Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om miljøtilladelse til slagtekyllingeproduktion ophævet og hjemvist grundet mangelfuld vurdering af ammoniakpåvirkning

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter Husdyrbrugloven § 16 b, stk. 1 og Husdyrbrugloven § 76, stk. 1. Nævnet begrænsede sin prøvelse til forholdet vedrørende ammoniakpåvirkningen af en nærliggende § 3-registreret eng, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Ammoniakpåvirkning af § 3-registreret eng

Nævnet vurderede sagen i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug § 34, stk. 1, nr. 2 og Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug § 24, stk. 1, som fastslår, at en tilladelse ikke kan gives, hvis projektet medfører væsentlig miljøpåvirkning, der ikke kan imødegås med vilkår. Nævnet bemærkede, at beskyttelsesniveauet for ammoniak for kategori 3-natur, jf. Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug § 2, nr. 3 og Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug § 29, skal forstås i lyset af Naturbeskyttelsesloven § 3 og Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2. En merdeposition på 1 kg N pr. ha pr. år eller derunder anses som udgangspunkt for tilstrækkelig til at undgå væsentlige miljøpåvirkninger.

Nævnet foretog en efterprøvelse af Vejen Kommunes ammoniakberegninger og fandt, at ruheden for oplandet i forhold til stald 1 burde have været fastsat til 'ringe vegetation' i stedet for 'landbrug'. Nævnets egne beregninger viste en mer- og totaldeposition på op til 5,8 kg N pr. ha pr. år i område 1 og op til 4,2 kg N pr. ha pr. år i område 2. Desuden fastsatte nævnet baggrundsbelastningen til 15,8 kg N pr. ha pr. år (gennemsnit af grid-niveau over tre år), hvilket resulterede i en samlet ammoniakpåvirkning på op til 21,6 kg N pr. ha pr. år i område 1 og op til 20,0 kg N pr. ha pr. år i område 2.

Nævnet var enig med kommunen i, at område 1 ikke var kvælstoffølsomt. For område 2, som blev karakteriseret som kategori 3-natur (fattigkær) med et generelt tålegrænseinterval på 10-20 kg N pr. ha pr. år, var nævnet dog uenig i kommunens vurdering af, at den konkrete tålegrænse kunne antages at være 20 kg N pr. ha pr. år. Nævnet begrundede dette med, at der var registreret arter, der indikerede betydelige naturværdier, og at naturværdierne sandsynligvis varierede inden for området, hvorfor en gennemsnitsbetragtning af naturtilstanden ikke var tilstrækkelig.

På baggrund heraf fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at det ansøgte projekt kunne indebære væsentlig virkning på miljøet, i hvert fald for dele af det berørte naturområde, jf. Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug § 24, stk. 1 og Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug § 24, stk. 2.

Afgørelse og hjemvisning

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Vejen Kommunes afgørelse af 20. oktober 2020 om miljøtilladelse og hjemviser sagen til fornyet behandling. Vejen Kommune skal ved den fornyede behandling foretage en nærmere, konkret og begrundet vurdering af tålegrænsen for område 2.

Øvrige bemærkninger til fornyet behandling

Nævnet anfører desuden en række forhold, som Vejen Kommune skal tage i betragtning ved den fornyede behandling af sagen:

• Afkasthøjde i forbindelse med ammoniakdepositionsberegning: Kommunen skal sikre, at afkasthøjden for ventilationen er fastsat korrekt (ofte 6 meter for slagtekyllingestalde).
• Ammoniakpåvirkningen af omkringliggende § 3-registrerede søer: Kommunen skal forholde sig konkret til påvirkningen af nærliggende § 3-registrerede søer, da nævnets beregning viste en mer- og totaldeposition på op til 8,2 kg N pr. ha pr. år til den nærmest beliggende sø.
• Vilkår om varmevekslere: Vilkårene for varmevekslere skal sikres at være i overensstemmelse med Miljøstyrelsens opdaterede Teknologiliste, navnlig i forhold til kapacitet og drift, for at opnå den tiltænkte ammoniakreducerende effekt.
• Afstandskrav: Kommunen skal sikre, at samtlige afstandskrav i Husdyrbrugloven § 8, stk. 1, nr. 1 er overholdt for møddingspladsen, da nævnet konstaterede, at afstanden til en privat vandboring kun var ca. 19 meter i stedet for de krævede 25 meter. Alternativt skal kommunen forholde sig til, hvorvidt der kan meddeles dispensation.

Svendborg Kommune vurderede, at Sønderskov var en ammoniakfølsom skov på grund af dens alder (over 200 år), men anså dens naturkvalitet for middel. Kommunen konkluderede, at den totale belastning fra husdyrbruget ikke ville ændre skovens tilstand, idet den samlede deposition på 16,9 kg N/ha/år lå inden for det generelle tålegrænseinterval for skove på 10-20 kg N/ha/år. Denne vurdering blev foretaget med inddragelse af kriterierne i Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug § 36, stk. 5.

Klager 1 (Danmarks Naturfredningsforening) anførte, at Sønderskov burde have en maksimal merdeposition på 1 kg N/ha/år og krævede afslag på udvidelsen. Klager 2 (en omboende) udtrykte bekymring for øget lugt, ammoniakemission, algevækst, støj, forurening af drikkevand, øget trafik og utilstrækkelig gyllebeholderkapacitet. Klager 2 mente, at beregningerne var unøjagtige og ikke tog højde for kumulation. Under sagens behandling oplyste ansøgers konsulent, at det ikke var muligt at finde en løsning til at fastholde den forøgede ventilationskapacitet, og ansøger ønskede derfor at foretage en projekttilpasning for at overholde lugtgenekravet uden overkapacitet på ventilationsanlægget.