015/2016. Da klageren også havde en bolig til rådighed i Polen, opstod en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2.

Midtpunkt for livsinteresser og sædvanligt ophold

Retten anvendte den prioriterede rækkefølge i overenskomstens artikel 4, stk. 2:

1. Midtpunkt for livsinteresser: Landsskatteretten fandt, at klageren havde stærke økonomiske interesser i Danmark (fast, tidsubegrænset arbejde siden 2015) og stærke personlige interesser i Polen (ægtefælle, barn, socialt liv). Da det ikke var muligt at afgøre, i hvilket land han havde midtpunkt for sine livsinteresser, gik retten videre til næste kriterium.

2. Sædvanligt ophold: Retten lagde vægt på Skattestyrelsens opgørelse over klagerens opholdsdage i de pågældende indkomstår.

Baseret på disse tal konkluderede Landsskatteretten, at klageren sædvanligvis opholdt sig i Danmark. Derfor blev hans skattemæssige hjemsted fastsat til Danmark i henhold til overenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Afgørelse om befordringsfradrag

Som en konsekvens af, at klagerens skattemæssige hjemsted er Danmark, blev hans danske adresse anset for at være hans "sædvanlige bopæl" i relation til Ligningsloven § 9 C. Afstanden mellem klagerens danske bopæl og arbejdsplads var ca. 7 km hver vej, hvilket er under minimumsgrænsen på 12 km for at opnå befordringsfradrag.

Klagerens kørsel mellem Danmark og Polen blev anset for en privat udgift i forbindelse med familiebesøg og var derfor ikke fradragsberettiget.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.