Sag om gyldigheden af standsningsforbud i Rosengården

Denne sag omhandler spørgsmålet om, hvorvidt Sagsøgeren havde søgsmålskompetence, og i givet fald om gyldigheden af en afgørelse truffet af Københavns Kommune vedrørende ændring af standsnings- og parkeringsforholdene i Rosengården.

Sagens Parter

• Sagsøgeren: En el-installationsvirksomhed, der har drevet forretning fra Rosengården 8, 1174 København K, siden 1958.
• Københavns Kommune: Teknik- og Miljøforvaltningen, Center for Trafik.

Sagens Baggrund

Rosengården er en gågade, hvor der indtil november 2007 var parkeringsforbud. Sagsøgeren, der også udfører el-installationsvirksomhed hos kunder, har behov for at deres varebiler kan standse kortvarigt ved forretningen for af- og pålæsning af materialer og værktøj. Andre forretningsdrivende i Rosengården klagede over Sagsøgerens parkering, som de mente var til gene og blokerede forretningernes synlighed.

Københavns Kommunes Afgørelse

• I juni og september 2007 modtog Københavns Kommune henvendelser fra andre erhvervsdrivende i Rosengården, der klagede over Sagsøgerens parkeringsadfærd og anmodede om indførelse af standsningsforbud.
• Kommunen foretog besigtigelser og konstaterede, at der holdt parkerede biler, men ikke i den voldsomme grad, som beskrevet. De bemærkede dog, at parkeringen var ulovlig og til gene for både erhvervsdrivende og fodgængere.
• På baggrund af henvendelserne og besigtigelserne besluttede Københavns Kommune at ændre parkeringsreguleringen i Rosengården fra parkeringsforbud til standsningsforbud i tidsrummet kl. 11-17. Dette blev gjort med samtykke fra Københavns Politi og med hjemmel i Færdselsloven § 92. Kommunen begrundede afgørelsen med, at Rosengården er en gågade og som sådan skal være et bilfrit areal.
• Rigspolitiet afviste efterfølgende Sagsøgerens klage over afgørelsen med den begrundelse, at virksomheden ikke havde den fornødne væsentlige, direkte og individuelle interesse i sagen, jf. Færdselsloven § 92 c, stk. 2.

Sagsøgerens Argumentation

Sagsøgeren nedlagde påstand om, at kommunens afgørelse var ugyldig og anførte:

• Retlig interesse: Sagsøgeren har en direkte, individuel og væsentlig negativ interesse i sagen, da afgørelsen påvirker virksomhedens drift betydeligt. Begrebet retlig interesse for domstolsprøvelse bør fastlægges bredere end for administrativ klageret, jf. Grundloven § 63, stk. 1.
• Sagsbehandlingsfejl: Kommunen har tilsidesat væsentlige sagsbehandlingsprocedurer og forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring, meddelelse om afgørelsen, begrundelse og klagevejledning. Sagsøgeren burde have været partshørt, jf. Forvaltningsloven § 19, da afgørelsen var baseret på faktiske oplysninger om Sagsøgerens virksomhed, som de ikke fik mulighed for at kommentere.
• Disproportionalitet: Afgørelsen er disproportional i forhold til formålet. Standsningsforbuddet hindrer nødvendige kortvarige standsninger for af- og pålæsning, hvilket er essentielt for virksomhedens drift. Standsning omfatter standsning af biler i op til 3 minutter samt af- og pålæsning, jf. Færdselsloven § 2, nr. 16. Sagsøgeren mente, at der var andre, mindre indgribende reaktionsmuligheder, såsom bedre skiltning eller håndhævelse af det eksisterende parkeringsforbud. Indgrebet har desuden ekspropriativ karakter, jf. Grundloven § 73.

Københavns Kommunes Argumentation

Københavns Kommune påstod afvisning, subsidiært frifindelse, og anførte:

• Manglende retlig interesse: Sagsøgeren har ikke den fornødne retlige interesse til at anlægge sag ved domstolene, da afgørelsen ikke påvirker virksomhedens erhvervsforhold med tilstrækkelig styrke og intensitet.
• Skønsbeføjelser: Kommunen er tillagt vide skønsbeføjelser til at træffe beslutninger på grundlag af færdselsmæssige hensyn i medfør af Færdselsloven § 92. Hensynet til at sikre Rosengården som et bilfrit gågadeareal er et sagligt hensyn.
• Proportionalitet: Kommunen har overholdt de retlige begrænsninger og proportionalitetsprincippet. Standsningsforbuddet rammer Sagsøgeren i samme begrænsede omfang som andre erhvervsdrivende og fodgængere i området. Manglende partshøring eller andre sagsbehandlingsfejl har ikke haft væsentlig betydning for afgørelsens indhold, da den hviler på et sikkert hjemmelsmæssigt grundlag.

Sagen blev anlagt ved Københavns Byret den 28. maj 2008 og henvist til behandling ved landsretten i medfør af Retsplejeloven § 226, stk. 1.

Landsrettens Begrundelse

Landsretten lagde til grund, at Sagsøgerens virksomhedsdrift kræver mulighed for kortvarige standsninger ved kontoret og lageret i Rosengården, også i tidsrummet for det indførte standsningsforbud. Dette behov blev anset for at give Sagsøgeren den nødvendige retlige interesse i søgsmålet.

Retten bemærkede, at Københavns Kommunes beslutning om at indføre standsningsforbuddet var baseret på henvendelser fra erhvervsdrivende i Rosengården, der klagede over Sagsøgerens parkering. Selvom kommunen ved en første besigtigelse i september 2007 ikke fandt grundlag for et standsningsforbud, ændrede de holdning efter en ny henvendelse i oktober 2007, der inkluderede en underskriftsindsamling (som Sagsøgeren ikke havde tiltrådt), og en fornyet besigtigelse. Herefter indhentede kommunen politiets samtykke.

Landsretten fandt, at Sagsøgeren, som var nævnt i alle klager som den primære overtræder af det eksisterende parkeringsforbud, havde en så væsentlig, direkte og individuel interesse i sagen, at virksomheden burde have været partshørt, jf. Forvaltningsloven § 19, inden afgørelsen om ændring af parkeringsreguleringen blev truffet. Kommunen havde selv anført, at et standsningsforbud ville forringe forholdene væsentligt for erhvervslivet i gaden.

Da Københavns Kommunes beslutningsgrundlag indeholdt faktuelle oplysninger om Sagsøgeren, som virksomheden ikke fik mulighed for at udtale sig om – herunder oplysninger om placering af lager og antal varebiler, der standsede eller parkerede – fandt landsretten, at kommunen ikke havde godtgjort, at en partshøring utvivlsomt ikke ville have medført en anden afgørelse. En sådan partshøring ville have sikret et mere solidt grundlag for kommunens vurdering af, om indgrebet, på trods af dets generelle karakter, ramte en enkelt erhvervsdrivende så hårdt, at det måtte anses for et ekspropriativt indgreb omfattet af Grundloven § 73.

Afgørelse

Københavns Kommune skal anerkende, at afgørelsen vedrørende ændring af parkeringsreguleringen i Rosengården, 1174 København K, fra parkeringsforbud til standsningsforbud er ugyldig.

Københavns Kommune skal inden 14 dage betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til Sagsøgeren, forrentet efter Renteloven § 8 a.