Planklagenævnets afgørelse om kommuneplantillæg og lokalplan for erhvervsområde ved Mariager Fjord

Planklagenævnet behandlede sagen efter Miljøvurderingsloven § 48, stk. 1 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, hvilket begrænser nævnets prøvelse til retlige spørgsmål. Sagen blev behandlet efter den bekendtgørelse af miljøvurderingsloven, som blev udstedt i 2017.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over miljørapporten eller vedtagelsen af kommuneplantillæg nr. 3 og lokalplan nr. 85/2018. Dette betyder, at miljørapporten og planerne fortsat er gældende.

Påvirkning af bilag IV-arter (markfirben)

Planklagenævnet fandt, at Mariagerfjord Kommune havde tilvejebragt de fornødne oplysninger og foretaget den nødvendige vurdering af den mulige påvirkning af markfirben. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde vurderet egnetheden af arealerne for markfirben og friholdt de potentielle levesteder for aktiviteter. Desuden var der allerede en eksisterende virksomhed i området. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering.

Kommunens miljøvurdering

0-alternativet

Nævnet fandt, at Mariagerfjord Kommune havde fortabt retten til at kræve fysisk lovliggørelse af virksomheden efter planloven som følge af indrettelseshensyn og eventuelt også myndighedspassivitet, givet det langvarige forløb siden 1986. Derfor burde kommunen ikke have beskrevet 0-alternativet som en fysisk lovliggørelse.

Alternativer

Planklagenævnet fandt ikke, at et scenarie uden bygningsmæssig udvidelse eller udlægning til erhvervsområde ville indebære en sådan forskel i miljøpåvirkning, at det var relevant at inddrage som et alternativ. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanen kun muliggør sekundære bygninger, og at udlægningen til erhvervsområde i sig selv ikke har betydning for miljøet, da der ikke tillades anden form for virksomhed.

Udledning af specifikke stoffer

Nævnet fandt, at kommunen ikke var forpligtet til at vurdere virksomhedens udledning af dioxin, PCB eller tungmetaller i miljørapporten. Dette skyldes, at de pågældende stoffer har en nær sammenhæng med virksomhedens konkrete driftsmæssige forhold og reguleres af gældende miljøgodkendelser. Miljø- og Fødevareklagenævnet havde tidligere vurderet, at der var fastsat tilstrækkelige vilkår til at begrænse diffuse støvemissioner, herunder emissioner med dioxiner og PCB.

Risiko for eksplosioner

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af risikoen for eksplosioner. Nævnet bemærkede, at frekvens og konsekvens af eksplosioner er tæt knyttet til virksomhedens konkrete driftsmæssige forhold og reguleres af vilkår i miljøgodkendelsen, som bl.a. omfatter kontrol og frasortering af genstande, der kan forårsage eksplosioner.

Kystnærhedszonen

Nævnet fandt, at Mariagerfjord Kommune havde godtgjort, at der var den fornødne særlige funktionelle og planlægningsmæssige begrundelse for kystnær lokalisering, jf. Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1. Begrundelsen var virksomhedens behov for havnefaciliteter til ind- og udskibning, at virksomheden var etableret før reglerne om kystnærhedszonen, og at den er topografisk afskærmet i en tidligere kalkgrav.

Krav om overførsel til byzone

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen var forpligtet til at overføre arealet til byzone. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanområdet kun omfatter en enkelt virksomhed på ca. 13,4 ha, hvor det samlede erhvervsareal højst må udgøre 2.500 m2, og at lokalplanen ikke muliggør etablering af yderligere virksomheder eller foregriber en udvikling i retning af et egentligt erhvervsområde. Da der ikke var pligt til at overføre arealet til byzone, fandt Planlovens § 11 a, stk. 8 ikke anvendelse.

Intern uoverensstemmelse i kommuneplangrundlaget

Nævnet afviste klagepunktet, da der ikke er noget i planloven, som er til hinder for, at et kommuneplantillæg fraviger retningslinjerne i kommuneplanen.

