Stadfæstelse af påbud om fjernelse af ulovligt opført bygning i landzone

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1. Nævnet kan desuden behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, herunder spørgsmål om påbud. Det er et retligt spørgsmål, om et påbud er gyldigt og overholder almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og regler om varsel og partshøring, herunder Forvaltningslovens § 19. Nævnet kan ikke efterprøve tidligere afslag på landzonetilladelse, hvis klagefristen er overskredet.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at bygning D burde gives tilladelse som en erstatningsbygning for tidligere fjernede bygninger, og at en arkitekt havde oplyst, at man kunne opføre tilsvarende kvadratmeter som fjernet. Klageren fremhævede, at bygning D er en kontorbygning, ikke en lagerbygning, og at den ikke har medført øget aktivitet på ejendommen. Klageren oplyste desuden, at bygning A, C og F var fjernet efter udstedelsen af påbuddet, så kun bygning D stod tilbage.

Proportionalitets- og værdispildsprincipper

Det følger af proportionalitetsprincippet, at kommunen skal vurdere muligheden for retlig lovliggørelse, før der træffes afgørelse om fysisk lovliggørelse. Kommunen har dog ikke pligt til dette, hvis den tidligere har forholdt sig til og givet afslag på dispensation. Princippet indebærer, at en afgørelse ikke må påføre borgeren større byrder end nødvendigt for at opnå formålet. Kommunen skal anvende det mindst indgribende middel.

Hensynet til at undgå eller begrænse værdispild er sagligt, men vejer normalt mindre tungt end hensynet til retshåndhævelsen, især hvis den nuværende eller tidligere ejer vidste, at forholdet var ulovligt.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet lagde til grund, at bygning A, C og F var nedrevet, og at de resterende bygninger kræver landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, som ikke er eller vil blive givet. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens påbud. Nævnet lagde vægt på, at påbuddet var præcist formuleret, og at kommunen havde overholdt de forvaltningsretlige principper om proportionalitet og værdispild. Kommunen havde overvejet retlig lovliggørelse, blandt andet ved at tillade de fem andre bygninger ved ansøgning, og havde givet en saglig begrundelse for påbuddet. Desuden havde kommunen varslet klageren og inddraget dennes bemærkninger forud for påbuddet.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3. Afgørelsen blev stadfæstet ved Retten i Herning den 17. maj 2023.

Tidligere afgørelser

• Natur- og Miljøklagenævnet havde tidligere stadfæstet kommunens afslag på lovliggørelse af staldbygningen.
• Nævnet hjemviste dog en senere afgørelse, hvor kommunen skulle vurdere, om stalden var erhvervsmæssigt nødvendig efter en anmeldt udvidelse af dyreholdet.

Kommunens argumentation

• Kommunen fandt, at stalden ikke var erhvervsmæssigt nødvendig og henviste til alternative placeringsmuligheder på ejendommen.
• Kommunen anførte, at staldens placering på den anden side af vejen brød nyt land og ikke overholdt afstandskrav.

Klagerens argumentation

• Klager anførte, at stalden var erhvervsmæssig nødvendig for landbrugsproduktionen og lå bedst placeret i forhold til naboer og dyr.
• Klager henviste til, at det ansøgte dyrehold var erhvervsmæssigt nødvendigt ifølge bekendtgørelse og at ejendommen drives forsvarligt under hensyn til de erhvervsmæssige jordbrugsmæssige udnyttelsesmuligheder til natur og miljø og til bevarelse af de landskabelige værdier.