Sag om gyldigheden af standsningsforbud og ekspropriation i Rosengården

Sagen omhandler gyldigheden af Københavns Kommunes afgørelse fra 2007 om etablering af et tidsbegrænset standsningsforbud i gågaden Rosengården i København, hvor appelindstævnte driver virksomhed. Derudover drejer sagen sig om, hvorvidt indførelsen af standsningsforbuddet udgør et ekspropriativt indgreb.

Sagens Baggrund

Københavns Kommune traf i slutningen af 2007 en afgørelse, der forbød standsning på hverdage mellem kl. 11 og 17 i Rosengården. Appelindstævnte, der driver virksomhed fra Rosengården 8, oplevede, at deres ansatte jævnligt standsede i gågaden for at hente materialer og værktøj. Sagen blev oprindeligt indledt på baggrund af klager over, at appelindstævnte overtrådte det eksisterende parkeringsforbud i området.

Efter Østre Landsrets dom, som Københavns Kommune ankede til Højesteret, genoptog kommunen sagen og foretog en partshøring af appelindstævnte i november 2009. I januar 2010 traf kommunen en ny afgørelse om etablering af standsningsforbudszonen, baseret på almene hensyn som at sikre et attraktivt og bilfrit byrum samt opfylde strategien for Middelalderbyens byliv.

Parternes Påstande og Anbringender

Københavns Kommunes Anbringender

• Kommunen påstod afvisning, subsidiært frifindelse, og anførte, at appelindstævnte ikke havde fornøden retlig interesse (søgsmålskompetence) i at få prøvet standsningsforbuddets gyldighed.
• Kommunen fastholdt, at afgørelsen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet og udelukkende var båret af saglige hensyn.
• Eventuelle sagsbehandlingsfejl blev anset for uden væsentlig betydning.
• Kommunen argumenterede for, at standsningsforbuddet var en erstatningsfri regulering og ikke et ekspropriativt indgreb, da det var en generel regulering, der ramte en abstrakt personkreds (alle bilister).
• Der blev henvist til Vejloven § 69, Vejloven § 88, stk. 2, og Vejloven § 90, stk. 7 for at understøtte, at der ikke var tale om ekspropriation.

Appelindstævntes Anbringender

• Appelindstævnte påstod stadfæstelse af landsrettens dom og nedlagde endvidere påstand om, at standsningsforbuddet udgjorde et ekspropriativt indgreb.
• Appelindstævnte gjorde gældende, at de havde retlig interesse og søgsmålskompetence, da de var direkte, væsentligt og individuelt berørt af forbuddet.
• De anførte, at de burde have været partshørt inden afgørelsen blev truffet, og at afgørelsen var uproportional, udtryk for magtfordrejning og baseret på usaglige kriterier, idet den varetog særinteresser for andre erhvervsdrivende.
• Appelindstævnte henviste til Vejloven § 69, stk. 2 og argumenterede for, at bestemmelsen skulle anvendes analogt, da forbuddet medførte en væsentlig forringelse af fornøden vejadgang til ejendommen.

Højesteret fandt, at appelindstævnte var så konkret berørt af standsningsforbuddet, at de havde retlig interesse i at få prøvet gyldigheden heraf. Københavns Kommunes påstand om afvisning blev derfor ikke taget til følge.

Gyldigheden af Kommunens Afgørelse

Højesteret fastslog, at Københavns Kommunes afgørelse fra 2007 var båret af saglige hensyn til færdselsforholdene og udviklingen af byliv og bymiljø i området, hvilket er i overensstemmelse med Færdselsloven § 92, stk. 1. Den omstændighed, at forbuddet også var i andre erhvervsdrivendes interesse, indebar ikke, at afgørelsen var udtryk for magtfordrejning eller usaglig. Højesteret fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at ulemperne ved standsningsforbuddet ikke stod i misforhold til de hensyn, kommunen varetog. Afgørelsen var således ikke i strid med proportionalitetsprincippet.

Manglende Partshøring

Selvom Højesteret fandt, at appelindstævnte burde have været partshørt i henhold til Forvaltningsloven § 19, stk. 1, blev det anset for tilstrækkeligt godtgjort, at en partshøring ikke ville have ført til en anden afgørelse. Afgørelsen blev derfor ikke kendt ugyldig på grund af manglende partshøring.

Ekspropriationsspørgsmålet

Højesteret fastslog, at Rosengården har været gågade med parkeringsforbud siden 1978. Indførelsen af et tidsbegrænset standsningsforbud blev anset for en erstatningsfri regulering som led i den trafikale udvikling i området. Det oplyste om standsningsforbuddets betydning for appelindstævntes drift gav ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt og fastslå, at afgørelsen udgjorde ekspropriation i forhold til appelindstævnte, jf. Grundloven § 73.

Afgørelse

Københavns Kommunes påstand om frifindelse blev taget til følge. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.