Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til betonrampe i beskyttet sø

Nævnets vurdering af beskyttelsesomfang

Nævnet fandt, at betonrampen er beliggende i § 3-beskyttet natur, idet den ligger i søen og på den laveste del af brinken. Nævnet bemærkede, at den vejledende registrering fra kommunens orienteringsbrev fra 2008 stemmer overens med den nugældende registrering, og at den faktiske § 3-beskyttelse løbende kan ændre sig.

Vurdering af dispensationsmuligheder

Ifølge Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 kan der i særlige tilfælde meddeles dispensation fra forbuddet i § 3. Nævnet lagde vægt på, at der skal foreligge særlige omstændigheder, og at en væsentlig jordbrugs- eller anden almindelig økonomisk interesse ikke i sig selv er tilstrækkelig. En dispensation forudsætter, at indgrebet ikke medfører en afgørende forrykning af områdets tilstand, eller at området er uden særlig naturbeskyttelsesmæssig interesse. En naturforbedrende funktion kan være en særlig omstændighed.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der i det konkrete tilfælde ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at betonrampen er etableret af driftsøkonomiske og rekreative årsager og ikke har en naturforbedrende funktion. Det forhold, at klager tidligere har fået dispensation til at fjerne bevoksning på søens brinker, kunne ikke føre til et andet resultat. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 17. januar 2017 til Natur- og Miljøklagenævnet, som senere blev overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at både udvidelsen af søen og deponeringen af opgravet materiale ville ske i beskyttet eng, hvilket ikke var naturforbedrende, da en beskyttet naturtype (eng) ville blive erstattet af en anden (sø). De mente, at projektet ikke havde en overordnet naturforbedrende effekt, og at der allerede var mange vandhuller i området.

Klagepunkter og kommunens svar

Klager fremhævede også, at dispensationens vilkår tillod plantning af træer og buske i beskyttet eng, hvilket var i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3, da det kunne føre til, at arealet voksede ud af beskyttelsen. De påpegede, at området var et kerneområde for den fredede sommerfugl hedepletvinge, som er omfattet af Rådets direktiv 92/43/EØF bilag II, og at der uden tvivl ville være nektarplanter til sommerfuglen.

Jammerbugt Kommune fastholdt, at projektet var naturforbedrende, da søen ville blive mere naturlig og få højere naturkvalitet. De anførte, at det udgravede engareal havde moderat naturkvalitet, og at engarealet, hvorpå opgravet materiale udlagdes, var relativt tør kultureng med ringe naturkvalitet. Kommunen bemærkede desuden, at teksten vedrørende beplantning fejlagtigt var indgået i dispensationen, og at ansøger var blevet oplyst om, at arealet ikke måtte beplantes. Vedrørende hedepletvingen vurderede kommunen, at projektet ikke ville påvirke arten negativt på grund af projektets beskedne omfang og afstanden til registrerede forekomster.