Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Sagen omhandler et selskabs udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til to hovedaktionærer, [person1] og [person2], i indkomstårene 2013-2016. SKAT pålagde selskabet at indberette de udbetalte beløb som A-indkomst på grund af mangler i dokumentation og kontrol.
Selskabet, der var aktør på det danske entreprenørmarked, udbetalte skattefri rejsegodtgørelse til to af sine ultimative ejere, [person2] og [person1], i indkomstårene 2013-2016. De samlede udbetalte beløb var 526.276 kr. til [person2] og 495.417 kr. til [person1].
SKAT konstaterede følgende mangler ved rejsebilagene:
Selskabet afviste at benytte muligheden for arbejdsgiverbetaling af skat for de anførte personer.
SKAT pålagde selskabet at foretage indberetning af yderligere A-indkomst på i alt 1.021.693 kr. vedrørende den udbetalte rejsegodtgørelse. SKATs begrundelse var, at selskabet ikke havde foretaget den fornødne kontrol med udbetalingerne, og at betingelserne for skattefri udbetaling derfor ikke var opfyldt. Dette skyldtes især:
SKAT henviste til Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Kildeskatteloven § 49 B, stk. 1 vedrørende indeholdelsespligt for AM-bidrag og A-skat, samt Indkomstregisterloven § 2 og Indkomstregisterloven § 3, stk. 1 vedrørende indberetningspligt.
Klageren nedlagde påstand om, at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet indberetningspligt. Repræsentanten gjorde gældende, at betingelserne for skattefrihed i henhold til , jf. , og bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 var opfyldt.
Klageren anførte yderligere:
Landsskatteretten bemærkede indledningsvis, at løn og godtgørelser som udgangspunkt er A-indkomst jf. Kildeskatteloven § 43. Arbejdsgiveren har pligt til at indeholde foreløbig skat jf. Kildeskatteloven § 46 og arbejdsmarkedsbidrag jf. Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, samt indberette A-indkomst jf. Skattekontrolloven § 7.
Godtgørelser for rejseudgifter er dog undtaget fra medregning i indkomstopgørelsen, hvis de er omfattet af Ligningsloven § 9 A og ikke overstiger de fastsatte standardsatser, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4.
Landsskatteretten fremhævede, at det er en betingelse for skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder specifikke oplysninger i henhold til § 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Disse krav omfatter:
Det er desuden en betingelse, at lønmodtageren har været på rejse af mindst 24 timers varighed, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 5.
Landsskatteretten understregede, at da de ansatte var hovedanpartshavere, var der et interessefællesskab med selskabet, hvilket medførte strenge krav til dokumentation for, at betingelserne for skattefrihed var opfyldt. Retten henviste til praksis, herunder TfS 1994.495Ø, SKM2001.504ØLR, og SKM2007.247HR, der fastslår, at manglende effektiv kontrol medfører, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig.
Landsskatteretten konstaterede følgende mangler ved afregningsbilagene for hovedanpartshaverne:
På baggrund af de konstaterede mangler i kontrollen med udbetalingen af de skattefrie godtgørelser, og da det ikke var godtgjort, at hovedanpartshaverne havde været på rejse i alle de timer, som fremgik af rejsebilagene, fandt Landsskatteretten, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt.
Landsskatteretten bemærkede endvidere, at ifølge § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse, anses hele beløbet for personlig indkomst, hvis rejsegodtgørelse udbetales med højere beløb end de satser, der er anført i Ligningsloven § 9 A.
Landsskatteretten fandt derfor, at SKAT med rette havde gjort selskabet indberetningspligtig af den udbetalte godtgørelse.

Oversigt over aktuelle satser, beløbsgrænser og skatteprocenter i kildeskatteloven for 2025 og 2026.



