Klage over Langeland Kommunes afgørelse om ikke miljøvurderingspligt for etablering af skov

Langeland Kommune traf den 17. september 2020 afgørelse om, at et projekt vedrørende skovrejsning på 11,3 hektar på en del af matr. [F1], Løkkeby By, Tullebølle m.fl., ikke var omfattet af krav om miljøvurdering. Denne afgørelse blev truffet på baggrund af ansøgningsskemaet, supplerende oplysninger og høringssvar.

Projektet indebærer omlægning af arealet fra anden arealudnyttelse til skov.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

En gruppe omboende påklagede kommunens afgørelse den 13. oktober 2020 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagerne anmodede samtidig om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagerne fremførte en række anbringender, herunder:

• Manglende borgerinddragelse i sagsbehandlingen.
• Utilstrækkelig partshøring, hvor kun omboende inden for 300 meter blev hørt, og indsendte høringssvar ikke blev inddraget.
• Forventet værdiforringelse af omkringliggende ejendomme.
• Væsentlig påvirkning af landskabet.
• Projektområdets uegnethed som skovareal grundet geologiske forhold.
• Manglende udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport.
• Skovrejsningen er i strid med områdets nationale betegnelse som neutralt område og udlægning som særligt værdifuldt landbrugsareal.
• Projektet er omfattet af kystbeskyttelsesloven.
• Skovrejsningen vil have væsentlig påvirkning på eksisterende markdræn, elkabler, vandforsyningsledninger og kloakering.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har foretaget en særskilt behandling af spørgsmålet om opsættende virkning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har meddelt afslag på anmodningen om at tillægge klagen over Langeland Kommunes afgørelse af 17. september 2020 opsættende virkning. Kommunens afgørelse fastslog, at skovrejsning på 11,3 ha på del af matr. [F1], Løkkeby By, Tullebølle m.fl., ikke er omfattet af krav om miljøvurdering.

Nævnets vurdering af opsættende virkning

Ifølge Miljøvurderingslovens § 53 har en klage over en afgørelse som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Nævnet kan dog i særlige tilfælde beslutte, at en tilladelse ikke må udnyttes, eller at et påbud ikke skal efterkommes. Denne bestemmelse viderefører principperne fra Planlovens § 60, stk. 8.

Vurderingen af, om en klage bør tillægges opsættende virkning, beror primært på, om det er overvejende sandsynligt, at der foreligger en væsentlig overtrædelse af loven. Derudover indgår graden af risiko for, at en udnyttelse af tilladelsen vil influere uheldigt på muligheden for at kræve fysisk lovliggørelse, hvis klager senere får medhold. Nævnet baserer sin vurdering på de umiddelbart tilgængelige oplysninger i sagen, da afgørelsen om opsættende virkning skal træffes hurtigst muligt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der i den konkrete sag ikke var forhold, der kunne begrunde en fravigelse af hovedreglen om, at en klage ikke har opsættende virkning. Klagerne havde ikke fremsat anbringender, der gjorde det overvejende sandsynligt, at der forelå en væsentlig overtrædelse af Miljøvurderingsloven eller anden lovgivning, og at der ville ske uoprettelig skade, hvis klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.

Nævnet bemærkede, at afslaget på opsættende virkning ikke begrænser nævnets adgang til senere at ændre eller ophæve screeningsafgørelsen. En eventuel udnyttelse af afgørelsen inden nævnets endelige afgørelse sker derfor på egen regning og risiko.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Miljøvurderingslovens § 54, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.