Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Aalborg Kommunes dispensation til anlæggelse af en erstatningsvej i beskyttet eng og mose. Dispensationen var givet i forbindelse med Banedanmarks elektrificering af jernbanestrækningen mellem Aarhus og Lindholm, hvilket nødvendiggjorde nedlæggelse af en eksisterende bro og etablering af en ny adgangsvej til en landbrugsejendom.
Det omhandlede areal ligger på matrikel 1 og 2, Annerup, Ellidshøj, og dækker ca. 8,3 hektar. Området indeholder ca. 27.500 m² beskyttet eng og ca. 500 m² beskyttet mose, som er en del af en større sammenhængende eng- og moseregistrering. Naturarealerne er kortlagt med naturtilstand IV, hvilket indikerer en ringe tilstand. Området ligger desuden ca. 2 km fra Natura 2000-område nr. 19 Rold Skov, Lindenborg Ådal og Madum Sø.
Aalborg Kommune meddelte den 6. juni 2018 dispensation til at anlægge erstatningsvejen i kanten af de beskyttede naturarealer. Projektet er omfattet af Lov om elektrificering af jernbanen og Jernbaneloven. Kommunen begrundede dispensationen med en væsentlig offentlig interesse i elektrificeringsprojektet og stillede vilkår om etablering af erstatningsarealer i forholdet 1:2 for de permanent inddragede 970 m² beskyttet natur, svarende til 1.940 m² erstatningsareal. Disse arealer skulle etableres i Østerådalen og tinglyses som beskyttet natur. Kommunen vurderede, at påvirkningen af de beskyttede naturarealer ville være begrænset, og at projektet ikke ville påvirke arter eller naturtyper på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området eller yngle- og rasteområder for bilag IV-arter som markfirben, spidssnudet frø og flagermus.
Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 28. juni 2018. Klager anførte, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation, og at erstatningsvejen kunne placeres anderledes uden at berøre det beskyttede naturområde. Klager fremhævede, at etablering af en vej gennem fersk eng, kildevæld og mose ville ændre arealet og hydrologien væsentligt, og at risikoen for forstyrrelse og omkomst af padder og andre dyr ville stige. Klager foreslog en kortere alternativ rute langs jernbanen til Støvring, som ikke var registreret som beskyttet natur, og undrede sig over, at kommunegrænser tilsyneladende styrede valget af den længere og mere naturpåvirkende rute.
Aalborg Kommune fastholdt, at ansøger ønskede at fastholde den oprindelige placering af erstatningsvejen. Kommunen vurderede, at de beskyttede arealer ikke fungerede som yngleområde for bilag IV-arter, og at påvirkningen ville være minimal grundet begrænset færdsel. Kommunen oplyste, at den alternative placering, som klager foreslog, var blevet behandlet under VVM-processen og afvist af Rebild Kommune, da den ikke var optimal for landbrugstrafik. Ansøger, Banedanmark, bekræftede, at den alternative rute var undersøgt, men afvist af Rebild Kommune. Ansøger fastholdt det oprindelige forslag, da det var skitseret til at ligge i kanten af matriklerne for at minimere påvirkningen af § 3-natur og lå i størst mulig afstand fra en nærliggende ejendom. Ansøger bemærkede desuden, at projektet ville undergå en projektprøvelse ved ekspropriationskommissionen, jf. , og at de efter almindelige ekspropriationsretlige bestemmelser skulle tilstræbe det mindst mulige arealmæssige indgreb, jf. .
Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Aalborg Kommunes dispensation til et afslag, da nævnet fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 2 og Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4.
Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om dispensation til anlæggelse af erstatningsvejen i beskyttet eng og mose, da det var ubestridt, at arealet var omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3. Efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2 kan der i særlige tilfælde meddeles dispensation fra forbuddet i § 3. Nævnet lagde vægt på, at der skal foreligge særlige omstændigheder, og at en væsentlig jordbrugs- eller anden almindelig økonomisk interesse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde en dispensation. Praksis er restriktiv.
Selvom nævnet anerkendte, at elektrificering af en jernbanestrækning kan være af væsentlig samfundsmæssig interesse, fandt det, at en dispensation som udgangspunkt forudsætter, at der ikke er andre acceptable løsninger, der skader natur- og landskabsværdierne tilsvarende. Nævnet vurderede, at der fandtes alternative placeringsmuligheder for vejen, som var betydeligt mere hensigtsmæssige ud fra naturmæssige betragtninger. Dette inkluderede muligheden for at placere vejen i den vestlige og nordlige del af matrikel 1, hvor der ikke er beskyttet natur, eller eventuelt øst for på matrikel 6, ligeledes uden at påvirke § 3-beskyttet natur.
Nævnet fremhævede, at etablering af en erstatningsbiotop almindeligvis ikke i sig selv kan føre til dispensation fra forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 3, da det ud fra en naturmæssig synsvinkel normalt er at foretrække, at det oprindelige naturområde bibeholdes. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte klagers vurdering af, at etableringen af vejen kunne have en negativ effekt på det beskyttede § 3-areal. Endvidere ville en dispensation stride mod nævnets restriktive praksis og medføre en risiko for en utilsigtet præcedensvirkning.
Nævnet bemærkede, at vilkår om erstatningsnatur ved en eventuel ny dispensation bør være entydige og præcise, herunder en konkret angivelse af placering og en beskrivelse af, hvad udlæg til erstatningsnatur indebærer (f.eks. forbud mod gødskning og omlægning). Erstatningsnaturen bør som udgangspunkt udlægges i nærheden af de påvirkede naturområder. Nævnet fandt, at Aalborg Kommunes stillede vilkår om erstatningsnatur ikke levede op til disse krav, da vejens bredde og den præcise placering af erstatningsnaturen var uklar.
Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Aalborg Kommunes afgørelse af 6. juni 2018 vedrørende dispensation til anlæggelse af erstatningsvej på matrikel 1 og 2, Annerup, Ellidshøj, til et afslag. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.

En bred politisk aftale baner vej for statslige energiparker på land og sikrer milliarder i kompensation til naboer og lokalsamfund.


Sagen omhandler en klage over Horsens Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til en etableret grusvej gennem et § 3-beskyttet engareal. Vejen, der er ca. 60 meter lang og næsten tre meter bred, er hævet 40-70 cm over terræn og dækker omkring 170 m² engareal på matr. nr. F1 og F2 i Horsens Kommune. Området er registreret som beskyttet fersk eng i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4.
Den nationale energikrisestab (NEKST) har afleveret sine første ni delanbefalinger til, hvordan vi sætter tempoet op på udbygningen af elnettet. De vil blandt andet sidestille elnettet med andre offentlige infrastrukturprojekter og styrke rammerne for ideudvikling.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.

Sagen omhandler en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over Hedensted Kommunes afgørelse af 1. oktober 2018. Kommu...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Aalborg Kommunes afgørelse om dispensation fra [Naturbeskyttelses...
Læs mere