Landsskatteretten: Manglende dokumentation for MobilePay-indbetalinger og kontante indsætninger medfører skattepligt

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at forhøjelserne skulle frafaldes. Repræsentanten anførte, at afgørelsen var ugyldig, da Skattestyrelsen burde have vejledt klageren om retten til ikke at udtale sig i henhold til Retssikkerhedsloven § 10, idet sagen blev behandlet af en enhed med fokus på økonomisk kriminalitet. Det blev også anført, at klageren ikke havde handlet groft uagtsomt, hvilket ville udelukke forhøjelse for 2017 efter Skatteforvaltningsloven § 26. Endvidere bestredes det, at beløbene var skattepligtige gaver; i stedet var der tale om lån fra familie og venner eller salg af privat indbo. Klageren henviste til, at MobilePay-overførsler var identificerbare, og at kontantindsætninger var sædvanlige og ofte havde et specifikt formål, såsom betaling af ejendomsskat eller udlæg. Det blev også fremført, at Skattestyrelsen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at transaktionerne var usædvanlige, og at væsentlighedskriteriet ikke var iagttaget.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens afgørelse var gyldig, idet fristerne for skatteansættelse var overholdt, og forbuddet mod selvinkriminering samt officialprincippet var iagttaget. Retten lagde vægt på, at der ikke forelå en konkret mistanke om strafbart forhold på tidspunktet for indhentelse af oplysninger, og at anmodningen om oplysninger ikke var et pålæg.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af de omstridte beløb som personlig indkomst. Begrundelsen herfor var:

• Bevisbyrde: Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at indtægter stammer fra allerede beskattede midler eller er undtaget fra beskatning, jf. SKM2008.905.HR og SKM2011.208.HR. Klagerens forklaringer skal underbygges af objektive kendsgerninger, jf. SKM2013.389.ØLR og SKM2017.233.BR.
• Låneforhold: Erklæringer om lån, der er udarbejdet længe efter transaktionerne og i forbindelse med skattesagen, kan ikke tillægges selvstændig bevismæssig betydning, jf. SKM2016.70.BR. Klageren havde ikke fremlagt anden dokumentation (f.eks. lånedokumenter med vilkår for forrentning og afvikling), der kunne godtgøre, at der reelt var tale om lån, jf. SKM2013.363.BR og SKM2011.208.HR.
• Salg af privat indbo: Klageren havde ikke fremlagt objektiv dokumentation for ejerskab og anskaffelse af den omtalte Citroën Jumper og sofa for allerede beskattede midler, eller at salgsprisen svarede til de modtagne MobilePay-indbetalinger. Forklaringen var ikke underbygget af objektive kendsgerninger, jf. SKM2013.748.VLR og SKM2012.589.BR.
• Pengestrømme: Der var foretaget indsætning af kontanter, hvor det ikke var muligt at følge en pengestrøm. MobilePay-indbetalingerne manglede posteringstekster, der indikerede lån eller salg af privat indbo.
• Kulturelle forhold: Det almindelige skatteretlige dokumentationskrav gælder uden hensyntagen til særlige kulturelle forhold, jf. SKM2009.37.HR.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at klageren ikke i tilstrækkeligt omfang ved objektive kendsgerninger havde sandsynliggjort, at beløbene ikke udgjorde skattepligtige gaver eller anden skattepligtig indkomst for ham.

De konkrete forhøjelser var som følger:

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen forhøjede virksomhedens omsætning for 2020 med 307.404 kr. baseret på forskellen mellem den oplyste omsætning og indbetalingerne på driftskontoen. For de private indbetalinger forhøjede styrelsen klagerens personlige indkomst med i alt 677.291 kr. over de tre indkomstår. Begrundelsen var, at klageren havde undladt at selvangive indkomsten i henhold til Skattekontrolloven § 2, stk. 1 og Skattekontrolloven § 5, hvilket gav grundlag for en skønsmæssig ansættelse efter Skattekontrolloven § 74. Styrelsen anførte, at indbetalingerne på klagerens bankkonti var skattepligtige efter Statsskatteloven § 4, da klageren havde erhvervet ret til beløbene. Specifikke indbetalinger fra [virksomhed2] og relaterede personer blev anset for betaling for udført arbejde og dermed skattepligtige som personlig indkomst efter Personskatteloven § 3, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidragspligtige efter Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1.

Klagerens opfattelse

Klageren var uenig i forhøjelserne og anførte, at omsætningsforhøjelsen skyldtes indbetalinger fra tidligere perioder. Vedrørende de private indbetalinger hævdede klageren, at beløbene stammede fra tilbagebetalte udlån og salg af private aktiver. Klageren lovede at fremlægge yderligere dokumentation, men dette blev ikke gjort.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten henviste til, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig jf. Statsskatteloven § 4, og at enhver skatteyder har pligt til at oplyse sin indkomst jf. Skattekontrolloven § 2, stk. 1. Retten fastslog, at det påhviler skatteyderen at godtgøre, at indtægter af en vis størrelse, som ikke er selvangivet, stammer fra allerede beskattede midler eller er undtaget fra beskatning. Dette blev understøttet af Højesterets dom SKM2008.905.HR og Vestre Landsrets dom SKM2013.748.VLR, som også stiller krav til dokumentation af private dispositioner.

Da klageren ikke havde fremlagt dokumentation for, at hverken virksomhedens ekstra indbetalinger eller de private indbetalinger stammede fra allerede beskattede midler, udlån eller salg af private aktiver, fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens forhøjelser var berettigede. Retten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse fuldt ud.