Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
| Lov | § |
|---|---|
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Norddjurs Kommunes påbud til en landbrugsejendom om at ophøre brugen af egen drikkevandsboring og tilslutte sig almen vandforsyning. Ejendommen, der driver mælkeproduktion med 375 årskøer og flere ansatte, har siden 2002 haft et vedvarende højt nitratindhold i drikkevandet, der overskrider kvalitetskravet på 50 mg/l. Senest var målingen 76 mg/l i januar 2018.
Norddjurs Kommune meddelte påbuddet den 29. august 2018 i medfør af Vandforsyningslovens § 62, stk. 1 og Vandforsyningslovens § 29, stk. 3. Kommunen vurderede, at ejendommen var omfattet af Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 1, stk. 1, nr. 1, da den leverede drikkevand til en husstand, der benyttede vandet til kommercielle/offentlige aktiviteter. Dette blev begrundet med tilstedeværelsen af ansatte på ejendommen. Styrelsen for Patientsikkerhed havde desuden vurderet, at det høje nitratindhold kunne udgøre en sundhedsfare for spædbørn. Kommunen anså det for udsigtsløst at opnå drikkevandskvalitet, der overholdt kravene, grundet generel nitratforurening i grundvandet i området.
Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 24. september 2018. Klager anførte primært, at ejendommen ikke var omfattet af drikkevandsbekendtgørelsens kvalitetskrav, da ansatte på en landbrugsejendom ikke faldt ind under begrebet "kommerciel eller offentlig aktivitet". Klager henviste til Miljøstyrelsens FAQ, der nævner institutioner, restauranter, hospitaler mv., men ikke virksomheder med ansatte.
Klager bestred også kommunens hjemmel til at træffe en udtømmende afgørelse, idet kommunen havde afvist muligheden for at bore dybere, anvende nitratfilter eller etablere en ny boring uden forudgående ansøgning. Derudover fremhævede klager praktiske og økonomiske konsekvenser ved tilslutning til almen vandforsyning, herunder risiko for driftsstop af malkerobotter, utilstrækkeligt tryk og problemer med strøm i vandet, samt at det var ude af proportion at anvende drikkevandskvalitet til dyrehold.
Norddjurs Kommune fastholdt, at det var op til kommunen at vurdere, hvilke aktiviteter der var kommercielle, og at ejendommen med ansatte var omfattet. Kommunen henviste også til, at forsynings- og driftssikkerheden hos det almene vandværk var høj. Vedrørende vandkvalitet til dyrehold anførte kommunen, at kvalitetskravene også gjaldt for vand til rengøring af produktionsdyr, medmindre Fødevarestyrelsen havde givet tilladelse til undtagelse. Kommunen oplyste desuden, at der efter deres opfattelse blev drevet en fødevarevirksomhed på ejendommen, hvilket yderligere understøttede kravet om drikkevandskvalitet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Norddjurs Kommunes påbud om at ophøre brugen af drikkevandsboringen og tilslutte ejendommen til almen vandforsyning, men ophævede dele af afgørelsen vedrørende afslag på alternative løsninger.
Nævnet fandt, at ejendommen var omfattet af drikkevandsbekendtgørelsens krav om drikkevandskvalitet, jf. Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 4, jf. Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 1, stk. 1, nr. 1, litra a og Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg § 1, stk. 1, nr. 1, litra d. Dette blev begrundet med, at der blev drevet mælkeproduktion, vandet blev anvendt til dyrehold, og der var flere fastansatte medarbejdere, hvilket kvalificerede ejendommen som både en virksomhed og en fødevarevirksomhed.
Nævnet konstaterede, at drikkevandet fra boringen i en årrække væsentligt havde overskredet kvalitetskravet for nitrat, og at Styrelsen for Patientsikkerhed havde vurderet en sundhedsrisiko. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens faglige vurdering af, at der skulle meddeles påbud om permanent ophør af indvindingen. Nævnet bemærkede, at det er en kommunal opgave at tilstræbe forsyning fra almene vandforsyningsanlæg. Påbuddet om ophør af brug af egen boring og tilslutning til Virksomhed1 blev derfor stadfæstet.
Nævnet lagde til grund, at kommunens afslag på at bore dybere, anvende nitratfilter eller etablere en ny boring ikke var truffet på baggrund af en forudgående ansøgning. Tilladelser til etablering eller ændring af vandforsyningsanlæg forudsætter en ansøgning eller anmeldelse i henhold til Vandforsyningslovens § 21, stk. 1 eller Vandforsyningslovens § 21, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt derfor, at disse dele af Norddjurs Kommunes afgørelse var truffet uden lovhjemmel og ophævede dem.
Som følge af nævnets delvise medhold i klagen blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 2.
Fristen for tinglysning af kommunernes påbud om beskyttelse af drikkevand nær boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) er nu udløbet. 11 kommuner har fortsat ikke indberettet beskyttelse af et eneste BNBO, og 14 kommuner har kun beskyttet mellem 1 og 19 pct. Nu vil miljøministeren melde dem til Ankestyrelsen.


Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Norddjurs Kommunes påbud om tilslutning til Stenvad Vandværk og sløjfning af en boring på en ejendom.
Prislofter og effektiviseringskrav, som leder til lavere vandpriser, har ikke ført til mindre forsyningssikkerhed i drikkevandsselskaberne målt ved andelen af mikrobiologiske overskridelser i vandprøver - måske snarere tværtimod.
I alt 51 kommuner har stadig beskyttet under 90 procent af drikkevandet nær boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Flere kommuner er allerede meldt til Ankestyrelsen, og nu vil miljøministeren indberette de resterende 31 kommuner, der fortsat ikke er tæt på at være i mål med den lovpligtige beskyttelse.

Sagen omhandler Haderslev Kommunes afslag på en ansøgning om nitratbehandling af drikkevand og et påbud om tilslutning t...
Læs mere
Sagen omhandler Nordfyns Kommunes påbud om ophør af vandforsyning fra en privat boring på en ejendom i Bogense, som Milj...
Læs mere