Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Randers Kommune udstedte den 13. august 2019 et påbud om fjernelse af en digital LED-skærm på ejendommen [adresse1]. Påbuddet blev givet, da kommunen ved en besigtigelse den 14. juni 2019 konstaterede, at skærmen blev anvendt til produktreklamer, hvilket kommunen vurderede var i strid med lokalplan nr. 280, Tronholmen, delområde I. Lokalplanens § 7, stk. 5, fastsætter, at skiltning kun må omfatte navn og bomærke og ikke må indeholde produktreklamer, medmindre byrådet i særlige tilfælde giver tilladelse.
Randers Kommune varslede påbuddet over for ejendommens ejer den 17. juni 2019. Der blev ikke søgt om lovliggørende dispensation. I påbuddet henviste kommunen til lokalplanens § 7, stk. 5, og vurderede, at skiltningen krævede dispensation. Kommunen anførte, at skærmen ikke kunne godkendes, da den ikke var opsat som erstatning for et facadeskilt, og udelukkende reklamerede for produkter uden tilknytning til ejendommens anvendelse. Påbuddet henviste desuden til Planlovens § 18, Planlovens § 51, stk. 1, Planlovens § 51, stk. 3 og Planlovens § 63, stk. 1.
Ejeren af reklameskiltet og ejendommen klagede den 26. september 2019 til Planklagenævnet. Klagen anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til påbuddet, da lokalplanens § 7, stk. 5, manglede præcision vedrørende digital skiltning og derfor ikke kunne danne grundlag for håndhævelse. Desuden blev det anført, at afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring af ejeren af skiltet/brugeren af ejendommen, samt manglende begrundelse i strid med Forvaltningslovens § 24, da kommunen ikke havde angivet de hovedhensyn, der lå til grund for skønsudøvelsen.
Randers Kommune fastholdt, at der var hjemmel til påbuddet. Vedrørende den manglende partshøring anførte kommunen, at den ikke var bekendt med brugsaftaler for facaden, og at den manglende høring ikke var en væsentlig retlig mangel, da den ikke ville have ændret afgørelsen. Kommunen præciserede, at lokalplanen omfattede LED-skærme, og at påbuddet var hjemlet i planloven og lokalplanen, med skønsudøvelse baseret på kommunens skiltepolitik. Kommunen mente også, at begrundelseskravet i forvaltningsloven var opfyldt.
Planklagenævnet har kompetence til at prøve retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, herunder spørgsmål om et forholds umiddelbare tilladelse, hjemmel til påbud, og overholdelse af sagsbehandlingsregler som partshøring og begrundelseskrav.
Nævnet fastslog, at lokalplan nr. 280, § 7, stk. 5, omfatter alle former for skiltning, herunder LED-skilte. Da skærmen reklamerede for produkter og ikke kun navn og bomærke, var den ikke umiddelbart tilladt og krævede dispensation. Nævnet fandt, at bestemmelsen var tilstrækkelig klar og præcis til at kunne håndhæves som en bindende bestemmelse.
Et påbud kræver forudgående partshøring, jf. Forvaltningslovens § 19. Pligten til at berigtige et ulovligt forhold påhviler både ejeren og brugeren af ejendommen, jf. Planlovens § 63, stk. 1. Varsling og partshøring skal ske særskilt over for alle ejere og brugere, uanset om kommunen er bekendt med deres eksistens.
En skriftlig afgørelse skal begrundes, jf. Forvaltningslovens § 22. Begrundelsen skal henvise til retsregler og, hvis afgørelsen er skønsmæssig, angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1. Den skal også kort redegøre for væsentlige faktiske omstændigheder, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 2. Nævnet fandt, at kommunens begrundelse var tilstrækkelig, da der var tale om en fortolkning af lokalplanen og en umiddelbar vurdering baseret på kommunens skiltepolitik, ikke et skøn, der krævede en dybere angivelse af hovedhensyn.
Det fremgik, at ejeren af skiltet/brugeren af ejendommen hverken var blevet varslet eller partshørt. Nævnet fandt, at dette udgjorde en væsentlig retlig mangel, der medførte afgørelsens ugyldighed. Reglerne om partshøring er uafhængige af, om høringen forventes at føre til et andet resultat, og et påbud er en særligt indgribende afgørelse, hvor partshøring er en væsentlig garantiforskrift.
Planklagenævnet ophæver og hjemviser Randers Kommunes påbud af 29. august 2019 om fjernelse af det digitale skilt/LED-skærmen på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.
Kommunen skal ved en eventuel ny behandling af sagen gennemføre varsel og partshøring af ejendommens bruger(e) og eventuelle andre ejere særskilt. Hvis fysisk lovliggørelse fortsat findes nødvendig, skal påbuddet gives på ny til alle relevante parter.

Akademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.


Odense Kommune udstedte den 22. april 2020 et påbud om nedtagning af en LED-reklameskærm, der var opsat på en ejendom i Odense C. Påbuddet blev givet, da skærmen blev anset for at være i strid med lokalplan nr. 0-786, Skilte og facader. Brugeren af ejendommen klagede herefter til Planklagenævnet.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 0-786, Skilte og facader. Ifølge lokalplanens § 8.4.2 er opsætning af "elektroniske lystavler, digitale storskærme, megavision skærme og lignende" ikke tilladt.
Kommunen konstaterede ved en besigtigelse, at en LED-reklameskærm på ca. 12 m² var opsat på bygningens gavl ud mod et lyskryds. Kommunen havde tidligere, den 22. januar 2019, varslet og partshørt ejeren og den tidligere ejer af skærmen, og den 5. februar 2019 blev der sendt et påbud. Efter et ejerskifte af skærmen sendte kommunen den 8. april 2020 en ny varsling og partshøring til den nye bruger af ejendommen. Da der ikke blev modtaget et høringssvar eller ansøgt om lovliggørende dispensation, udstedte kommunen det endelige påbud den 22. april 2020.
Socialtandplejen burde have behandlet patientens caries, uanset at vedkommende ikke havde smerter, da smerter ikke er en forudsætning for behandling i socialtandplejen. Det var dog korrekt at afvise kosmetisk implantatbehandling.
Når kommunen får en ansøgning om omsorgstandpleje, kan kommunen på baggrund af oplysningerne i ansøgningen være forpligtet til at vejlede ansøgeren om andre relevante tandplejetilbud som fx specialtandpleje.
Kommunen vurderede, at skærmen var i strid med lokalplanens § 8.4.2 og ikke var af underordnet betydning på grund af dens størrelse og synlighed samt de skiftende reklamer, der skabte et "uroligt og uønsket udtryk". Påbuddet var baseret på Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.
Klageren anførte navnlig, at påbuddet var ugyldigt, da det ikke overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

Holbæk Kommune traf den 2. november 2016 afgørelse om, at en digital storskærm på Toldboden 2 A 1, 4300 Holbæk, var i ov...
Læs mere
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Ballerup Kommunes afslag på dispensation til at bibeholde seks flags...
Læs mere