Planklagenævnets afgørelse om anvendelse af ejendom til forsorgshjem i strid med lokalplan

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette inkluderer spørgsmål om, hvorvidt en ansøgt anvendelse er i overensstemmelse med en lokalplan. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til skønsmæssige spørgsmål, herunder afgørelsens hensigtsmæssighed eller klagerens anbringender om, at afgørelsen var stigmatiserende.

Vurdering af lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. En anvendelse, der er i overensstemmelse med lokalplanen, er umiddelbart tilladt, mens afvigelser kræver dispensation.

Ved vurderingen af, om et forsorgshjem kan sidestilles med boligformål, lægger Planklagenævnet vægt på, om hovedformålet er bolig, om aktiviteten er socialpædagogisk, og om der foregår egentlig lægelig, medicinsk eller terapeutisk behandling. Antallet af beboere indgår også i vurderingen.

I den konkrete sag fandt nævnet, at anvendelsen til forsorgshjem måtte sidestilles med boligformål. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Ejendommen etableres med 7 værelser til maksimalt 7 personer.
• Hovedformålet er at fungere som bolig for hjemløse, med støtte til at finde egen bolig.
• Beboerne får folkeregisteradresse på ejendommen.
• Der ydes udelukkende pædagogisk støtte; ingen lægelig, medicinsk eller terapeutisk behandling foregår på hjemmet, men eksternt.

Planklagenævnet fandt desuden, at en opholdsvarighed på ca. 3 måneder ikke er ensbetydende med et kortvarigt ophold, der ikke kan sammenlignes med beboelse. Nævnet henviste til praksis, hvor ophold af 3-6 måneders varighed er anset som boligformål. Det blev også bemærket, at beboernes eventuelle misbrugsproblematikker eller behov for medicinering er uden betydning for vurderingen af anvendelsen som boligformål.

Konklusion

Planklagenævnet konkluderede, at den ønskede anvendelse af ejendommen som forsorgshjem er umiddelbart tilladt efter lokalplanen og derfor ikke kræver dispensation. Som følge heraf ophævede nævnet Hjørring Kommunes afgørelse af 8. marts 2019.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Byrådet traf den 4. september 2019 afgørelse om at fastholde kommuneplanens rammer for planlægning for friplejehjem, hvilket betød, at der ikke ville blive udarbejdet et nyt kommuneplantillæg for opførelse af friplejehjem i lokalbyer. Baggrundsnotatet til byrådsmødet konkluderede, at der ikke var overensstemmelse mellem det ansøgte og kommuneplanen, og at kommunalbestyrelsen havde ret, men ikke pligt, til at ændre planen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommuneplanen ikke specifikt nævner plejehjem eller friplejehjem og kun indeholder bestemmelser for offentlige investeringer, ikke private initiativer. Klageren betragtede sig som en erhvervsvirksomhed, der opfyldte kommuneplanens betingelser for byudvikling til bolig- og erhvervsformål. Klageren henviste desuden til kommunens plan- og udviklingsstrategi, "Horisont og Handlekraft", og Planloven § 33 a om inddragelse af borgere i "Lokal Agenda 21" for at fremme bæredygtighed og samspil mellem sociale, sundhedsmæssige og økonomiske forhold.

Klageren gjorde gældende, at beslutningsgrundlaget var utilstrækkeligt, da kommunen lagde en forkert placering til grund, og klagerens notat ikke var inddraget korrekt. Endvidere anførte klageren, at afslaget var baseret på usaglige hensyn, herunder borgmesterens økonomiske bekymringer vedrørende friplejehjem, som klageren mente var baseret på misforståelser af friplejehjemsloven.

Kommunens bemærkninger

Kommunen fastholdt, at den havde ret til at afvise at udarbejde en lokalplan med henvisning til uoverensstemmelse med kommuneplanen og rammestyringsprincippet. Kommunen anførte, at planstrategien indeholder overordnede mål og strategier, men ikke konkrete regler. Kommunen bemærkede, at klagerens notat var fremsendt til byrådsmedlemmerne forud for mødet, og at afgørelsen var truffet efter en demokratisk proces baseret på saglige hensyn.