Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler Lemvig Kommunes dispensation til udgravning af to vandhuller i et beskyttet engareal, [mose1], beliggende på [matrikel1], [område1], Dybe. Området er registreret som beskyttet fersk eng i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4.
I efteråret 2017 oprensede ejeren af arealet et ældre vandhul i jagtøjemed. Lemvig Kommune varslede den 17. maj 2018 et påbud om lovliggørelse af to vandhuller, der var udgravet uden forudgående dispensation. Dette skete i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5.
Ved en besigtigelse den 14. maj 2018 konstaterede kommunen to nyudgravede vandhuller med opgravet jord deponeret i jordvolde og dynger. Kommunen vurderede arealet som beskyttet fersk eng med en moderat naturtilstand. Der blev registreret 21 plantearter, hvoraf 6 var stjernearter og 6 problemarter.
Ejeren ansøgte den 30. maj 2018 om dispensation til at bevare vandhullerne, der samlet dækkede 200 m². Lemvig Kommune meddelte den 31. juli 2018 dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 og landzonetilladelse efter Planlovens § 35. Dispensationen blev givet med vilkår om udjævning af opgravet materiale og forbud mod fodring. Kommunen begrundede dispensationen med, at vandhullerne ville bidrage til større naturmæssig variation og vurderede ingen negativ påvirkning af nærliggende Natura 2000-områder. Kommunen mente desuden, at vandhullerne kunne gavne bilag IV-arter som spidssnudet frø, stor vandsalamander og strandtudse, da der ikke var fisk i de nye vandhuller.
Dansk Botanisk Forening påklagede afgørelsen den 19. august 2018. Klagen anførte, at projektet ikke var naturforbedrende, at deponi af jord altid bør placeres uden for beskyttede naturområder, og at projektet stred mod princippet om at opretholde naturen, hvor den er, da vandhullerne blev etableret på bekostning af eksisterende engareal. Klager fandt også, at sagen var utilstrækkeligt belyst, og at artslisten var mangelfuld.
Lemvig Kommune svarede, at den opgravede jord måtte udjævnes på engen, da arealet var ensartet og præget af høj vandstand om vinteren, hvilket ville give mulighed for flere arter. Kommunen afviste tilstedeværelsen af rigkær og mente, at den registrerede mosart muligvis var fejlbestemt. Kommunen oplyste desuden, at engarealet tidligere havde været gennemgravet for tørv, og at ejeren allerede havde udjævnet det opgravede materiale.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet sagen i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4 og Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Nævnet bemærker, at praksis for dispensation er restriktiv og kræver særlige omstændigheder, som f.eks. at naturen er uden særlig fredningsmæssig interesse, eller at indgrebet har en naturforbedrende funktion.
Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Lemvig Kommunes vurdering af, at engarealet var beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, og at udgravningen af vandhullerne samt udspredning af jord krævede dispensation. Efter gennemgang af luftfotos fra 1954-2018 vurderede nævnet, at der ikke tidligere havde forekommet vandhuller på stedet, og at driften primært havde været græsning eller høslæt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at der ikke var tale om et naturforbedrende indgreb, og at der derfor ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde dispensation. Nævnet lagde vægt på, at Naturbeskyttelseslovens § 3 er en forbudsbestemmelse, og at de udførte udgravninger og udjævninger var ulovlige og uønskede tilstandsændringer. Det blev fremhævet, at der som udgangspunkt ikke bør foretages indgreb i en beskyttet naturtype for at skabe en anden.
Vedrørende Lemvig Kommunes argument om gavn for bilag IV-arter bemærkede nævnet, at arternes tilstedeværelse var usikker, og at deres overlevelse ikke var afhængig af vandhullerne. Udspredningen af den opgravede jord blev desuden ikke vurderet til at forbedre forholdene for dyre- og plantelivet. Nævnet fandt, at kommunens øvrige argumenter, herunder tidligere tørvegravning og terrænforhold, ikke kunne føre til et andet resultat.
Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Lemvig Kommunes afgørelse af 31. juli 2018 om dispensation til udgravning af de to vandhuller til et afslag. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.
Regeringen går nu videre med udpegningen af de første 17 arealer til energiparker, som skal bidrage til en firedobling af grøn strøm fra sol og vind på land.
Nationalpark Thy
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Lemvig Kommunes afgørelse om dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering og udvidelse af vandhuller.
Sagen omhandler:
Danmarks Naturfredningsforening klagede over kommunens afgørelse, idet de mente, at de nye søer ville være fremmedelementer i landskabet og hindre områdets naturlige udvikling. Klager anførte desuden, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation til indgreb i engen.
Erhvervs- og bierhvervsfiskere kan nu søge om deltagelse i et videnskabeligt forsøgsfiskeri efter stenbider i danske farvande med opstart i foråret 2026.
Et 22 hektar stort landbrugsareal i Nationalpark Thy er omlagt til vild natur med nye paddeskrab for at styrke biodiversiteten.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Viborg Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation til op...
Læs mereSagen omhandler Lemvig Kommunes dispensation til opførelse af et sommerhus, terrasse og parkeringsareal på en ejendom, d...
Læs mereLovforslag om etablering af naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation
