Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til opførelse af ny bolig på [adresse1]

Undtagelser fra landzonetilladelse

Nævnet fastslog, at undtagelsesbestemmelserne i Planlovens § 37, stk. 1 og Planlovens § 37, stk. 2 ikke kunne anvendes, da ansøgningen vedrørte opførelse af en ny bygning til helårsbeboelse, hvilket kræver landzonetilladelse.

Generelle principper for landzonetilladelser

Planklagenævnet fremhævede, at hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og at sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Områder i landzone skal som udgangspunkt friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, der ikke er nødvendig for primære erhverv. Nævnet lagde vægt på lovens almene formål og præcedensvirkning af afgørelsen.

Vurdering af genopførelse

Planklagenævnet fandt, at den oprindelige vinkelbygning var så forfalden, at den måtte betragtes som en ruin uden betydning. Der var derfor ikke tale om nedrivning og genopførelse af en eksisterende bygning. Nævnet lagde vægt på, at den østlige længe næsten kun havde sokkel tilbage, og den sydvestlige længe var ubeboelig med sammenstyrtet tag og nedbrudte mure. Desuden vurderede nævnet, at bygningen primært var gået til grunde som følge af manglende vedligeholdelse, og at den allerede inden stormskaden i 2015 havde karakter af en ruin, hvilket fremgik af luftfotos fra 2008 og 2011. Der var således heller ikke tale om genopførelse efter stormskade.

Vurdering af nyopførelse

Nævnet konkluderede, at der var tale om nyopførelse af en helårsbolig. En sådan opførelse ville medføre spredning af bebyggelse i det åbne land og ville være i strid med de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, som landzonebestemmelserne varetager. Ejendommen ligger i et uplanlagt område, der er udpeget med særlige landskabelige interesser i kommuneplanen. Nævnet fandt desuden, at en tilladelse ville kunne få præcedensvirkning for andre lignende ansøgninger.

Andre forhold

Nævnet fandt, at klagerens henvisning til et mundtligt tilsagn fra kommunen i 2007 ikke kunne føre til et andet resultat, da der var gået ca. 10 år, og bygningens tilstand ikke gav grundlag for en berettiget forventning om tilladelse. Ligeledes kunne den langvarige vejsag ikke ændre resultatet, da bygningen allerede i 2011 var uden tag og havde karakter af en ruin.

Afgørelse

Planklagenævnet stadfæstede Skanderborg Kommunes afgørelse af 27. marts 2018. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet den 8. februar 2019. Klageren anførte navnlig:

Klagerens anbringender

• At der allerede var tilladelse til tre boliger på ejendommen, og at Planloven § 36, stk. 1, nr. 14 ikke fandt anvendelse, da ejendommen var under 30 ha.
• At den nye bolig ønskedes opført uden tilknytning til den eksisterende primære bygningsmasse, hvilket ville medføre spredning af bebyggelsen. Klageren fremhævede, at placeringen var på en bakkeø, højt i landskabet og markant i en udsigtskile.
• At ansøgningsmaterialet var utilstrækkeligt, da der ikke var indsendt visualiseringer med højdekurver, hvilket gjorde det uklart, hvordan byggeriet ville påvirke landskabet.
• At det ansøgte lå inden for skovbyggelinjen.
• At det samlede projekt krævede overordnet planlægning i form af en lokalplan.

Kommunens og ansøgerens bemærkninger

• Antal boliger: Kommunen anførte, at den tidligere tilladelse til en tredje bolig fra 2005 ikke længere var gældende, og at der reelt kun var én bolig (stuehuset) på ejendommen, som skulle nedlægges som beboelse ved ibrugtagning af den nye bolig. Ansøgeren bekræftede, at der var én godkendt bolig.
• Placering: Kommunen fastholdt, at placeringen var nøje udvalgt i overensstemmelse med tilknytningskravet og i dialog med klageren for at sikre naboens udsigt. Afstanden fra byggefeltet til ridehallen var 26,7 m. Ansøgeren ønskede boligen tæt på ridehallen, men med opretholdelse af privatsfæren, og fandt ikke, at boligen kunne placeres syd for det eksisterende stuehus af hensyn til institutionens beboere.
• Ansøgningen: Ansøgeren henviste til, at der var indsendt visualiseringer.

Planklagenævnet fastslog, at klagen var rettidigt indgivet, da den blev modtaget af kommunen inden for klagefristen på fire uger.