Skattepligt af rejsegodtgørelse - manglende kontrol med udbetaling - Landsskatteretten

Sagen omhandler en klagers skattepligt af udbetalt befordrings- og rejsegodtgørelse fra sin arbejdsgiver, selskabet [virksomhed1] ApS, i indkomstårene 2015 og 2016. Skattestyrelsen havde forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 4.551 kr. i befordringsgodtgørelse og 26.920 kr. i rejsegodtgørelse for 2015, samt 10.768 kr. i rejsegodtgørelse for 2016. Baggrunden var Skattestyrelsens vurdering af, at arbejdsgiveren ikke havde ført den fornødne kontrol med udbetalingen af de skattefrie godtgørelser, og at dokumentationskravene ikke var opfyldt.

Skattestyrelsen anførte, at der ikke var foretaget reduktion i satserne ved arbejdsgiverbetalt kost og logi, og at afregningsbilagene manglede væsentlige oplysninger som rejsens start- og sluttidspunkt, formål og adresser. Desuden var der konstateret tilfælde, hvor ansatte havde modtaget godtgørelse samtidig med, at søsterselskabet [virksomhed2] A/S havde afholdt faktiske udgifter til rejser og kost. Skattestyrelsen henviste til Ligningsloven § 9, stk. 4, Ligningsloven § 9 A, Ligningsloven § 9 B samt Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1 og Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2. For indkomståret 2015 påberåbte Skattestyrelsen sig en forlængelse af den korte ligningsfrist, jf. Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1, stk. 1, nr. 4, da forholdet var tilsvarende for 2016.

Klagerens repræsentant påstod, at godtgørelserne skulle anses for skattefrie, idet betingelserne for skattefrihed og kontrolforpligtelsen var opfyldt. Det blev fremført, at der var mulighed for og faktisk foretaget en effektiv udbetalingskontrol, og at eventuelle fejl var af bagatelagtig karakter, som det var tilfældet i tidligere landsskatteretsafgørelser som SKM2018.240.LSR og utrykte afgørelser (Landsskatterettens j.nr. 12-0191975 og 13-6640662). Repræsentanten argumenterede for, at der ikke stilles formkrav til dokumentationen, men alene krav om, at udbetalingerne kan kontrolleres. Det blev også bemærket, at utrykte afgørelser har betydning for fastlæggelsen af administrativ praksis.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede sagen under to hovedpunkter: formalitet vedrørende ligningsfristen og den materielle vurdering af rejsegodtgørelsen.

Formalitet – Ligningsfrist

Landsskatteretten fandt, at klageren var omfattet af den korte ligningsfrist, jf. Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1. Fristen for indkomståret 2015 udløb den 30. juni 2017. Skattestyrelsen havde genoptaget ansættelsen for 2015 med henvisning til, at der var et tilsvarende forhold i 2016, hvilket ville forlænge fristen, jf. bekendtgørelsens Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1, stk. 1, nr. 4.

Landsskatteretten fastslog, at:

• En forhøjelse af skatteansættelsen vedrørende befordringsgodtgørelse i indkomståret 2015 ikke var begrundet i et helt tilsvarende forhold som i indkomståret 2016, da befordringsgodtgørelse udbetales med hjemmel i Ligningsloven § 9 B, mens rejsegodtgørelse udbetales med hjemmel i Ligningsloven § 9 A.
• Fristerne for genoptagelse af klagerens skatteansættelse for befordringsgodtgørelse i indkomståret 2015 derfor ikke var overholdt.
• Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den udbetalte befordringsgodtgørelse i indkomståret 2015 var ugyldig.

Rejsegodtgørelse

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt for indkomstårene 2015 og 2016. Retten lagde vægt på følgende:

• De fremlagte afregningsbilag indeholdt ikke de krævede oplysninger i henhold til Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, herunder manglende angivelse af rejsens start- og sluttidspunkt samt i flere tilfælde manglende angivelse af arbejdssted/adresse.
• Det var ikke muligt at fastslå rejsens reelle varighed, og der var ikke taget højde for, om den ansatte havde været på rejse i hele døgn eller kun dele af døgnet, hvilket er afgørende for satsreduktion.
• Oplysninger fra tidsregistreringssystemet Intempus angav arbejdstid, men ikke rejsens start- og sluttidspunkt.
• I flere tilfælde var der udbetalt rejsegodtgørelse samtidig med, at arbejdsgiveren havde betalt for logi og/eller kost, uden at det udbetalte beløb var reduceret i overensstemmelse hermed. Selskabets forklaring om omorganisering af hotelophold blev ikke anset for tilstrækkeligt afkræftet.
• Der var udbetalt diæter til den samme sats i 2015 og 2016, hvilket indikerer manglende tilpasning til de faktiske forhold.

Landsskatteretten konkluderede, at arbejdsgiveren ikke havde ført fornøden kontrol med udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelser. Fejlene blev anset for at være af en sådan karakter, at de ikke var bagatelagtige, og Landsskatterettens tidligere afgørelse SKM2018.240.LSR blev derfor ikke anset for sammenlignelig.

Den udbetalte rejsegodtgørelse i indkomstårene 2015 og 2016 blev herefter anset for skattepligtig for klageren.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende indkomståret 2015 (befordringsgodtgørelse) og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse vedrørende indkomståret 2016 (rejsegodtgørelse) samt rejsegodtgørelsen for 2015.