Unionens kompetence til at forelægge forslag om beskyttede havområder i Antarktis – Miljøbeskyttelse eller Fælles Fiskeripolitik

Domstolen forkastede Kommissionens annullationssøgsmål i begge sager og frifandt Rådet. Domstolen fastslog, at de anfægtede afgørelser, for så vidt som de godkendte forelæggelsen af forslagene på vegne af Unionen og dens medlemsstater, var gyldige, fordi de primært henhørte under et område med delt kompetence.

Realitetsbehandling af kompetencespørgsmålet

Domstolen anvendte princippet om retsaktens primære formål (tyngdepunktsanalysen) til at afgøre kompetencegrundlaget (præmis 77-79).

• Afvisning af enekompetence (Artikel 3, stk. 1, litra d) TEUF): Unionens enekompetence på området for bevarelse af havets biologiske ressourcer er begrænset til foranstaltninger, der er truffet inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik (præmis 82-83). Domstolen fandt, at MPA-forslagenes primære formål var miljøbeskyttelse, biodiversitet, beskyttelse af økosystemer og bekæmpelse af klimaændringer i Antarktis, hvilket omfatter alle arter, herunder fugle og havpattedyr, og ikke kun dem, der er genstand for kommercielt fiskeri (præmis 98).
• Fiskeri som accessorisk formål: Reguleringen af fiskerfartøjers aktiviteter i forslagene udgjorde kun et accessorisk formål til det primære miljøformål (præmis 100). Derfor henhører de anfægtede afgørelser under den delte kompetence på miljøområdet (artikel 4, stk. 2, litra e) TEUF).

Afvisning af subsidiært anbringende (Artikel 3, stk. 2 TEUF)

Domstolen afviste også Kommissionens subsidiære argument om Unionens eksterne enekompetence (artikel 3, stk. 2 TEUF), da Kommissionen ikke tilstrækkeligt havde bevist, at foranstaltningerne i CAMLR-Kommissionen ville have indflydelse på indholdet, rækkevidden og effektiviteten af eksisterende EU-regler på fiskeriområdet (Forordning nr. 600/2004 og 601/2004) (præmis 123-124).

Blandet aktion som folkeretlig nødvendighed

Endelig fastslog Domstolen, at den særlige struktur i traktaterne om Antarktis (især forholdet mellem Antarktistraktaten og Canberrakonventionen) gjorde, at Unionens optræden i CAMLR-Kommissionen uden medvirken fra medlemsstater, der har status som samrådspartnere under Antarktistraktaten, ville være uforenelig med folkeretten og ville underminere sammenhængen i aftalesystemet (præmis 128-133). Dette understøttede behovet for en blandet aktion, selv i et område med delt kompetence.

Domstolen frifandt Kommissionen og fastslog, at artikel 218, stk. 9, TEUF ikke finder anvendelse i dette tilfælde, da bestemmelsen kun gælder for holdninger, der indtages i et organ nedsat ved en international aftale, og ikke for holdninger, der afgives for en international domstol. Domstolen fandt desuden, at Kommissionen ikke havde tilsidesat artikel 16, stk. 1, TEU, da erklæringen ikke formulerede en ny politik, men fortolkede eksisterende EU-ret.