Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Dokument
Sagen omhandler en forbruger, der i november 2022 tilmeldte sig fjernvarme hos Løsning Fjernvarme A.m.b.a. i forbindelse med et udrulningsprojekt i Lindved. Forud for tilmeldingen havde selskabet afholdt et borgermøde, hvor det blev oplyst, at projektet krævede 299 tilslutninger fra private boliger for at sikre projektets gennemførelse til den oplyste pris.
Forbrugeren deltog i et borgermøde og modtog efterfølgende en informationsskrivelse, hvoraf de økonomiske rammer fremgik. Selskabet anførte i materialet:
"Tilslutningsprisen på de 60.000 kr. ligger fast, det er den, du siger ja tak til. Hvis den endelige pris er højere, skal vi alle spørges igen og godkende den nye pris."
I april 2024 rettede forbrugeren henvendelse til selskabet, da han konstaterede, at antallet af tilmeldte private boliger var under de forudsatte 299. Forbrugeren ønskede på denne baggrund at tilbagekalde sin tilmelding, da han mente, at forudsætningerne for aftalen var bristet, og han udtrykte bekymring for fremtidige prisstigninger.
Forbrugeren gjorde gældende, at tilmeldingen var direkte betinget af, at minimum 299 beboelsesejendomme tilsluttede sig. Da selskabet valgte at igangsætte projektet med færre tilmeldinger (ca. 283 boliger), mente forbrugeren ikke længere at være bundet af aftalen.
Selskabet afviste kravet og anførte, at man havde opnået det nødvendige beslutningsgrundlag ved at inkludere flere erhvervstilslutninger, som ikke var medregnet i det oprindelige boligantal. Selskabet fastholdt, at projektet overholdt de økonomiske krav i Varmeforsyningsloven § 1, og at tilslutningsprisen på 60.000 kr. forblev uændret. Selskabet henviste desuden til, at projektet var godkendt i overensstemmelse med Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 1, og at tidsfristerne for gennemførelse var overholdt.
Ankenævnet traf afgørelse om, at forbrugeren ikke kunne give medhold i kravet om at hæve aftalen eller blive fritaget for betaling af tilslutningsbidraget på 60.000 kr. Afgørelsen blev truffet på baggrund af følgende præmisser:
Ankenævnet bemærkede dog, at selskabet med fordel kunne have kommunikeret tydeligere om, hvordan erhvervstilslutninger kunne kompensere for manglende boligtilslutninger, men dette ændrede ikke på sagens juridiske udfald.
Fredag den 13. maj 2016 afholdte Ankenævnet på Energiområdet nævnsmøde. De mest interessante sager fra dette nævnsmøde var fra varme- og elområdet.

Sagen omhandler en klage fra Andelsboligforeningerne Fasanhaven I, II og III (herefter klager) over Energitilsynets afgørelse af 12. december 2006. Klagen vedrører Kalundborg Kommunes Varmeforsynings (herefter Varmeforsyningen) betingelser for at etablere et direkte kundeforhold til de enkelte boliger i Fasanhaven, samt spørgsmålet om ansvar for varmespild i det interne net.
Andelsboligforeningerne Fasanhaven blev opført fra 2002 med en varmecentral i hver bebyggelse, tilsluttet Varmeforsyningen. Varmen fordeles internt til de enkelte boliger. Efter opførelsen konstaterede klager et betydeligt varmespild mellem varmecentralerne og de enkelte boliger og blev opmærksom på muligheden for at etablere direkte kundeforhold med Varmeforsyningen.
Ankenævnet på Energiområdet har afgjort fire principielle sager om ulovlige rykkergebyrer, dyre tilslutningsbidrag og grænsen mellem private aftaler og erhvervsaftaler.
Ankenævnet på Energiområdet har truffet afgørelse i to centrale sager om henholdsvis prisoverslag på fjernvarme og tildeling af produkter på naturgasmarkedet.
Varmeforsyningen oplyste i juni 2006, at direkte kundeforhold kunne etableres under visse forudsætninger:
Klager mente, at Varmeforsyningen burde have tilbudt direkte tilslutning fra starten i 2002 og derfor var ansvarlig for varmespildet i det interne net. Energitilsynet fandt, at de opstillede vilkår for direkte tilslutning ikke var urimelige i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. Dog fandt Energitilsynet, at Varmeforsyningen havde handlet diskriminerende ved ikke at informere bygherren om muligheden for direkte kundeforhold i 2002, da de tidligere havde tilladt dette for andre boliger, også før lovændringen i 1997, som indsatte Varmeforsyningsloven § 20, stk. 6.
Klager accepterede vilkårene for overtagelse af det interne net, men efterlyste Energitilsynets vurdering af, om det var rimeligt, at bygherren skulle gøres ansvarlig, og om klager skulle afregne for spild i både interne og eksterne ledninger. Klager fastholdt, at ansvaret for etablering af direkte kundeforhold entydigt lå hos Varmeforsyningen, som ifølge Varmeforsyningsloven § 20, stk. 6 skulle tilbyde dette, medmindre andet var ansøgt. Klager bestred også Energitilsynets afgørelse om tab og erstatningsansvar, idet de mente, at Energitilsynet burde forholde sig til den dobbelte betaling for spild.
Varmeforsyningen fastholdt, at det var bygherrens beslutning, om der skulle etableres direkte kundeforhold, og at de ikke var forpligtet til at informere bygherren om denne mulighed. De afviste at have diskrimineret klager og påpegede, at de ikke var ansvarlige for kvaliteten af det interne net eller varmetabet heri, da dette var bygherrens ansvar. Varmeforsyningen var dog indstillet på at etablere direkte kundeforhold, hvis det interne net blev opgraderet til samme standard som det kollektive net.

Sagen omhandler en klage fra en ejendomsejer (klager) over Energitilsynets afgørelse af 18. august 2009. Energitilsynet ...
Læs mere
Sagen omhandler en klage indgivet af en grundejer og Foreningen af Fjernvarmeforbrugere til Energiklagenævnet over Vesth...
Læs mere