Forskelsbehandling ved kollektiv afskedigelse: Mindre gunstig beskyttelsesordning efter konvertering af tidsbegrænset kontrakt

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Milano vedrørende den italienske Lovdekret nr. 23/2015, som indførte en differentieret beskyttelsesordning for arbejdstagere, der udsættes for uberettiget kollektiv afskedigelse.

Sagsøgeren, KO, var oprindeligt ansat på en tidsbegrænset kontrakt fra 2013, som blev konverteret til en tidsubegrænset kontrakt i marts 2015. Efter en kollektiv afskedigelsesprocedure i 2017 blev KO afskediget. Den nationale ret fastslog, at afskedigelsen var uberettiget, men på grund af Lovdekret nr. 23/2015, som trådte i kraft den 7. marts 2015, var KO omfattet af en ny, mindre gunstig beskyttelsesordning, idet konverteringen af hendes kontrakt blev sidestillet med en ny ansættelse efter skæringsdatoen.

Konflikten i Beskyttelsesordninger

• Gammel Ordning (før 7. marts 2015): Genansættelse i stillingen og fuld erstatning for løntab i perioden mellem afskedigelse og genansættelse (maks. 12 måneders løn). Denne ordning var gældende for KOs kolleger.
• Ny Ordning (fra 7. marts 2015): Kun en begrænset, ikke-socialbidragspligtig godtgørelse (mellem 4 og 24 måneders løn), uden ret til genansættelse.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om anvendelsen af denne mindre gunstige ordning på arbejdstagere, hvis tidsbegrænsede kontrakter blev konverteret til tidsubegrænsede kontrakter efter lovens ikrafttræden, er i strid med EU-retten, navnlig princippet om ikke-diskrimination i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse (Direktiv 1999/70/EF) og bestemmelserne om beskyttelse mod uberettiget afskedigelse (Direktiv 98/59/EF og Chartrets artikel 20 og 30).

Domstolen konkluderede, at den nationale lovgivning, som anvender to forskellige beskyttelsesordninger under én og samme procedure for kollektiv afskedigelse baseret på ansættelsesdatoen (eller konverteringsdatoen), ikke er i strid med de relevante EU-bestemmelser.

Afvisning af Direktiv 98/59/EF og EU-Chartret

Domstolen fastslog, at Lovdekret nr. 23/2015, for så vidt angår sanktionerne for tilsidesættelse af nationale udvælgelseskriterier ved kollektiv afskedigelse, ikke gennemfører EU-retten, idet Direktiv 98/59/EF kun delvist harmoniserer reglerne og hovedsageligt omhandler proceduren (meddelelses- og konsultationsforpligtelser).

• Reglerne for erstatning eller genansættelse efter uberettiget afskedigelse falder uden for Direktiv 98/59/EF’s anvendelsesområde og henhører under medlemsstaternes kompetence.
• Da de nationale regler ikke gennemfører EU-retten, kan de ikke prøves i lyset af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herunder artikel 20 om lighed og artikel 30 om beskyttelse mod uberettiget afskedigelse), jf. Chartrets artikel 51, stk. 1.