Stadfæstelse af afslag på dispensation til opførelse af stuehus og driftsbygninger i beskyttet natur

Vurdering af dispensation

MKN henviste til Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, som åbner mulighed for dispensation i særlige tilfælde. Nævnet understregede, at praksis er restriktiv, og at der skal foreligge særlige omstændigheder, da reglerne udtrykker en generel samfundsmæssig interesse i at opretholde de beskyttede naturtyper. En væsentlig økonomisk interesse er ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde en dispensation. Særlige omstændigheder kan eksempelvis være, at naturen er uden særlig fredningsmæssig interesse, eller at indgrebet har en naturforbedrende funktion.

Nævnets konklusion

MKN fandt ikke, at der i sagen forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 3. Nævnet lagde særlig vægt på, at ansøgerens begrundelse for projektet var båret af privatøkonomiske interesser, og at en dispensation ville medføre risiko for en utilsigtet præcedensvirkning. Det blev også bemærket, at opførelsen af bygningerne ikke havde betydning for offentlighedens adgang til det beskyttede areal.

Proportionalitet og sagsbehandling

MKN fandt desuden, at det ikke udgjorde en retlig mangel ved kommunens afgørelse, at den ikke havde vurderet muligheden for dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 17 eller foretaget en særskilt proportionalitetsafvejning. Dette skyldtes, at betingelserne for dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 3 ikke var opfyldt, hvorfor der ikke i øvrigt kunne gives tilladelse til det ansøgte projekt.

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.

Kommunen vurderede desuden, at der potentielt kunne forekomme bilag IV-arter som birkemus, stor vandsalamander, spidssnudet frø og strandtusse i området, men at opførelsen af sommerhuset i kanten af mosen ikke ville påvirke disse negativt. Begrundelsen for dispensationen var ejernes rimelige forventninger til realiseringen af lokalplanen for området samt den begrænsede inddragelse af mosen, hvor den var mindst våd.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 22. september 2020 med anmodning om, at dispensationen blev ændret til et afslag eller hjemvist. Klagen anførte navnlig:

• Der forelå ikke et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation.
• Indgrebet var væsentligt i en biologisk værdifuld og gammel hedemose.
• Lokalplanen fra 1997 kunne ikke lovliggøre opførelsen, da området var stort set ubebygget ved planens vedtagelse.
• Området indgår i en større mosaik af hede og mose, og den meddelte dispensation tog ikke tilstrækkeligt hensyn til placeringen i en beskyttet mose med flere positive og særligt positive arter.
• Der var bekymring for spildevandstilførsel til den nærliggende Ferring Sø grundet manglende kloakering, hvilket kommunen ikke havde vurderet tilstrækkeligt.

Lemvig Kommunes bemærkninger til klagen

Lemvig Kommune fastholdt, at der var tale om hedemose, hvilket var baggrunden for dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen forklarede, at husets placering nærmest vejen, hvor naturtypen var mindre udpræget, skulle bevare mest muligt af den beskyttede natur. Kommunen redegjorde for områdets plangrundlag, herunder partiel byplanvedtægt nr. 16 fra 1976, lokalplan nr. 22-37/82 fra 1982 og lokalplan 89 fra 1997, som alle havde til formål at udlægge området til sommerhusbebyggelse. Kommunen mente at have afvejet hensynene mellem naturbeskyttelse og grundejerens berettigede forventninger.