Stadfæstelse af afgørelse om registrering af beskyttet sø i Lolland Kommune

Sagen omhandler Lolland Kommunes afgørelse af 16. maj 2019 om registrering af en beskyttet sø på en ejendom beliggende i Keldernæs By, Stokkemarke. Kommunen havde vurderet, at et areal, der tidligere var en mergelgrav, opfyldte kriterierne for at være en beskyttet sø i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Samtidig varslede kommunen et påbud om retablering af søen, som blev sendt til partshøring hos ejeren.

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 6. juni 2019. Klager anførte, at der var tale om en fugtig lavning på 4050 m2 uden søareal, at han ikke var bekendt med en sø ved overtagelse af ejendommen i 2003, og at han ikke havde observeret beskyttede arter i lavningen.

Lolland Kommunes vurdering

Lolland Kommune baserede sin afgørelse på en analyse af luftfotos af området. Ifølge kommunen viste luftfotos fra 1993 og 1999 tydeligt en sø med en vandflade på godt 250 m2. På et luftfoto fra 2004 var vandfladen reduceret til ca. 50 m2 med uensartet vegetation, og i 2006 fremstod arealet med brunfarvet vegetation, sandsynligvis tagrør, uden åben vandflade. I 2008 var der fortsat et søareal, der adskilte sig tydeligt fra de omkringliggende arealer.

Kommunen vurderede, at der skete påfyldning af jord i perioden 2008-2010. Lolland Kommune oplyste desuden, at der var fundet bilag IV-arter som stor vandsalamander og springfrø inden for 500 m fra mergelgraven, samt løvfrø ca. 2 km vest herfor.

Kommunens bemærkninger til klagen

Lolland Kommune fastholdt, at det ikke var afgørende for afgørelsen, at klager ikke var bekendt med søens beskyttelse ved købet i 2003. Kommunen henviste til, at klager kunne have undersøgt mergelgravens status ved at kontakte daværende Storstrøms Amt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Lolland Kommunes afgørelse af 16. maj 2019 om registrering af den beskyttede sø. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der forekom en beskyttet sø på arealet, inden der blev påfyldt jord.

Nævnets vurdering af beskyttelsesstatus

Nævnet lagde vægt på, at Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 omfatter både naturlige søer og søer, der helt eller delvist er skabt ved menneskelig indsats, herunder færdigt udgravede mergelgrave. Til søarealet medregnes både den åbne vandflade og tilstødende vådområder med vand- og sumpplanter, samt områder uden landvegetation på grund af temporær vanddækning. Temporære søer er også beskyttede.

Miljø- og Fødevareklagenævnet tillagde luftfotos betydelig vægt, da fotomaterialet på overbevisende måde sandsynliggjorde, at der var tale om en beskyttet naturtype. En tolkning af luftfotos fra 1993-2008 viste et vådt/fugtigt naturareal på over 100 m2 med en klar afgrænsning til de omkringliggende græstilvoksede arealer. Nævnet lagde desuden vægt på terrænforholdene og jordens indhold af moræneler, som indikerede, at vand kunne akkumuleres i lavningen. Det blev fundet sandsynligt, at der i lavningen på tidspunktet for opfyldningen havde udviklet sig et for søer naturligt og karakteristisk dyre- og planteliv. Det forhold, at der ikke var åben vandflade på luftfotos fra 2006 og 2008, ændrede ikke vurderingen, da tilstødende vådområder medregnes, og temporære søer er beskyttede.

Forpligtelse til berigtigelse og gebyr

Nævnet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1, hvorefter det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.