Landsskatteretten: Fuld skattepligt og befordringsfradrag – Danmark vs. Polen

Sagen omhandler en klagers ret til befordringsfradrag for kørsel mellem Danmark og Polen i indkomstårene 2016-2018. Klageren, en polsk statsborger ansat i Danmark siden 2008, har haft skiftende adresser i Danmark og en fast bopæl i Polen med sin familie. Skattestyrelsen havde anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark og begrænset befordringsfradraget for 2016 og afvist det for 2017-2018, idet kørsel til Polen blev anset for privat.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at klageren havde sædvanlig bopæl og skattemæssigt hjemsted i Polen, hvor hans familie og livsinteresser var centreret. Det blev fremført, at klageren burde anses for begrænset skattepligtig eller omfattet af grænsegængerreglerne, og at hans bolig i Danmark kun var en midlertidig soveplads. Repræsentanten henviste til tidligere praksis og en afgørelse fra 2009, hvor klageren var godkendt som grænsegænger med ægtefællefradrag.

Skattestyrelsens vurdering

Skattestyrelsen fastholdt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1 og Kildeskatteloven § 7, stk. 1, da han havde haft bopæl til rådighed i Danmark siden 2008. Selvom klageren også havde bopæl i Polen, og der forelå en dobbeltdomicilsituation, kunne det skattemæssige hjemsted ikke afgøres ud fra centrum for livsinteresser, da de økonomiske forbindelser var i Danmark og de personlige i Polen. Derfor blev det skattemæssige hjemsted fastsat ud fra sædvanligt ophold i henhold til Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2, litra b. Skattestyrelsen vurderede, at klageren opholdt sig mest i Danmark (mindst 220 dage årligt) og derfor havde sædvanligt ophold her. Kørsel til Polen blev anset for privat og ikke fradragsberettiget efter Ligningsloven § 9 C. For 2016 blev et begrænset fradrag dog godkendt baseret på kørsel fra en dansk adresse, der opfyldte kilometerkravet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han havde haft en bolig til rådighed i Danmark siden 2008. Den tidligere registrering som begrænset skattepligtig eller grænsegænger gav ikke klageren en retsbeskyttet forventning, da Skattestyrelsen var berettiget til at ændre ansættelsen inden for fristerne i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Landsskatteretten bekræftede, at der forelå en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2. Retten vurderede, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser, da hans stærke økonomiske forbindelser var i Danmark (arbejde, folkeregistertilmelding), mens hans stærke personlige forbindelser var i Polen (familie, ejendom). Som følge heraf skulle det skattemæssige hjemsted afgøres ud fra, hvor klageren sædvanligvis havde ophold, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2, litra b.

Landsskatteretten lagde til grund, at dage markeret som ”[fond1] [virksomhed1]” på arbejdsskemaerne var kursusdage i Danmark og skulle medregnes som opholdsdage i Danmark. Da klageren havde et fuldtidsjob i Danmark og som minimum havde opholdt sig her i henholdsvis 206, 216 og 197 dage i indkomstårene 2016-2018, og det oplyste antal opholdsdage i Polen ikke oversteg dette, fandt Landsskatteretten, at klageren sædvanligvis havde ophold i Danmark. Klageren blev derfor anset for hjemmehørende i Danmark.

Da klageren var fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark, kunne han ikke beskattes efter grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven §§ 5 A-D. Landsskatteretten fastslog endvidere, at klagerens sædvanlige bopæl i relation til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C var i Danmark, primært på grund af hans erhvervsmæssige og væsentligste økonomiske tilknytning. Kørsel mellem Danmark og Polen blev derfor anset for en privat udgift, der ikke berettigede til fradrag.

For indkomståret 2016 nedsatte Landsskatteretten befordringsfradraget til 24.277 kr., baseret på 93 arbejdsdage fra den relevante danske adresse, i stedet for Skattestyrelsens 108 dage. Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2017-2018 blev stadfæstet.