Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFK) behandlede en klage over Skive Kommunes afgørelse af 11. februar 2019. Afgørelsen vedrørte en ændring af vilkår nr. 4 i Kystdirektoratets oprindelige tilladelse af 17. november 2014 til etablering af en forlængelse af det sydlige dige ved Karup Å i Skive Kommune. Klager, ejendommens ejer, var repræsenteret ved advokat.
Projektet omfatter etablering af et nyt dige med inspektionssti og arbejdsplads på klagers naturareal mellem [vejnavn1] og Skive Fjord. Kystdirektoratet meddelte oprindeligt tilladelse til digeprojektet den 17. november 2014. Denne tilladelse var påklaget til MFK, som den 3. maj 2017 afviste at realitetsbehandle klagen, da den angik skønsmæssige spørgsmål om behovet for diget, hvilket var afskåret fra klage efter Kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 3. Nævnet bemærkede dengang, at spørgsmål om værditab og erstatning ville blive behandlet i forbindelse med en eventuel ekspropriation.
Skive Kommune besluttede den 29. maj 2018 at ekspropriere rettigheder over klagers ejendom med henblik på digeprojektet. Denne ekspropriationsafgørelse blev påklaget til MFK, som den 7. januar 2019 stadfæstede kommunens afgørelse. MFK fandt, at grundlaget for ekspropriationen var lovligt, og at det forhold, at Kystdirektoratets tilladelse oprindeligt byggede på en fejlagtig forudsætning om, at kommunen ville blive ejer af arealerne, ikke ændrede ved dette. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde gjort det klart, at forholdet ville blive bragt i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder, og at klager ikke ville blive pålagt forpligtelser i den forbindelse.
Vilkår nr. 4 i den oprindelige tilladelse krævede, at ejeren af ejendommen skulle tinglyse en deklaration, der forpligtede ejeren til at overholde tilladelsens vilkår. Dette vilkår var baseret på en forudsætning om, at Skive Kommune ville overtage ejendomsretten til arealet. Da forudsætningen ændredes til, at kommunen fortsat skulle eje anlægget, men ikke arealet, ændrede Skive Kommune vilkåret. Ændringen indebar, at vilkåret kun gælder, hvis ejeren af anlægget og ejeren af ejendommen er den samme person, eller hvis anlægget ejes af en anden end Skive Kommune.
Klager anførte, at Skive Kommune ikke havde hjemmel til at ændre en afgørelse, der allerede havde dannet grundlag for ekspropriation, og at kommunen ikke efterfølgende kunne reparere på fejl i sagsbehandlingen. Klager gjorde også gældende, at deklarationen ikke var tinglyst inden for den fastsatte frist på et år.
Skive Kommune forklarede, at den oprindelige tilladelse var udformet med vilkår nr. 4, fordi kommunen forventede at eje det samlede areal. Projektet blev dog ændret, så kommunen kun erhvervede rettigheder over arealet, ikke ejendomsretten. Kommunen fremhævede, at ændringen var til fordel for klager, og at MFK i sin afgørelse af 7. januar 2019 havde forudsat en sådan ændring. Kommunen henviste til sin kompetence efter Kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 2 og Kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 6. Vedrørende tinglysningsfristen anførte kommunen, at fristen ikke kunne overholdes, da afgørelsen var påklaget, og at Kystdirektoratet havde anført, at fristen regnes fra MFK's afgørelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFK) gav ikke medhold i klagen over Skive Kommunes afgørelse om ændring af vilkår i tilladelsen til digeforlængelse.
MFK fandt, at Skive Kommune på afgørelsestidspunktet havde hjemmel til at foretage ændringen af vilkår nr. 4. Dette skyldtes, at kompetencen til at meddele tilladelser til kystbeskyttelsesforanstaltninger var overgået fra Kystdirektoratet til kommunerne med ikrafttrædelse den 1. september 2018, jf. Kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 2.
Nævnet vurderede, at det forhold, at der forud for ændringen var truffet afgørelse om ekspropriation, ikke kunne føre til et andet resultat. MFK lagde vægt på, at de faktiske forhold vedrørende ejerskab og forpligtelser for det projekterede anlæg var kendte forud for ekspropriationen. Den gennemførte ændring blev derfor anset for at være en kodificering af disse forhold.
Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.
Brøndby KommuneBrøndby Kommune har givet tilladelse til midlertidig anvendelse af et areal ved Vestvolden til jorddeponi under krav om fuld retablering af området.
