Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Planklagenævnet traf den 7. maj 2018 en afgørelse om at afvise en klage over Gentofte Kommunes tilladelse til indretning af et ismejeri med tilhørende produktionslokaler og siddepladser på ejendommen [adresse1]. Afvisningen skyldtes, at klageren ikke blev anset for klageberettiget i henhold til Planloven § 59.
Klageren anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen.
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 214, Dyssegård bydelscenter, vedtaget den 25. august 2003. Lokalplanens formål er at udvikle området til et attraktivt center med et varieret udbud af butikker, publikumsorienteret service, liberale erhverv og boliger, samt at sikre tilstrækkelig parkeringsforsyning. Lokalplanen fastsætter i § 3.1, at området kun må anvendes til centerformål, herunder detailhandel og publikumsorienteret service.
Lokalplanens § 4.2 fastsætter parkeringskrav ved ny bebyggelse og ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse. Den kræver 1 p-plads pr. 50 m² etageareal til erhverv og 1 p-plads pr. 25 m² etageareal til publikumsorienteret service og detailhandel. Lokalplanens redegørelse definerer "detailhandel" som salg til privat brug og "publikumsorienteret service" som funktioner, der ikke er detailhandel, men som med fordel kan lokaliseres sammen med detailhandel, f.eks. caféer og restauranter.
Gentofte Kommune modtog den 21. juli 2015 en ansøgning om etablering af et ismejeri med indendørs og udendørs siddepladser samt produktionslokaler. Ansøgningen oplyste, at ismejeriet forventede op mod 2.000 gæster dagligt i sommermånederne, primært i weekender og aftentimer. Det fremgik, at der ikke kunne etableres yderligere parkeringspladser på ejendommen, og at besøgende skulle anvende eksisterende parkeringsmuligheder i området.
Kommunen traf den 13. oktober 2015 principiel tilladelse til ismejeriet. Kommunen vurderede, at etableringen var en fortsat lovlig anvendelse af ejendommen, og at der derfor ikke skulle stilles krav om yderligere parkering. Denne afgørelse blev fastholdt i en e-mail af 8. juli 2016.
Klageren anførte, at tilladelsen var i strid med lokalplanen, da ændringen fra sportsbutik til is-café med siddepladser udgjorde en ændret anvendelse til "publikumsorienteret erhverv", hvilket burde udløse krav om yderligere parkeringspladser i henhold til lokalplanens § 4.2. Klageren henviste til lokalplanens formål om at sikre tilstrækkelig parkeringsforsyning og påpegede, at ismejeriet medførte trafikale problemer i området. Klageren gjorde desuden gældende, at kommunen ikke havde dokumenteret undersøgelser af trafikgener eller besigtigelser i butikkens åbningstider, og at kommunen havde tilsidesat sin notatpligt.
Kommunen fastholdt, at ismejeriet skulle kategoriseres som detailhandel, og at siddepladserne ikke ændrede den primære anvendelse. Kommunen argumenterede, at den tidligere anvendelse (cykel- og tøjforretning) også var detailhandel, og at der derfor var tale om en fortsat lovlig anvendelse, der ikke udløste nye parkeringskrav. Kommunen bemærkede desuden, at parkeringskravene i lokalplanen var ens for detailhandel og publikumsorienteret service, hvorfor en ændring mellem disse kategorier ikke ville medføre et nyt parkeringskrav.
Planklagenævnet besluttede at genoptage sagen og realitetsbehandle klagen af 1. august 2017. Genoptagelsen skete på baggrund af væsentlige nye retlige forhold, idet nævnets praksis vedrørende klageberettigelse var ændret. Nævnet lægger ikke længere vægt på, om klageren "ikke påføres gener, der adskiller sig fra påvirkningen for en relativt vid kreds af borgere".
Planklagenævnet fandt i den konkrete sag, at klageren havde en tilstrækkelig retlig interesse i kommunens tilladelse til indretning af ismejeriet med tilhørende siddepladser. Nævnet lagde vægt på afstanden mellem lokalplanområdet og klagerens ejendom samt oplysningen om, at virksomheden forventede ca. 2.000 gæster pr. dag i sommerperioden.
Planklagenævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Klagerens anbringender om trafikale problemer vedrører det ansøgtes hensigtsmæssighed og er ikke retlige forhold efter planloven, hvorfor nævnet ikke havde kompetence til at behandle dette spørgsmål. Ligeledes havde nævnet ikke kompetence til at behandle klager over isolerede sagsbehandlingsspørgsmål, som ikke har betydning for gyldigheden af en afgørelse, herunder spørgsmål om kommunens notatpligt vedrørende trafikundersøgelser eller besigtigelser.
Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Eksisterende lovlig brug kan fortsætte uanset planens bestemmelser. Spørgsmålet var, om der med det ansøgte skete en relevant anvendelsesændring, som udløste et krav om etablering af yderligere parkeringspladser i henhold til lokalplanens § 4.2.
Planklagenævnet vurderede, at den tidligere anvendelse af ejendommen som cykel- og tøjforretning måtte anses for detailhandel. Etableringen af et ismejeri med produktion og salg af is samt indendørs og udendørs siddepladser blev opfattet som en kombination af publikumsorienteret service og detailhandel. Nævnet fandt, at produktionen af is til salg i butikken/caféen ikke medførte, at det ansøgte skulle betragtes som "erhverv" i lokalplanens forstand, da f.eks. pizzeriaer med lokal produktion også anses for detailhandel.
Nævnet fandt, at selvom der skete en anvendelsesændring fra ren detailhandel til detailhandel og publikumsorienteret service, var dette ikke en relevant ændret anvendelse i forhold til parkeringskrav. Dette skyldes, at lokalplanens § 4.2 fastsætter den samme parkeringsnorm for både publikumsorienteret service og detailhandel (1 p-plads pr. 25 m² etageareal). Det var uden betydning, at den konkrete virksomhed tiltrak flere gæster end de tidligere butikker, da parkeringsnormerne ikke er fastsat ud fra antallet af gæster eller siddepladser.
Det ansøgte udløste således ikke et krav om etablering af parkeringspladser efter lokalplanens § 4.2 og krævede derfor ikke en dispensation efter denne bestemmelse.
Planklagenævnet genoptog sagen og ændrede nævnets afgørelse af 7. maj 2018 om afslag. Nævnet kunne dog ikke give medhold i klagen over Gentofte Kommunes afgørelse af 13. oktober 2015 om tilladelse til indretning af ismejeriet. Kommunens afgørelse gælder derfor.
Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.
Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede den påklagede afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Brøndby Kommune har givet tilladelse til midlertidig anvendelse af et areal ved Vestvolden til jorddeponi under krav om fuld retablering af området.


Planklagenævnet har behandlet en klage over Aarhus Kommunes afgørelse om, at en udvidelse af et parkeringsareal på en ejendom i Højbjerg er et eksisterende lovligt forhold efter Planlovens § 18. Kommunen gav tilladelsen den 4. september 2023, hvilket to genboer klagede over.
By-, Land- og Kirkeministeriet har i efteråret 2023 taget initiativ til nedsættelse af en arbejdsgruppe om autocampere. Arbejdsgruppen blev forankret i Plan- og Landdistriktsstyrelsen og med deltagelse af relevante myndigheder, som bl.a. har ressortansvaret for vejlovgivningen, herunder reglerne for parkering.
Vejledningen beskriver rammerne for etablering af glampingenheder.

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Gentofte Kommunes afslag på at give dispensation til opsætning af so...
Læs mere
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Københavns Kommunes afgørelse om, at etablering af selskabslokaler v...
Læs mere