Sagen omhandler beskatning af værdi af fri bil og skattefri rejsegodtgørelse for hovedanpartshaveren i et tagdækningsselskab. Skattestyrelsen havde forhøjet hovedanpartshaverens indkomst for indkomstårene 2020-2023 med værdien af fri bil og for indkomståret 2023 med udbetalt rejsegodtgørelse. Klageren, selskabet, nedlagde påstand om nedsættelse af disse indberetninger.
Hovedanpartshaveren ejer 100 % af selskabet, som driver tagdækningsvirksomhed. Selskabets adresse er identisk med hovedanpartshaverens private bopælsadresse. Hovedanpartshaveren og hans ægtefælle er de eneste ansatte.
Fri bil: Selskabet leasede en Ford Transit Custom Van fra marts 2020 til april 2023. Bilen var indregistreret til blandet benyttelse og parkeret på hovedanpartshaverens bopælsadresse. Der blev ikke ført kørebog. Repræsentanten fremlagde billeder af en kalender med ufuldstændige kørselsoplysninger og billeder af varevognen, der viste en fastmonteret reol og løst værktøj. Klageren anførte, at bilen var specialindrettet og uegnet til privat brug, og at hovedanpartshaveren desuden havde en privat bil til rådighed.
Oversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.
Skatteministeriet har offentliggjort de nye beløbsgrænser for 2025 og 2026, hvor en markant regulering på 4,8 pct. i 2026 vil ændre personfradrag, topskat og beskæftigelsesfradrag.
Skattefri rejsegodtgørelse: Selskabet udbetalte 62.725 kr. i skattefri rejsegodtgørelse til hovedanpartshaveren for perioden 1. januar 2023 til 6. juli 2023. Hovedanpartshaveren havde skiftende arbejdssteder, ofte i [by3]-området, med lange afstande fra bopælen. Materiale for rejsegodtgørelsen indeholdt oplysninger om modtager, formål, tidspunkter, rejsemål, satser og beregning. Der var dog uoverensstemmelse mellem det udbetalte beløb (62.725 kr.) og det dokumenterede beløb (62.079 kr.).
Skattestyrelsen fastholdt beskatningen af fri bil og rejsegodtgørelse. For fri bil blev det anført, at bilen var parkeret på hovedanpartshaverens private adresse, hvilket skabte en formodning om rådighed for privat kørsel. Denne formodning var skærpet på grund af adressesammenfaldet. Bilen blev ikke anset for specialindrettet, da kun en mindre reol var fastmonteret, og løst værktøj kunne fjernes. Manglende kørebog og tilstedeværelsen af en privat bil afkræftede ikke rådigheden. Beskatningen skete efter Ligningsloven § 16, stk. 4.
Vedrørende rejsegodtgørelsen anførte Skattestyrelsen, at der ikke var ført den fornødne kontrol med udbetalingerne. Der var uoverensstemmelser mellem udbetalte og dokumenterede beløb, og faste månedlige udbetalinger i 2022 (og fortsat i 2023 indtil kontrolsagens opstart) medførte, at hele beløbet var skattepligtigt. Skattestyrelsen henviste til Ligningsloven § 9, stk. 4 og Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1.
Klageren gjorde gældende, at bilen var specialindrettet og dermed ikke skulle beskattes efter Ligningsloven § 16, stk. 4. Der blev henvist til bilens indretning med fastmonterede reoler, manglende sideruder i varerummet, og at den var fyldt med nødvendigt værktøj og materialer, samt at den bar præg af erhvervsmæssig brug. Klageren fremhævede også, at familien havde en privat bil, hvilket yderligere understøttede, at varevognen ikke blev brugt privat. Klageren anførte, at kørsel mellem hjem og arbejdsplads i et særligt køretøj betragtes som fri befordring, der ikke udløser beskatning af fri bil, hvis der ikke tages befordringsfradrag.
Vedrørende rejsegodtgørelsen fastholdt klageren, at dokumentationen for indkomståret 2023 var korrekt og fyldestgørende, og at Skattestyrelsens forudsætning om fejl baseret på 2022 var kritisabel. Klageren mente, at alle betingelser for skattefrihed var opfyldt i henhold til Ligningsloven § 9a og Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1.

Sagen omhandler en vognmandsvirksomheds udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til udenlandske chauffører i indkomstår...
Læs mere
Sagen omhandlede en enkeltmandsvirksomhed, der drev kørsel med levende dyr, og som havde udbetalt skattefri rejsegodtgør...
Læs mereForslag til Lov om ændring af ligningsloven, afskrivningsloven, opkrævningsloven og skatteindberetningsloven (Lempelse af beskatningen af aktionærlån og ændring af reglerne om beskatning af løbende ydelser)