Beskatning af kursgevinst ved frigørelse fra gæld i fremmed valuta – Kommanditselskab – Realisationsprincip – Kursgevinstloven § 23

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om beskatning af kursgevinsten for indkomståret 2014.

Retten fandt, at klagerens kursgevinst ved frigørelse fra restgælden som udgangspunkt var skattepligtig efter Kursgevinstloven § 23, da gælden var i fremmed valuta. En undtagelse fra skattepligt efter Kursgevinstloven § 23 kunne være, hvis forholdet var omfattet af lovens Kursgevinstloven § 24.

Landsskatteretten afviste, at kursgevinsten var skattefri efter Kursgevinstloven § 24. Dette skyldtes, at kommanditselskabets frigørelse fra gælden til [finans1] ikke var sket som led i en aftale, hvor den enkelte kommanditist var en del af aftalen, og hvor der også var tale om en samlet ordning mellem den enkelte kommanditist og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af kommanditistens gæld. Retten henviste til Højesterets dom i TfS 1999, 261 og Landsskatterettens afgørelse i SKM2020.64.LSR.

Tidspunkt for realisering og bevisbyrde

Landsskatteretten fastslog, at kursgevinsten skulle beskattes i det indkomstår, hvori kommanditselskabet blev frigjort for restgælden, jf. realisationsprincippet i Kursgevinstloven § 25, stk. 1. Selvom det ikke kunne konkluderes ud fra de fremlagte lånevilkår, at lånet hos [finans1] var på non-recourse vilkår, fandt retten, at det påhvilede klageren at godtgøre, at kommanditselskabet pr. 31. december 2014 fortsat hæftede for restgælden til [finans1].

Retten lagde vægt på følgende:

• Manglende renteudgifter: Kommanditselskabet havde ifølge årsrapporterne for 2015-2019 ikke afholdt renteudgifter til [finans1]. Dette tydede stærkt på, at gælden ikke længere bestod i disse år.
• Revisorforbehold: Kommanditselskabets revisor havde taget forbehold i årsrapporten for 2014 for balanceposten "gæld til finansielle institutter", da det ikke var muligt at opnå tilstrækkeligt revisionsbevis. Dette sandsynliggjorde ikke, at gælden bestod ved udgangen af 2014. Repræsentantens forklaring om, at forbeholdet kun angik gældens størrelse, blev ikke tillagt betydning.
• Manglende dokumentation for drøftelser: Klageren havde ikke fremlagt oplysninger, der underbyggede, at ledelsen i 2015-2018 havde drøftelser med långiveren om afvikling af en eksisterende gæld. Repræsentantens senere forklaring om, at man undlod kontakt for at undgå at afbryde forældelsesfristen, understøttede yderligere, at der ikke var aktive drøftelser om en eksisterende gæld.
• Årsrapport 2019: I årsrapporten for 2019 indgik restgælden ikke længere, og egenkapitalen var reguleret med 94.474.050 kr. som en "Korrektion vedrørende gæld". Retten fandt, at klagerens forklaring om, at gælden var forældet ultimo 2019 efter engelske regler, var udokumenteret og usandsynlig. Blandt andet fordi en 6-årig forældelsesfrist fra salget i 2014 først ville indtræde i 2020, og fordi det var usandsynligt, at der ikke havde været korrespondance fra [finans1] i forbindelse med salget i 2014.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde godtgjort, at restgælden til [finans1] bestod ved udløbet af 2014. Derfor blev kursgevinsten henført til beskatning i indkomståret 2014. Klageren havde ikke bestridt den talmæssige opgørelse af kursgevinsten.

Klagerens repræsentant påstod, at kursgevinsten ikke var skattepligtig efter Kursgevinstloven § 23.