Skattepligt af rejsegodtgørelse udbetalt til hovedaktionær - manglende dokumentation for kontrol

Sagen omhandler en hovedaktionær i et entreprenørfirma, der i indkomstårene 2013-2015 modtog udbetalt rejsegodtgørelse. SKAT anså de udbetalte beløb for skattepligtig indkomst, da betingelserne for skattefri udbetaling ikke blev anset for opfyldt. Samtidig anerkendte SKAT et ligningsmæssigt fradrag for rejseudgifter svarende til maksimumssatsen for de samme indkomstår.

SKATs afgørelse var baseret på, at selskabet ikke havde foretaget den fornødne kontrol med udbetalingerne. Dette skyldtes manglende virksomhedsunderskrifter på flere bilag, usandsynlige ensartede start- og sluttidspunkter for rejser over flere år, samt manglende angivelse af rejsernes mål og delmål på flere bilag. SKAT fremhævede, at der stilles skærpede krav til selskabets godkendelse af udbetalinger af skattefri rejsegodtgørelse, når modtageren er hovedaktionær, jf. SKM2010.778VLR.

Klageren, repræsenteret af sit advokatfirma, nedlagde påstand om, at betingelserne for skattefri godtgørelse var opfyldt, og at der derfor ikke var grundlag for beskatning. Klageren argumenterede for, at der var foretaget en effektiv udbetalingskontrol af andre ansatte i selskabet, og at de anførte tidspunkter for rejserne var udtryk for en afrunding, der var i selskabets favør. Manglende angivelse af rejsemål blev anset for simple forglemmelser. Klageren henviste til Landsskatterettens praksis, herunder SKM2018.240.LSR, for at understøtte, at mindre fejl af bagatelagtig karakter ikke bør medføre, at hele godtgørelsen bliver skattepligtig.

Finansiel oversigt

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at godtgørelser udbetalt af arbejdsgiveren for udgifter påført af arbejdet medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4. Dog gælder dette ikke for rejseudgifter omfattet af Ligningsloven § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser. Det er en betingelse for skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag med specifikke oplysninger, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1. Disse oplysninger inkluderer modtagerens navn, adresse og CPR-nr., rejsens erhvervsmæssige formål, start- og sluttidspunkt, mål med eventuelle delmål, anvendte satser og beregning af godtgørelsen.

Det er desuden en betingelse, at lønmodtageren har været på rejse af mindst 24 timers varighed, og at arbejdsstedet er midlertidigt, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 5. Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig hos modtageren, uanset om den ansatte i øvrigt opfylder betingelserne for at være på rejse, jf. bl.a. SKM2007.247.HR.

Landsskatteretten fremhævede, at der stilles strenge krav til dokumentation for skattefrihed, når klageren som hovedanpartshaver har et interessefællesskab med selskabet.

Klagerens fremlagte rejsebilag for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 indeholdt ikke alle de krævede oplysninger. Specifikt manglede modtagerens adresse og CPR-nr. på bilagene. Rejsens start- og sluttidspunkt var i alle tre indkomstår anført som kl. 6 til kl. 18 (med få undtagelser), og bestemmelsesstedet manglede for én måned i både 2013 og 2014.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at der var udført effektiv kontrol af, om betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse var opfyldt. Dette skyldtes de upræcise tidsangivelser for ud- og hjemrejse samt de manglende mål og delmål. Retten bemærkede, at det ikke var muligt at kontrollere de konkrete ud- og hjemrejsetidspunkter, og dermed heller ikke at konstatere, om der alene var tale om bagatelagtige fejl, eller om klageren havde modtaget mere rejsegodtgørelse, end han var berettiget til. De udbetalte godtgørelser blev derfor med rette beskattet hos klageren.

Ligningsmæssigt fradrag

Vedrørende det ligningsmæssige fradrag for rejseudgifter, der kan fratrækkes efter Ligningsloven § 9 A, stk. 7, fandt Landsskatteretten, at klageren via rejsebilag havde sandsynliggjort, at han havde været på rejse for selskabet. Det er en betingelse for rejsefradrag, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted, og at rejsen varer mindst 24 timer, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 1 og Ligningsloven § 9 A, stk. 5. SKATs anerkendelse af fradrag med maksimumssatsen blev derfor anset for korrekt.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse i sin helhed.