Forholdet mellem kommuneplan og lokalplan

Positiv hjemmel til deponi

Planklagenævnet fandt ikke, at der i nærværende sag, hvor der er tale om et bestående og lukket deponi, og hvor lokalplanen ikke muliggør yderligere deponering, var krav om, at det skulle fremgå udtrykkeligt af kommuneplangrundlaget, at der kunne planlægges for deponi.

Kommuneplanens retningslinjer

Nævnet fandt generelt ikke, at kommuneplanens retningslinjer (2.14.2, 2.14.5, 2.16.1 og 2.16.2) var formuleret så klart, at der kunne udledes konkrete krav til lokalplanlægningen, som var til hinder for den vedtagne lokalplanlægning for en eksisterende virksomhed. Nævnet bemærkede, at potentielle levesteder for markfirben friholdes, og at lokalplanen ikke muliggør et nyt større teknisk anlæg eller stort og markant byggeri. Hertil kom, at der var vedtaget et specifikt kommuneplantillæg, som udtrykkeligt muliggjorde lokalplanlægning for den pågældende virksomhed.

Lokalplanens formålsbestemmelse

Planklagenævnet fandt ikke, at lokalplanens formålsbestemmelse var i strid med Planlovens § 15, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at det ikke fremgår nærmere af planloven, hvilke krav der stilles til oplysningerne om planens formål, og at deponiet er lukket og ikke en del af virksomhedens fremadrettede aktiviteter.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet afviste klagepunkter vedrørende shredderaffald, fiskeri- og landbrugsrestriktioner, plastaffald som kul, strandbeskyttelseslinjen og fortidsmindebeskyttelseslinjen. Disse punkter vedrørte enten planens hensigtsmæssighed eller regler, der falder uden for Planklagenævnets kompetence, som er begrænset til retlige spørgsmål efter planloven.

Danmarks Naturfredningsforening (Klager 2) påklagede specifikt:

• Støj: DN anførte, at Vindmøllebekendtgørelsen § 4 var et utilstrækkeligt beslutningsgrundlag på grund af rapporter om sundhedsskadelige effekter fra lavfrekvent støj.
• Flagermus: DN gjorde gældende, at tilladelsen var i strid med Naturbeskyttelseslovens § 29a og Naturbeskyttelseslovens § 30, stk. 2, da alle danske flagermusarter er opført på habitatdirektivets bilag IV. De mente, at undersøgelserne var utilstrækkelige, især da Maribo Søerne er en vigtig flagermuslokalitet, og at tab af få individer kunne true bestanden. DN opfordrede nævnet til at fastlægge en principiel afgørelse om minimumskrav til flagermusundersøgelser og et overvågningsprogram.

Kommunens udtalelser

Lolland Kommune fastholdt, at planlægningen var i overensstemmelse med gældende regler og kommuneplanen. Kommunen vurderede, at udpegningen som vindmølleområde ikke var i væsentlig konflikt med frilufts- og landbrugsområder, og at projektet "Porten til Lolland" stadig kunne gennemføres. Kommunen anførte, at der var en særlig planlægningsmæssig og funktionel begrundelse for placering i kystnærhedszonen, idet vindressourcerne var bedre langs kysterne, og store skovarealer slørede kystnærheden. Kommunen mente, at borgerinddragelsen havde fulgt gældende regler, og at miljørapporten tilstrækkeligt belyste sikkerhedsforhold, landskabspåvirkning, støj, lavfrekvent støj og skyggekast, idet grænseværdier og anbefalinger var overholdt eller kunne afhjælpes. Vedrørende flagermus henviste kommunen til, at feltundersøgelser var foretaget, og at møllerne ikke forventedes at have en væsentlig negativ effekt på flagermusbestande, da de ikke truede kolonier, dags- eller vinteropholdssteder. Kommunen mente at have iagttaget Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder § 11.