Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til LED-skærm i Viby

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at byplanvedtægtens § 5, stk. 10, var en kompetencenorm, der dækkede alle former for reklamer, herunder LED-skærme, og at reklamer skulle knytte sig til aktiviteter i bygningen. Kommunen afviste behovet for nabohøring, da vurderingen var baseret på indsendt materiale, kort og besigtigelse. Kommunen mente, at begrundelsen var tilstrækkelig og henviste til skærmens omfang og placering. Vedrørende lighedsgrundsætningen anførte kommunen, at de nævnte LED-skærme enten ikke var sammenlignelige i omfang/placering, ikke var opsat inden for byplanvedtægtens område, eller var ulovlige og ville blive forfulgt med lovliggørelsessager.

Planklagenævnet behandlede klagen over Aarhus Kommunes afslag på dispensation til opsætning af en LED-skærm. Nævnet vurderede sagen ud fra retlige spørgsmål, herunder overholdelse af byplanvedtægten og almindelige forvaltningsretlige principper, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Fortolkning af byplanvedtægtens § 5, stk. 10

Planklagenævnet fastslog, at byplanvedtægtens § 5, stk. 10, er en kompetencenorm, hvor hovedreglen er et forbud mod reklamer, men hvor kommunen kan godkende opsætning efter en konkret vurdering. Nævnet fandt, at bestemmelsen også omfatter digital reklamering, herunder LED-skærme, da den ikke specificerer reklameformen. Bestemmelsen blev anset for at være tilstrækkelig klar og præcis til at kunne håndhæves.

Nævnet lagde særlig vægt på formuleringen ”som kan tillades i forbindelse med de i stk. 3 og 4 nævnte virksomheder”. Denne passage blev fortolket som en begrænsning af kommunens dispensationskompetence efter Planloven § 19, således at dispensation kun kan gives til reklamer, der har tilknytning til de virksomheder, der er nævnt i byplanvedtægtens § 5, stk. 3 og 4, og som drives på ejendommen. Da den ansøgte LED-skærm ville reklamere for firmaer og produkter, der ikke var tilknyttet ejendommen, fandt Planklagenævnet, at kommunen ikke havde hjemmel til at dispensere til den ansøgte LED-skærm. Dette betød, at kommunens afslag var korrekt, uanset de øvrige klagepunkter.

Begrundelsens tilstrækkelighed

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet i henhold til Forvaltningsloven § 24. Kommunen havde henvist til de relevante retsregler og angivet de hovedhensyn, der lå til grund for skønsudøvelsen, herunder skærmens omfang, placering, lys og skiftende billeder, som ville give et markant og skæmmende udtryk. Nævnet fandt det sagligt at inddrage påvirkningen af nærliggende boligområder, selvom de lå uden for det umiddelbare lokalplanområde.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagepunktet om tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen. Nævnet fastslog, at hvis en kommune mangler hjemmel til at give dispensation til et forhold – som følge af en begrænsning i en kompetencenorm – kan tidligere ulovlige dispensationer eller manglende forfølgelse af ulovlige forhold ikke give klageren krav på en tilsvarende dispensation. Derfor havde klageren ikke krav på dispensation, selvom der måtte findes andre lignende LED-skærme i området.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Aarhus Kommunes afgørelse af 29. marts 2019. Kommunens afslag på dispensation til opsætning af LED-skærmen blev dermed stadfæstet. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Kommunen vurderede, at skærmen var i strid med lokalplanens § 8.4.2 og ikke var af underordnet betydning på grund af dens størrelse og synlighed samt de skiftende reklamer, der skabte et "uroligt og uønsket udtryk". Påbuddet var baseret på Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte navnlig, at påbuddet var ugyldigt, da det ikke overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

• Partshøring: Klageren mente, at påbuddet led af væsentlige retlige mangler, da ejendommens ejer ikke var blevet partshørt i forhold til påbuddet af 22. april 2020 på samme grundlag og tidspunkt som brugeren.
• Begrundelse: Klageren gjorde gældende, at kommunens begrundelse var mangelfuld, idet udtryk som "ikke ubetydelig størrelse", "meget synlig i omgivelserne" og "uroligt og uønsket udtryk" var for vage og elastiske.
• Proportionalitetsprincippet: Klageren mente, at kommunen i stedet for et påbud om nedtagning burde have givet påbud om tilpasning af skærmens størrelse og skifteintervaller, da dette ville være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.