Vurdering af liberalt erhverv i boligområde i henhold til kommuneplanen

Hillerød Kommune vurderede, at en virksomhed drevet fra en boligejendom var et liberalt erhverv og dermed i overensstemmelse med kommuneplanen. Virksomheden, der beskæftiger sig med anlæg af haver og mindre håndværksopgaver, ejes af ægteparret, som bor på ejendommen. En nabo klagede til Planklagenævnet over afgørelsen.

Kommuneplanens rammer for erhverv

Ejendommen er beliggende i byzone i et boligområde uden lokalplan. Ifølge kommuneplanen kan der i boligområder i begrænset omfang drives liberalt erhverv fra boligen. Dette forudsætter, at den erhvervsdrivende bor på ejendommen, ikke har ansatte, og at ejendommen bevarer sin karakter af beboelse. Erhvervsarealet må højst udgøre 25 % af boligens areal, dog maksimalt 50 m².

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at virksomheden reelt var en entreprenørvirksomhed og ikke et liberalt erhverv, blandt andet fordi der var ansatte tilknyttet. Klageren mente derfor, at anvendelsen var i strid med kommuneplanen. Derudover klagede naboen over manglende sagsoplysning fra kommunens side, magtfordrejning i sagsbehandlingen samt gener i form af spærring af en adgangsvej.

Planklagenævnet stadfæstede Hillerød Kommunes afgørelse og gav ikke klageren medhold. Nævnet fastslog, at kommunens afgørelse om, at erhvervet var i overensstemmelse med kommuneplanen, var en del af en vurdering af, om der skulle nedlægges forbud mod anvendelsen.

Kommuneplanens bindende virkning

Nævnet præciserede, at en kommuneplan ikke er direkte juridisk bindende for borgerne. Kommunen kan dog efter Planloven § 12, stk. 3 nedlægge forbud mod en anvendelse, der er i strid med planen. Kommunens beslutning om ikke at nedlægge et sådant forbud er baseret på et skøn, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve, så længe almindelige forvaltningsretlige principper er fulgt.

Klagerens manglende partsstatus

Planklagenævnet vurderede, at klageren ikke kunne betragtes som part i sagen i forvaltningslovens forstand. Naboskab er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opnå partsstatus. Der var ikke oplysninger om væsentlige og konkrete gener, som f.eks. støj eller lugt, der kunne begrunde partsstatus. Da klageren ikke var part, var kommunen ikke forpligtet til at partshøre vedkommende.

Sagsbehandling og øvrige klagepunkter

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kommunens sagsoplysning. Kommunen havde indhentet oplysninger fra virksomhedsejeren og havde ikke pligt til at foretage en besigtigelse. Der var heller ingen beviser for magtfordrejning eller usaglige hensyn i kommunens behandling af sagen. Klagepunktet vedrørende adgangsforhold blev afvist, da det faldt uden for den påklagede afgørelses område og planlovens regulering.