Ulovlig bortskaffelse af farligt affald og dokumentfalsk resulterede i ubetinget fængsel og skærpet bødestraf

Forsvareren gjorde gældende, at tiltalte A kun burde straffes for administrative fejl. A nægtede forsæt i forhold til den ulovlige deponering og hævdede, at det skyldtes mangelfulde procedurer og fejl begået af underordnede medarbejdere. Han påstod, at han ikke havde til hensigt at forfalske dokumenter, men blot godkendte dem uden tilstrækkelig kontrol.

Landsretten stadfæstede byrettens skyldkendelse, men skærpede straffen markant i forhold til den tidligere afgørelse. Byretten havde idømt A 1 års betinget fængsel, hvilket Landsretten fandt utilstrækkeligt givet sagens alvor og det systematiske misbrug af tillid.

Landsretten lagde til grund, at tiltalte A havde handlet med direkte forsæt til både den miljøskadelige handling og dokumentfalsken. Dokumentfalsken havde til formål at omgå offentlig kontrol, hvilket Landsretten anså som en skærpende omstændighed.

Landsrettens begrundelse for strafskærpelse

Retten vurderede, at miljøkriminaliteten faldt ind under de groveste overtrædelser, hvilket nødvendiggjorde en ubetinget frihedsstraf for at sikre proportionalitet og præventiv effekt. Overtrædelsen af Miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 1 var begået som led i et erhvervsmæssigt anliggende, hvilket ifølge retsprincipperne i Straffeloven § 298 berettiger til en skærpet reaktion.

Landsrettens afgørelse indebar:

• Tiltalte A idømmes 1 år og 6 måneders ubetinget fængsel.
• Virksomheden idømmes en bøde på 3.500.000 kr. (mod 2.000.000 kr. i byretten).
• A frakendes retten til at drive virksomhed, der beskæftiger sig med håndtering af farligt affald, i en periode på 5 år.

Derudover påstod T frifindelse, fordi han mente, at det nationale retsgrundlag var ugyldigt, da Danmark angiveligt havde tilsidesat EU-retlige procedurkrav i forbindelse med udarbejdelsen af nitrathandlingsplaner, herunder krav om miljøvurdering efter SMV-direktivet og konsekvensvurdering efter Habitatdirektivet.

Anklagemyndighedens argumenter

Anklagemyndigheden bestred, at Straffeloven § 3 overhovedet fandt anvendelse, da selve forbudsnormen i gødningsanvendelsesloven var uændret. Kvoterne var årligt fastsatte, tidsbegrænsede regler, og overtrædelse heraf var fortsat ulovlig for de pågældende planperioder. Subsidiært mente anklagemyndigheden, at hvis § 3 fandt anvendelse, var det undtagelsen i stk. 1, 2. pkt. (ydre, strafskylden uvedkommende forhold) der gjaldt, da formålet fortsat var miljøbeskyttelse.

Angående de EU-retlige indsigelser anførte anklagemyndigheden, at en eventuel processuel mangel i handlingsplanerne ikke kunne føre til, at gødningsanvendelsesloven var ugyldig, da dette ville stride mod formålet med direktiverne, som netop var at begrænse forurening.

Sagsforløb i tidligere instanser