Påbud om Reducering af Vejadgangs Bredde af Trafiksikkerhedsmæssige Hensyn Opretholdt

Vejdirektoratets Vurdering

Vejdirektoratet vurderede, at kommunens afgørelse var lovlig. Kommunen havde handlet inden for rammerne af Vejlovens § 49, stk. 4, som giver vejmyndigheden ret til at stille krav til en adgangs udformning af færdselsmæssige grunde. Da den eksisterende adgang var etableret uden en dokumenterbar tilladelse, var kommunen berettiget til at kræve den lovliggjort, jf. Vejlovens § 136, stk. 1.

Påbuddet om at etablere hegn for at tydeliggøre den reducerede adgangsbredde blev ligeledes fundet sagligt begrundet i Vejlovens § 93, stk. 1.

Vejdirektoratet konkluderede, at kommunens sagsbehandling overholdt reglerne i Forvaltningslovens § 19 om partshøring, og at afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet. På denne baggrund blev kommunens påbud opretholdt.

Vejdirektoratet opretholder H Kommunes påbud af 8. november 2024 om, at adgangen fra ejendommen til den offentlige vej, S-vej, skal reduceres fra en bredde på 7 meter til 5 meter, samt at det resterende areal indhegnes.

Efter Østre Landsrets dom, som Københavns Kommune ankede til Højesteret, genoptog kommunen sagen og foretog en partshøring af appelindstævnte i november 2009. I januar 2010 traf kommunen en ny afgørelse om etablering af standsningsforbudszonen, baseret på almene hensyn som at sikre et attraktivt og bilfrit byrum samt opfylde strategien for Middelalderbyens byliv.

Parternes Påstande og Anbringender

Københavns Kommunes Anbringender

• Kommunen påstod afvisning, subsidiært frifindelse, og anførte, at appelindstævnte ikke havde fornøden retlig interesse (søgsmålskompetence) i at få prøvet standsningsforbuddets gyldighed.
• Kommunen fastholdt, at afgørelsen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet og udelukkende var båret af saglige hensyn.
• Eventuelle sagsbehandlingsfejl blev anset for uden væsentlig betydning.
• Kommunen argumenterede for, at standsningsforbuddet var en erstatningsfri regulering og ikke et ekspropriativt indgreb, da det var en generel regulering, der ramte en abstrakt personkreds (alle bilister).
• Der blev henvist til Vejloven § 69, Vejloven § 88, stk. 2, og Vejloven § 90, stk. 7 for at understøtte, at der ikke var tale om ekspropriation.

Appelindstævntes Anbringender

• Appelindstævnte påstod stadfæstelse af landsrettens dom og nedlagde endvidere påstand om, at standsningsforbuddet udgjorde et ekspropriativt indgreb.
• Appelindstævnte gjorde gældende, at de havde retlig interesse og søgsmålskompetence, da de var direkte, væsentligt og individuelt berørt af forbuddet.
• De anførte, at de burde have været partshørt inden afgørelsen blev truffet, og at afgørelsen var uproportional, udtryk for magtfordrejning og baseret på usaglige kriterier, idet den varetog særinteresser for andre erhvervsdrivende.
• Appelindstævnte henviste til Vejloven § 69, stk. 2 og argumenterede for, at bestemmelsen skulle anvendes analogt, da forbuddet medførte en væsentlig forringelse af fornøden vejadgang til ejendommen.

Klage over ikke VVM-pligt for ændring af kørsel på motorsportsbane