Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Aarhus Kommune udstedte den 6. februar 2018 et påbud til ejeren af ejendommen på [adresse1] og virksomheden [virksomhed1] om lovliggørelse af en opsat LED-skærm. Senere, den 2. december 2019, udstedte kommunen et lignende påbud vedrørende samme LED-skærm, denne gang rettet mod virksomheden [virksomhed2]. Afgørelserne blev påklaget til Planklagenævnet. Klagerne anførte, at kommunen manglede hjemmel til påbuddet, at byplanvedtægtens bestemmelser ikke var tilstrækkeligt klare for digital skiltning, at påbuddene var ugyldige, da de ikke var varslet og meddelt samtidigt til alle relevante parter, og at kommunen havde tilsidesat forvaltningsretlige principper, herunder officialprincippet og lighedsgrundsætningen. Endvidere blev det anført, at forholdet var af underordnet betydning i henhold til planloven.
Ejendommen på [adresse1] er omfattet af byplanvedtægt nr. 9 fra november 1965. Byplanvedtægtens § 5, stk. 10, fastsætter, at "Bygningernes form og farve samt eventuelle reklamer på bygningerne eller grundene, som kan tillades i forbindelse med de i stk. 3 og 4 nævnte virksomheder skal godkendes af kommunalbestyrelsen som stemmende med omgivelserne og kvarterets karakter."
Kommunen konstaterede den 24. august 2017 opsætning af LED-skærmen og udstedte et standsningspåbud. Efterfølgende varslede kommunen den 12. januar 2018 et lovliggørelsespåbud til ejeren og [virksomhed1], og det oprindelige standsningspåbud blev tilbagekaldt. Den 6. februar 2018 udstedte Aarhus Kommune det endelige påbud til ejeren og [virksomhed1], med henvisning til byplanvedtægtens § 5, stk. 10, samt Planloven § 18 og Planloven § 51, stk. 1 og Planloven § 51, stk. 3. Kommunen vurderede, at forholdet ikke var af underordnet betydning. I oktober 2019 fremsendte klagerne en lejekontrakt, der viste, at [virksomhed2] var lejer af arealet til lysreklame. Dette førte til, at kommunen den 15. november 2019 varslede påbud til [virksomhed2], og den 2. december 2019 udstedte påbuddet om lovliggørelse til [virksomhed2]. Kommunen anførte, at skærmen primært viste reklamer for eksterne firmaer, hvilket var i strid med byplanvedtægten, og at kommunen ikke umiddelbart ville dispensere, da reklamer skulle knytte sig til aktiviteter på ejendommen.
Klagerne gjorde gældende, at byplanvedtægten fra 1965 ikke var formuleret til at omfatte digital skiltning, og at formuleringen om "omgivelserne og kvarterets karakter" var for skønsmæssig til at danne hjemmel. De henviste til Planloven § 51, stk. 3 og anførte, at forholdet var af underordnet betydning, og at kommunens begrundelse herfor var objektivt forkert, da der var mange lignende skærme i området. Klagerne bestred, at [virksomhed1] var rette adressat for påbuddet, da [virksomhed2] havde opsat skærmen og var brugeren. De mente, at påbuddene var ugyldige, da de ikke var varslet og meddelt samtidigt til alle parter, og at kommunen havde udvist passivitet. Endelig anførte klagerne, at kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen ved at tillade andre lignende skærme i området, mens den håndhævede i denne sag.
Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.
Nævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 5, stk. 10, er en kompetencenorm, der kræver kommunal godkendelse af reklamer. Bestemmelsen omfatter også digital reklamering, herunder LED-skærme, og er tilstrækkelig klar og præcis til at kunne håndhæves. Formuleringen "som stemmende med omgivelserne og kvarterets karakter" er skønsmæssige kriterier for kommunens vurdering, ikke en betingelse for umiddelbar tilladelse. Nævnet fastslog, at formuleringen "som kan tillades i forbindelse med de i stk. 3 og 4 nævnte virksomheder" begrænser kommunens dispensationskompetence efter Planloven § 19 til kun at omfatte reklamer med tilknytning til virksomheder på ejendommen. Da den aktuelle LED-skærm reklamerede for eksterne firmaer, havde kommunen ikke hjemmel til at dispensere. Kommunen havde derfor hjemmel i byplanvedtægtens § 5, stk. 10, til at give påbuddet.
