Manglende fradrag for underskud og ophørsbeskatning af opsparet overskud grundet ikke-erhvervsmæssig skovbrugsvirksomhed

SKATs afgørelse

SKAT godkendte ikke fradrag for virksomhedsunderskud på henholdsvis 66.673 kr. og 86.551 kr. for indkomstårene 2014-2015, da virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig forstand. Som følge heraf blev klageren nægtet at anvende virksomhedsskatteordningen, og virksomhedens opsparede overskud på 3.670.601 kr. skulle beskattes i 2014. En udbetaling af opsparet overskud på 364.560 kr. i 2015 blev tilbageført. SKAT begrundede afgørelsen med, at virksomheden ikke var indrettet på systematisk indtægtserhvervelse og ikke havde udsigt til at give overskud, idet den havde genereret betydelige underskud over en lang årrække og krævede konstant kapitaltilførsel. SKAT henviste til domspraksis, der kræver, at driften skal give et resultat omkring 0 kr. efter driftsøkonomiske afskrivninger.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om, at virksomhedsunderskuddene skulle godkendes, og at klageren var berettiget til at anvende virksomhedsskatteordningen. Klagerens repræsentant anførte, at skovbruget var erhvervsmæssigt drevet, og at den lange opstartsfase med underskud var naturlig for denne type virksomhed, især da ejendommen var pålagt fredskovspligt, hvilket begrænser anvendelsen og fældningen af træer, jf. Skovloven § 1. Det blev fremhævet, at driften var teknisk-skovbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig, hvilket blev underbygget af udtalelser fra Skovdyrkerforeningen. Klageren argumenterede for, at rentabilitetskravet for deltidslandbrug/skovbrug er lempeligt, og at den årlige værdistigning af træerne, selvom den ikke realiseres løbende, burde indgå i vurderingen af rentabilitet. Der blev henvist til Højesterets dom TfS 1994, 364 HRD og Landsskatterettens kendelse LSR af 31.08.2017, J.nr.: 14-1434314, som eksempler på, at underskud i en indkøringsfase kan accepteres, og at et 0-resultat kan være tilstrækkeligt. Klageren fremhævede desuden, at de seneste års resultater var bedre end budgetteret, og at 2019-budgettet forventede et positivt driftsresultat. Det blev anført, at en afvisning af erhvervsmæssig status ville skabe en urimelig asymmetri for skovbrugsvirksomheder, da udgifter til indtægtserhvervelse muligvis aldrig ville kunne fradrages.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klagerens skovbrugsvirksomhed ikke var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2014-2015. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en konkret vurdering af virksomhedens rentabilitet og i henhold til den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, som fastslået i Højesterets dom af 15. april 1994 (TfS 1994, 364 HRD).

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Rentabilitet: Virksomheden havde udvist betydelige underskud i de påklagede indkomstår (2014 og 2015) allerede før driftsmæssige afskrivninger. Efter driftsmæssige afskrivninger udgjorde underskuddene henholdsvis 66.673 kr. og 86.551 kr. Landsskatteretten bemærkede, at selvom der var et overskud i 2017 og 2018, var disse stadig underskudsgivende efter alle driftsmæssige afskrivninger. Det akkumulerede underskud fra 2003-2015 på 2.339.026 kr. blev anset for at være for stort til at kunne rummes i et potentielt fremtidigt overskud. Retten fandt derfor ikke, at virksomheden tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat, selv med hensyn til en længere etableringsfase.

• Fredskovspligt: Det forhold, at der var fredskovspligt på ejendommen, kunne ikke føre til et andet resultat, da dette var en forudsætning, klageren var bekendt med ved påbegyndelsen af driften og den valgte driftsform.

Som konsekvens af, at skovbrugsvirksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssigt drevet, blev fradrag for virksomhedens underskud på 66.673 kr. i 2014 og 86.551 kr. i 2015 ikke godkendt. Klageren kunne heller ikke anvende virksomhedsskatteordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1. Hele det opsparede overskud ved udløbet af indkomståret 2014, med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat, skulle medregnes til klagerens personlige indkomst i 2014, jf. Virksomhedsskatteloven § 15, stk. 1. Opsparet overskud, der var selvangivet som hævet i 2014-2015, blev tilbageført.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Klageren fastholdt, at virksomheden var erhvervsmæssig. Argumentationen byggede på, at skoven var etableret med professionel rådgivning fra [Forening2] og drevet med fokus på produktion af kvalitetstræ. Det blev fremført, at skovdrift er et langsigtet projekt, hvor indtægter først opnås efter mange år, og at Skovlovens krav om god og flersidig skovdrift (herunder Skovloven § 1, Skovloven § 8 og Skovloven § 11) begrænser mulighederne for kortsigtede indtægter. Klageren fremlagde et budget for 2016-2020, der forventede et mindre overskud fra 2019.

Under sagsbehandlingen blev der afholdt syn og skøn, jf. Skatteforvaltningsloven § 47. Skønsmanden vurderede, at skoven drives teknisk forsvarligt, men ikke driftsøkonomisk forsvarligt og sædvanligt. Dette skyldtes især, at investeringer i og udgifter til maskinpark og driftsbygning ikke var proportionale med skovens indtjeningsmuligheder. Skønsmanden udarbejdede et alternativt budget, der viste, at et driftsmæssigt resultat omkring 0 kr. først kunne forventes omkring 2035, og at det akkumulerede underskud ikke ville blive afviklet inden for en overskuelig fremtid. Skønsmanden bemærkede, at selvom klagerens budget viste overskud fra 2019, var det baseret på urealistisk lave udgifter sammenlignet med historiske tal og manglende medtagelse af visse omkostningsposter.