Skattepligt af overførsler fra udlandet – lån eller gave? – manglende dokumentation for tilbagebetalingsforpligtelse

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren var skattepligtig af de indsatte beløb på sine bankkonti i indkomstårene 2011, 2013, 2016 og 2017. Retten lagde vægt på, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at der på tidspunktet for indsætningerne forelå en reel tilbagebetalingsforpligtelse. Dette blev begrundet med:

• De fremlagte gældsbreve manglede en nærmere specificering af renten på 2 %.
• Der forelå ingen afdragsplan eller et klart forfaldstidspunkt.
• Den efterfølgende erklæring fra Irak, der angav lånene som anfordringslån, og tinglysningen af underpant i ejerpantebrevet, blev anset for efterrationaliseringer og tillagdes ikke vægt, da de var dateret og foretaget efter Skattestyrelsens forslag til afgørelse.
• Klagerens forklaring om, at tilbagebetaling skulle ske, når der var betalingsevne, og at der ikke var betalt renter eller afdrag, understøttede ikke en reel tilbagebetalingsforpligtelse.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for de omhandlede indkomstår.

Formelle forhold

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen med rette havde kunnet fravige den forkortede ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold, jf. Bekendtgørelse om forkortet ligningsfrist § 1, stk. 1, nr. 1. Dette skyldtes, at klageren ikke havde kunnet godtgøre, at de betydelige indsætninger på bankkonti var skatteansættelsen uvedkommende. Undladelsen af at selvangive indtægterne blev tilregnet klageren som groft uagtsomt, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten bemærkede, at Skattestyrelsen havde overholdt varslings- og kendelsesfristerne i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. Kundskabstidspunktet blev fastsat til den 19. september 2019, hvor de sidste gældsbreve blev modtaget. Varsel blev sendt den 10. oktober 2019, og kendelsesfristen blev udsat til den 15. april 2020 efter aftale med klagerens repræsentant, hvilket sikrede overholdelse af fristerne.

Landsskatteretten henviste til retspraksis, herunder SKM2008.905.HR, SKM2006.479.HR, SKM2011.208.HR vedrørende bevisbyrden for skattefri midler og lån, og SKM2015.109.BR vedrørende efterfølgende udarbejdede lånedokumenter. For de formelle aspekter blev der henvist til SKM2015.689.VLR og SKM2018.481.HR vedrørende ekstraordinær genoptagelse og kundskabstidspunktet.

SKAT anførte, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for reelle gældsforhold, at lånevilkårene var usædvanlige, at pengestrømmene ikke kunne spores direkte fra långiverne i Iran, og at långivernes økonomiske formåen ikke var tilstrækkeligt dokumenteret. SKAT henviste til en skærpet bevisbyrde ved aftaler mellem nærtstående parter og internationale transaktioner. Klageren fastholdt, at dokumentationen var tilstrækkelig under de givne omstændigheder, herunder sanktionerne mod Iran, og at familiens formueforhold var veldokumenterede. Klageren påpegede desuden, at SKAT ikke tidligere havde tilsidesat lignende lån i årene før 2012, hvilket klageren mente skabte en berettiget forventning om accept. Subsidiært gjorde klageren gældende, at beløbene skulle beskattes som gaveafgiftspligtige gaver, hvis de ikke blev anerkendt som lån, da overførslerne skete mellem forældre og barn, som er omfattet af gaveafgiftskredsen i Boafgiftsloven § 22 og Statsskatteloven § 5, litra b.