Planklagenævnet bemærkede, at Planloven § 51, stk. 3 kun fritager kommunen fra pligten til at håndhæve, hvis forholdet er af underordnet betydning, men ikke fra retten til at håndhæve. En beslutning om ikke at anse et forhold for underordnet betydning er en procesledende beslutning og kræver derfor ikke begrundelse efter Forvaltningsloven § 22.
Nævnet fandt, at [virksomhed2] var den rette bruger af ejendommen i relation til LED-skærmen, baseret på ordrebekræftelse og lejekontrakt. Derimod fandt nævnet ikke, at [virksomhed1] på nuværende tidspunkt var bruger i Planloven § 63, stk. 1's forstand. Som følge heraf ophævede Planklagenævnet den del af Aarhus Kommunes påbud af 6. februar 2018, som var rettet mod [virksomhed1]. Nævnet fandt ikke, at der var et krav om, at varsling og påbud skulle ske samtidigt til alle parter, da formålet med partshøring var opfyldt. Kommunen havde heller ikke udvist passivitet, da den først for nylig havde modtaget oplysninger om [virksomhed2] som bruger.
Planklagenævnet fastslog, at lighedsgrundsætningen indebærer, at ens sager skal behandles ens, men at dette ikke giver klagerne krav på en dispensation, hvis kommunen ikke har hjemmel til at give en sådan dispensation, som det var tilfældet her på grund af begrænsningen i byplanvedtægtens kompetencenorm. Eksistensen af andre ulovlige eller godkendte skærme i området, som kommunen ikke har håndhævet over for, medfører ikke, at klagerne har krav på en tilsvarende dispensation.
Planklagenævnet ophæver Aarhus Kommunes påbud af 6. februar 2018 om lovliggørelse af LED-skærm på ejendommen [adresse1], for så vidt angår påbuddet rettet mod [virksomhed1].
Planklagenævnet kan i øvrigt ikke give medhold i klagen over Aarhus Kommunes påbud af 6. februar 2018 over for ejeren af ejendommen eller kommunens påbud af 2. december 2019 over for [virksomhed2].
Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret for sagsnr. 18/06155 tilbagebetales, mens gebyret for sagsnr. 20/00817 ikke tilbagebetales, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
Syv kommuner har modtaget påbud fra Forsyningstilsynet efter manglende indsendelse af lovpligtige revisorerklæringer vedrørende deres energivirksomheder.
Ankenævnet på Energiområdet
Akademiraadet
Odense Kommune udstedte den 22. april 2020 et påbud om nedtagning af en LED-reklameskærm, der var opsat på en ejendom i Odense C. Påbuddet blev givet, da skærmen blev anset for at være i strid med lokalplan nr. 0-786, Skilte og facader. Brugeren af ejendommen klagede herefter til Planklagenævnet.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 0-786, Skilte og facader. Ifølge lokalplanens § 8.4.2 er opsætning af "elektroniske lystavler, digitale storskærme, megavision skærme og lignende" ikke tilladt.
Kommunen konstaterede ved en besigtigelse, at en LED-reklameskærm på ca. 12 m² var opsat på bygningens gavl ud mod et lyskryds. Kommunen havde tidligere, den 22. januar 2019, varslet og partshørt ejeren og den tidligere ejer af skærmen, og den 5. februar 2019 blev der sendt et påbud. Efter et ejerskifte af skærmen sendte kommunen den 8. april 2020 en ny varsling og partshøring til den nye bruger af ejendommen. Da der ikke blev modtaget et høringssvar eller ansøgt om lovliggørende dispensation, udstedte kommunen det endelige påbud den 22. april 2020.
Ankenævnet på energiområdet har behandlet en sag om et energiselskabs ret til at opkræve faste afgifter for lagerhaller i forbindelse med tilslutningspligt.
Akademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.
Kommunen vurderede, at skærmen var i strid med lokalplanens § 8.4.2 og ikke var af underordnet betydning på grund af dens størrelse og synlighed samt de skiftende reklamer, der skabte et "uroligt og uønsket udtryk". Påbuddet var baseret på Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.
Klageren anførte navnlig, at påbuddet var ugyldigt, da det ikke overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Tårnby Kommunes påbud om lovliggørelse af anvendelsen og bebyggelsen...
Læs mereNatur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Gladsaxe Kommunes afslag på dispensation og påbud om lovliggørelse a...
Læs mereLov om ændring af byggeloven vedrørende delegation af myndighed til redningsberedskaber ved brandsyn
