Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om dispensation til sommerhusbyggeri i beskyttet hedeareal ophævet og hjemvist

Vurdering af dispensation

Nævnet vurderede, at der potentielt kunne være tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2. Dette skyldtes områdets lange planlægningshistorie som sommerhusområde, dets placering inde i et næsten fuldt udbygget sommerhusområde og dermed begrænsede naturmæssige værdi, samt at afgørelsen ville have en begrænset præcedensvirkning. En væsentlig jordbrugs- eller anden almindelig økonomisk interesse er dog ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde en dispensation.

Bilag IV-arter

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at det ikke kunne udelukkes, at matriklen og det omkringliggende område var yngle- og rasteområde for markfirben, i strid med Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 10, stk. 1, nr. 1 jf. Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 2, nr. 1 og Rådets direktiv 92/43/EØF. Dette skyldtes tilstedeværelsen af blottet sand, en klittop med syd- og østvendt skråning samt grå klitvegetation, der kunne udgøre egnede levesteder. Derimod fandt nævnet, at matriklen ikke var egnet for strandtudse, spidssnudet frø eller flagermus. Da kommunens vurdering af bilag IV-arter var mangelfuld, og det ikke kunne udelukkes, at matriklen var yngle- og rasteområde for markfirben, ophævede og hjemviste Miljø- og Fødevareklagenævnet Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse. Sagen blev hjemvist for en fornyet undersøgelse af projektets indvirkning på bilag IV-arter.

Kommunen vurderede desuden, at der potentielt kunne forekomme bilag IV-arter som birkemus, stor vandsalamander, spidssnudet frø og strandtusse i området, men at opførelsen af sommerhuset i kanten af mosen ikke ville påvirke disse negativt. Begrundelsen for dispensationen var ejernes rimelige forventninger til realiseringen af lokalplanen for området samt den begrænsede inddragelse af mosen, hvor den var mindst våd.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 22. september 2020 med anmodning om, at dispensationen blev ændret til et afslag eller hjemvist. Klagen anførte navnlig:

• Der forelå ikke et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation.
• Indgrebet var væsentligt i en biologisk værdifuld og gammel hedemose.
• Lokalplanen fra 1997 kunne ikke lovliggøre opførelsen, da området var stort set ubebygget ved planens vedtagelse.
• Området indgår i en større mosaik af hede og mose, og den meddelte dispensation tog ikke tilstrækkeligt hensyn til placeringen i en beskyttet mose med flere positive og særligt positive arter.
• Der var bekymring for spildevandstilførsel til den nærliggende Ferring Sø grundet manglende kloakering, hvilket kommunen ikke havde vurderet tilstrækkeligt.

Lemvig Kommunes bemærkninger til klagen

Lemvig Kommune fastholdt, at der var tale om hedemose, hvilket var baggrunden for dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen forklarede, at husets placering nærmest vejen, hvor naturtypen var mindre udpræget, skulle bevare mest muligt af den beskyttede natur. Kommunen redegjorde for områdets plangrundlag, herunder partiel byplanvedtægt nr. 16 fra 1976, lokalplan nr. 22-37/82 fra 1982 og lokalplan 89 fra 1997, som alle havde til formål at udlægge området til sommerhusbebyggelse. Kommunen mente at have afvejet hensynene mellem naturbeskyttelse og grundejerens berettigede forventninger.