Sagen omhandler en klage over Skive Kommunes afgørelse af 26. juni 2018 om ekspropriation af rettigheder over ejendommen matr. nr. F 1. Ekspropriationen er begrundet i et digeprojekt, der skal forlænge et eksisterende dige og indgå i den samlede højvandsbeskyttelse af Skive by.
Kystdirektoratet meddelte den 17. november 2014 tilladelse til forlængelse af det sydlige dige ved Karup Å. Projektet omfatter et nyt, delvist fremskudt dige med inspektionssti og arbejdsplads. Tilladelsen var betinget af flere vilkår, herunder vedligehold og fjernelse. Klagerens ejendom er beliggende i udkanten af Skive mellem Viborgvej og Skive Fjord, og en del af ejendommens naturareal berøres af det projekterede dige.
En tidligere klage over Kystdirektoratets tilladelse blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet den 3. maj 2017, da den vedrørte skønsmæssige spørgsmål om behovet for et nyt dige, som nævnet var afskåret fra at behandle i henhold til . Nævnet bemærkede dog, at spørgsmål om værditab og ekspropriation ville blive behandlet senere.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Skive Kommune besluttede at ekspropriere rettigheder over klagerens ejendom, da det ikke var muligt at indgå en frivillig aftale. De eksproprierede rettigheder omfatter ret til at etablere og opretholde diget, færdselsret i anlægsfasen og til tilsyn/vedligehold, samt begrænsninger på ejerens rådighed over arealet. Disse rettigheder skulle tinglyses som servitutstiftende på ejendommen. Kommunen begrundede ekspropriationen med et vurderet behov for kystbeskyttelse af lavtliggende områder og Skive by. En åstedsforretning blev afholdt den 25. januar 2018 i henhold til proceduren i Vejlovens kapitel 10.
Klageren anførte, at ekspropriationen var ulovlig og ikke kunne gennemføres, da almenvellet ikke krævede anlægget. Klageren henviste til Grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed og argumenterede for, at det eksisterende dige kunne forhøjes. Klageren påpegede formelle mangler ved indkaldelsen til åstedsforretningen, herunder manglende klokkeslæt i den offentlige annoncering og forkert årstal. Desuden fandt klageren en servitutbestemmelse om, at diget kunne kræves fjernet for ejerens regning, uacceptabel. Klageren mente også, at ekspropriationen ikke kunne gennemføres, da Kystdirektoratets tilladelse formelt var udløbet, og at projektet primært havde rekreative formål frem for kystbeskyttelse. Klageren anførte, at kommunen ikke havde villet drøfte overdragelse af rettigheder eller tilbyde erstatning, og at klageren ville lide et tab på 850.000 kr.
Skive Kommune fastholdt, at digeprojektet var godkendt af Kystdirektoratet og nødvendigt for kystbeskyttelse af Skive by, hvilket tjener almenvellet. Kommunen afviste, at projektet havde andre formål end kystbeskyttelse. Vedrørende indkaldelsen til åstedsforretningen erkendte kommunen en fejl i den offentlige annoncering, men fremhævede, at klageren modtog en korrekt og rettidig individuel indkaldelse og deltog i forretningen. Kommunen præciserede, at de eksproprierede rettigheder ikke indebar ejendomsoverdragelse, men rådighedsindskrænkninger. Angående vilkår 4 i Kystdirektoratets tilladelse, hvor ejeren skulle bekoste fjernelse af diget, oplyste kommunen, at Kystdirektoratet havde tilsagt en ændring, så kommunen selv ville påtage sig forpligtelsen. Kommunen bekræftede også, at udnyttelsesfristen for tilladelsen var forlænget til den 31. december 2019. Kommunen afviste at have været uvillig til dialog, men anførte, at klageren havde forsøgt at stoppe projektet og fremsat et urealistisk erstatningskrav. Endelig oplyste kommunen, at der ikke længere var planer om en offentlig sti på digetoppen, men alene en inspektionssti, og at Kystdirektoratets tilladelse ikke indeholdt en betingelse om en offentlig sti, men henviste til Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2 om kommunalbestyrelsens mulighed for at fastsætte bestemmelser om færdsel.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse vedrører en klage over Guldborgsund Kommunes fastsættelse af en ny vedtægt for ...
Læs mereSagen omhandler en klage over Vesthimmerlands Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation til fjernelse af en diges...
Læs mere