Priskontrol af forsyningspligtpriser for el i 1. kvartal 2005

Dansk Energi argumenterede for, at Energitilsynets afgørelse var ugyldig. De centrale anbringender var:

• Ulovlig maksimalprisfastsættelse: Tilsynets metode var reelt en fastsættelse af maksimalpriser, hvilket der ikke var hjemmel til i Elforsyningsloven § 72, stk. 1.
• Forkert metode: Tilsynet anvendte en "bottom-up" model baseret på engrospriser (terminspriser på Nord Pool) plus et beregnet tillæg (mark-up). Klageren mente, at loven krævede en sammenligning med priser på detailmarkedet.
• For lavt tillæg: Det af tilsynet fastsatte tillæg til dækning af omkostninger og avance var markant for lavt og ikke markedsbaseret.
• Usagligt prisreference: Anvendelsen af terminsprisen på en enkelt anmeldelsesdag som reference for hele kvartalet var vilkårlig og usagligt begrundet.

Energitilsynets anbringender

Energitilsynet fastholdt, at priskontrollen var sket med rette og i overensstemmelse med loven:

• Hjemmel i loven: Metoden var en legitim måde at identificere "markedets prisniveau" på, som foreskrevet i loven. Da markedet for forsyningspligtprodukter ikke var velfungerende, kunne man ikke blot anvende de anmeldte priser som reference.
• Lovens formål: Metoden sikrede beskyttelse af forbrugerne mod urimelige priser, hvilket er i tråd med Elforsyningslovens § 1.
• Fortolkning af forarbejder: Henvisningen i lovens forarbejder til "prissikringskontrakter" sigtede netop til terminskontrakter på engrosmarkedet.
• Saglighed: Anvendelsen af anmeldelsesdatoen som reference var saglig, da selskaberne selv kunne vælge datoen inden for en given periode og dermed havde indflydelse på den anvendte terminspris.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 28. december 2004.

Nævnets begrundelse for kvartalsprisproduktet

Energiklagenævnet fandt, at Energitilsynets generelle fremgangsmåde lå inden for de beføjelser, som tilsynet er tildelt i Elforsyningsloven § 72, stk. 7. Nævnet lagde vægt på, at markedet for forsyningspligtprodukter ikke uden videre kunne forventes at være velfungerende. Derfor var det berettiget, at Energitilsynet etablerede en metode til at fastlægge "markedets prisniveau for tilsvarende forbrugssegmenter og leveringsvilkår" og greb ind over for priser, der var for høje i forhold hertil.

Nævnet vurderede, at den anvendte metode var saglig, og at Energitilsynet havde udøvet sit skøn på et sagligt grundlag ved fastsættelsen af det tillæg (mark-up), der indgik i beregningen. Ligeledes fandt nævnet, at anvendelsen af terminsprisen på anmeldelsesdagen som prisreference ikke var et usagligt eller ulovligt kriterium, da virksomhederne var blevet informeret og havde haft mulighed for at vælge anmeldelsesdatoen.

Nævnets begrundelse for spotprisproduktet

For spotprisproduktet fandt Energiklagenævnet, at metoden til fastsættelse af det maksimale balancerings- og administrationsbidrag havde den fornødne hjemmel i Elforsyningsloven § 72. Nævnet anfægtede ikke Energitilsynets brug af information fra det norske marked som en del af datagrundlaget. Størrelsen af det fastsatte tillæg blev anset for passende.

Samlet set konkluderede Energiklagenævnet, at Energitilsynets priskontrol havde den fornødne hjemmel og var udøvet sagligt og lovligt.

Klagerens synspunkter

Dansk Energi påstod, at Energitilsynets afgørelse var ugyldig, og anførte følgende hovedpunkter:

Kvartalsprisproduktet

• Energitilsynets de facto maksimalprisfastsættelse havde ikke hjemmel i elforsyningsloven § 72, stk. 1.
• Den anvendte metode for priskontrol var uforenelig med elforsyningsloven § 72.
• Den fastsatte mark-up var for lav, ikke markedsbaseret og skadelig for markedet.
• Anvendelsen af terminsprisen på anmeldelsesdagen (16. december 2004) som prisreference var ikke sagligt begrundet.

Spotprisproduktet

• Metoden til fastsættelse af balancerings- og administrationsbidraget var uforenelig med elforsyningsloven § 72, stk. 2 på grund af utilstrækkeligt datagrundlag.
• Den fastsatte mark-up var for lav, ikke markedsbaseret og skadelig for markedet.

Dansk Energi argumenterede desuden for, at markedet for forsyningspligtprodukter fungerede, og at Energitilsynets regulering hæmmede konkurrencen. De mente, at Energitilsynet havde en vejledningspligt, som ikke var opfyldt i forhold til den nye reguleringsmetode.

Energitilsynets synspunkter

Energitilsynet påstod, at afgørelsen skulle stadfæstes, og argumenterede for, at prisreguleringen var sket med rette og havde hjemmel i elforsyningsloven § 72.

Kvartalsprisproduktet

• Metoden til at identificere "markedets prisniveau" havde hjemmel i elforsyningsloven § 72, stk. 1 og var i overensstemmelse med lovens formål om forbrugerbeskyttelse og samfundsøkonomi, jf. elforsyningsloven § 1.
• Der var ikke tale om en bindende maksimalprisfastsættelse, men en regulering af priser, der lå over "markedets prisniveau".
• Henvisningen i forarbejderne til "prissikringskontrakter" sigtede til terminskontrakter på engrosmarkedet (Nord Pool).
• Markedet for forsyningspligtprodukter var ikke velfungerende på grund af markedskoncentration, lokale monopoler, adgangsbarrierer og immobile kunder.
• Anvendelsen af anmeldelsesdatoen (16. december 2004) som reference var sagligt begrundet, da virksomhederne selv kunne vælge anmeldelsesdag og indregne tab/gevinst fra tidligere kontrakter, jf. overgangsbestemmelsen i lov nr. 494/2004 § 4, stk. 4.

Spotprisproduktet

• Metoden til fastsættelse af det maksimale balancerings- og administrationsbidrag havde hjemmel i elforsyningsloven § 72, stk. 2 og stk. 5.
• Energitilsynet anvendte observerede spotpristillæg fra danske og norske prisportaler og sammenholdt disse med skønnede omkostninger.
• De fastsatte mark-ups var ikke urimeligt lave; analyser viste betydelige stigninger i avancen for virksomhederne.
• Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF stillede ikke krav om sektorspecifik regulering, men tillod medlemsstaterne at pålægge prisregulering.